Et brag af en forestilling

Anmeldt af Pia Fossheim

******

I disse år spilles Stephen Sondheims 40 år gamle værk Sweeney Todd på flere operahuse rundt om i Europa. Det Kongelige Teater har også sat forestillingen om ”The Demon Barber of Fleet Street” på plakaten med premiere den 23. november 2019 og spiller den frem til 22. februar 2020. Denne iscenesættelse er fra 2013 og er genopsat på DKT med Caroline Chaney som instruktør. Der er reklameret for forestillingen, både rundt om i Københavns bybillede og på diverse medier, og ved premieren havde man som ekstra stunt sat store fade med Mrs. Lovett’s pies ud til publikum og tilbød endog gratis barbering i foyeren af to barberer i 1800-tals kostumer.
Så er stemningen slået an.
I salen ligger der et svagt røgslør hen over det åbne scenerum med en trist og farveløs scenografi, og der høres beroligende muzak. Instruktøren fra 2013, James Brining, har valgt at lade ”The Tale of Sweeney Todd” være en rammefortælling, som foregår på et sindssygehospital med patienterne som de agerende og med historien om barberen, der myrder sine kunder og leverer dem til Mrs. Lovett’s piebageri, fortalt i flashbacks. I stedet for 1800-tallet har Brining henlagt handlingen til Margaret Thatchers London i 1980’erne, hvor, som der synges, alle spiser alle og enhver.
Forestillingen begynder med et orgelbrus som i de klassiske sort/hvide gyserfilm. Musikkens tema er et Dies irae-tema fra 1200-tallet, Vredens Dag som varsler død, også brugt i talrige film og af flere komponister, bl.a. Berlioz i Symphonie Fantastique. Temaet er samtidig barberens tema, og det gentages i flere variationer gennem forestillingen. Endvidere bruges det af koret, som har en fortællende funktion som i de antikke græske tragedier. Der er flere henvisninger til musikhistorien og til Londons kirkeklokker, som leverer et tema i sangen ”There is no place like London”. Og ellers er musikken i traditionel musicalstil, men med et stærkt tvist af dissonans. Egentlige ørehængere, som man kan synge med på, er der ikke, selv om balladen ”Johanna” rummer den bittersøde melankoli, som vi kender Sondheim for i hans mest populære sange, f.eks. ”Send in the Clowns” fra A little Night Music.

A black operetta
Sondheim har selv kaldt Sweeney Todd for ”a black operetta”, men siger, at når den spilles i et operahus, er den en opera. Den har en talt dialog, men det kan man vel sammenligne med en recitativ-opera? Sondheim synes, opera dvæler for meget ved følelser, men han beundrer Puccini for hans kompakte stil, som har inspireret til det flow, som findes i Sweeney Todd, med koret som drivkraften for handlingen. Dette flow brydes af korte indslag med de agerendes følelser og relationer til de øvrige medvirkende.
De to hovedroller (på premiereaftenen, red.) synges og spilles af Palle Knudsen og Susanne Resmark. Palle Knudsen synger med stor autoritet og får med sin noble elegance vores sympati for den uretfærdigt dømte Benjamin Barker. Da historien udvikler sig med vold og fejltagelser og myrderierne tager til, bliver hans uhyