Hanna Hipp og Sarah Champion i The Handmaid’s Tale. Foto: Camilla Winther / DKT.

Et dystopisk mesterværk

Poul Ruders The Handmaid’s Tale på Operaen.

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Det er en sørgelig – international – tommelfingerregel, at under én promille af nyskrevne operaer opnår mere end én produktion. Poul Ruders The Handmaid’s Tale er en glædelig undtagelse fra denne regel. Den havde premiere på Gamle Scene i år 2000 – som den første danske nyskrevne opera på Det Kongelige Teater i årtier. Siden har den opnået et internationalt gennembrud og inden for de seneste år er den blevet opført i Boston og på English National Opera (iscenesat af Annilese Miskimmon, tidligere chef for Den Jyske Opera).

Nu er operaen så tilbage i København, i en samproduktion med San Francisco Opera, og derfor naturligvis på engelsk. Og der er mange gode grunde til værkets succes. Som komponisten har formuleret det: ”Den har det hele: Forbudt kærlighed, strafbar sex, løgn og bedrag, hykleri, fortvivlelse og håb, store processioner i farverige klædedragter, offentlige henrettelser. En vældig fortælling om menneskets dårskab”. Forlægget, Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985, læses da også stadig og er både blevet filmatiseret og transformeret til populær tv-serie.

Nok så vigtigt er det lykkedes librettisten Paul Bentley – i samarbejde med komponisten – at kondensere den komplekse roman til en yderst velfungerende og dramaturgisk klar operatekst –  som Poul Ruders så har forsynet med en konstant afvekslende, kontrastrig og meget filmisk musik, der betjener sig – på en gang umiddelbart tilgængeligt og raffineret – af mange forskellige stilelementer og vokale udtryk.

Komponisten maler yderst ekspressivt og farverigt på ”akustiske lærreder” (for nu at citere titlen på en bog om hans liv og musik). Det samlede udtryk er voldsomt og fascinerende – med musikkens hjælp bliver øko- og religionsdramaet endnu mere vedkommende og aktuelt; vi bliver følelsesmæssigt engageret i personerne.

I romanen er der tre tidslag: Dramaets nutid i den totalitære stat Gilead, den umiddelbare fortid – meget lig vores egen tid – i USA før den økologiske katastrofe, som fører til et religiøst statskup. Endelig er der et fremtidslag: En konference afholdes i 2192 e.kr., hvor en arkæolog fremlægger fundet af ”Tjenerindens fortælling” (på kassettebånd). Ved uropførelsen i 2000 lå fremtidslaget som ramme om selve fortællingen – uden musik. I den nye produktion er rammefortællingen helt fjernet. Det har både fordele og ulemper.

Vægt på nutidsdramaet

Opførelsen på Operaen er iscenesat af kompagniets netop afgåede chef John Fulljames. Hermed føjer han endnu en gennemarbejdet og seværdig fortolkning til en ganske lang række iscenesættelser i København, som bl.a. tæller Nixon in China, Light – Bach Danses, Don Giovanni  og senest Valkyrien.

Fordelen ved at fjerne rammefortællingen er, at oplevelsen bliver enklere – en fortælling i ’nutid’ med ’flashbacks’, som afvikles elegant og meget filmisk, ikke mindst når nutid og fortid blandes og udspiller sig synkront. Ulempen – som nok kun er det for tilskuere, der har læst romanen eller set førsteudgaven – er at dramaet mister den historiske dybde, der ligger i at reflektere over en tragisk historie som en del af civilisationernes langsomme pendulbevægelse mellem frem- og tilbageskridt. Det kan være svimlende bare at tænke på de tilbageskridt, vi har været vidne til i løbet af de seneste 25 år, som operaen nærmest realistisk foregriber: kriminaliseringen af abort i USA, oprør mod demokratiet, fundamentalistisk undertrykkelse af kvinder i Iran og Afghanistan, hemmeligt politi og mørkemænd som eneherskere i mange lande osv. osv.

I denne fortolkning møder vi ganske enkelt en ung kvinde – Offred, hvis navn betyder ”Til Fred” (som er navnet på den kommandant, hvis barn hun forventes at føde) – der for få år siden er blevet skilt fra ikke bare sin kæreste, sit barn og sin mor, men fra hele den tilværelse hun kendte (og som ligner vores). Vi følger hendes ”omskoling” til tjenerinde, dvs. avlsmaskine for eliten, og hendes tredje avlsperiode (og sidste chance) hos den højtstående kommandant og hans hustru Serena Joy, der i ”tiden før” var tv-gospelstjerne. I erindrings-flashbacks genoplever hun scener fra sin fortid, og hun prøver at holde fast i et håb om at slippe bort – inspireret af (snydelatin)-indskriften ”Nolite te bastardes carborundorum” (Lad ikke svinene tryne dig), som en tidligere tjenerinde har ridset ind i tjenerindeværelsets sengebund.

Vi er vidner til store tableauer, som viser mere eller mindre absurde religiøse ceremonier – fødsel, henrettelse, afstraffelse – kaldet ”bjærgning”. Og Guds Øje, efterretningstjenesten, er allestedsnærværende. Ruders har forsynet disse tutti-scener med en satirisk-vrængende musikalsk aura, hvor call and response veksler med hule, enstemmige bønner og overdrevent pompøse hymner og marcher. Og gennem hele operaen høres strofer fra ”Amazing Grace” – Serena Joys gamle glansnummer – som et stærkt ledemotiv. Faktisk bruger Ruders den velkendte spiritual til at skabe musikalsk kontrapunkt til den religiøst motiverede vold og undertrykkelse, som vi ser udfolde sig i stort og småt. Hykleriet er gigantisk.

Et uhyggeligt scenerum

Scenografien ved Chloe Lamford er enkel, rå og meget velfungerende. Den deler scenen ind i tre spillefelter – med ”Det Røde Center” som ramme: en tidligere sportshal, der nu er samlingssal i genopdragelsesinstitutionen. En kæmpemæssig fabriksport kan sænkes ned og afgrænse forscenen, og en gennemsigtig glasvæg kan dele rummet op i bag- og mellemscene.

Disse tre spilleflader og åbne sceneskift skaber så stederne i forløbet (et års tid), af og til med nutid og fortid kørende samtidig i hver sit rum. Endelig må vi nævne ”muren” – her med et kæmpemæssigt billede af ”Guds øje”, hvor de daglige henrettelser af ”forbrydere” finder sted. Skillevæggene bruges også til Will Dukes videoprojektioner, hvor scener fra fortiden og det kaotiske oprør vises, mens Offred genoplever dem. Christina Cunninghams kostumer er grafisk enkle og skarpe: Tjenerinderne i rødt med hvide ’englevinger’ som hovedprydelse, tanterne i militærbrunt, hustruerne i blåt og mændene i sort.

Kvindelig magtdemonstration

Gilead-samfundet er gennemsyret af giftig maskulinitet og mænds magtmisbrug, men i operaens vokale hierarki er det kvinderne, der dominerer. Gisela Stille brillerer i det virtuost modernistiske parti som den hjernevaske(n)de Tante Lydia, Clara Cecilie Thomsen er perfekt castet som den oprørske Moira, Nina Sveistrup Clausen skaber en rørende tragisk figur som den sindsforvirrede Janine/Ofwarren, og Hanne Fischers skiftevis varme og stålsatte mezzo er som skabt til den fhv. gospelsangerinde Serena Joy. Sara Swietlickis flotte sopran forlener modstandskvinden Ofglen med stor autoritet, og Ulrika Tenstams dybe alt gør husholdersken Rita både sårbar og tragisk. Andrea Pellegrini er glimrende som Offreds mor, der repræsenterer en nedkæmpet kvindefrigørelse, og Sophie Haagen gør det fint som den ’nye Ofglen’, da ’den gamle’ har begået selvmord for at beskytte modstandsbevægelsen mod afsløring.

I manderollerne demonsterer Jacob Skov Andersen, som den forsvundne kæreste Luke, sin flotte tenor og sit fine spiltalent, Paul Curievici dækker den gådefulde Nicks karakter fint, og det er velgørende, at Morten Staugaard ikke gør Offred’s Commander til en parodisk tyran, men til en meget menneskelig og sårbar figur. Gert Henning-Jensen er som Lægen perfekt i den på en gang ubehagelige og groteske scene, hvor Offred tilbydes kontant hjælp til at blive gravid, samtidig med at hun husker, hvordan hun blev scannet nænsomt, da hun ventede sin datter. I mindre roller optræder medlemmer af Det Kongelige Operakor, der i øvrigt løfter sin store opgave fornemt – især kvinderne, myndigt indstuderet af Steven Moore.

Men aftenens strålende stjerne er den polske gæst, mezzosopranen Hanna Hipp som Offred. Hendes stemme har et meget stort omfang og en virkelig smuk klang, og hun formår at give udtryk for alle tjenerindens skiftende sindsstemninger, fra den dybeste fortvivlelse, over lidenskab til spinkelt håb. Hun suppleres fornemt af sin ”dobbeltgænger”, Sarah Champion, som Offreds yngre jeg. Deres ”duet” i anden akt, hvor de begræder tabet af datteren og til sidst smelter vokalt sammen, er simpelthen gribende.

Det Kongelige Kapel spiller fremragende under Jessica Cottis’ ledelse. For det første er balancen mellem sang og orkester finafstemt. For det andet bliver de mange overgange mellem stærkt kontrasterende afsnit virkningsfuldt behandlet: der er både voldsomt virkende fortissimo-afsnit, som man blev blæst bagover af; der er åndeløst sarte afsnit med strygere i pianissimo, med ét eller nogle få soloinstrumenter eller uakkompagneret solosang, og hulheden i de store ceremonielle tableauer er gåsehudsfremkaldende. Det er ikke noget under, at komponisten så glad ud, da han kom på scenen til applaus.

En grusom fornøjelse

Operadramaturgen Nila Parly afsluttede sin glimrende introduktion før premieren med at ønske os ”en grusom fornøjelse”. Og det er præcis hvad det er at opleve denne mesterlige udgave af Ruders’ dystopiske opera. Håbet kan være svært at få øje på eller holde i live i det trøstesløse totalitære samfund, som Gilead er eller repræsenterer. Men selv dér findes en modstandsbevægelse, og da Offred forlader scenen, i tvivl om hun er på vej ind i mørket eller lyset, åbnes scenens bagvæg, og vi ser på os selv i et kæmpestort spejl, mens voksne og børn – både fra ”tiden før” og ”tiden nu” – vender sig om mod os tilskuere med indtrængende blikke og løfter en række bogstaver. De danner ordene ”In hope” – som en opfordring til os i salen om at gøre noget i medmenneskelighedens navn. Så vidt jeg husker, så jeg dette performative greb første gang i Chéreau/Boulez’ ”100 års-Ring” i Bayreuth (1976 – 80). Dengang som nu stopper det fortællingen, nedbryder ”den fjerde væg” og stiller publikum direkte over for spørgsmålet om værkets – og kunstens – mening.

The Handmaid’s Tale

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 29. oktober 2022

Musik: Poul Ruders

Libretto: Paul Bentley

Instruktør: John Fulljames

Dirigent: Jessica Cottis

Scenograf: Chloe Lamford

Kostumer: Christina Cunningham

Lysdesign: Fabiana Piccioli

Videodesign: Will Duke

Koreograf: Lidia Wos

 Offred: Hanna Hipp

Offred before: Sarah Champion

Luke: Jacob Skov Andersen

Aunt Lydia: Gisela Stille

Moira: Clara Cecilie Thomsen

Janine/Ofwarren: Nina Sveistrup Clausen

Serena Joy: Hanne Fischer

Rita: Ulrika Tenstam

Ofglen: Sara Swietlicki

New Ofglen: Sophie Haagen

Offred’s mother: Andrea Pellegrini

Nick: Paul Curievici

Offred’s Commander: Morten Staugaard

The Doctor: Gert Henning-Jensen

 Solister fra operakoret og børnestatister 

Det Kongelige Operakor 

Det Kongelige Kapel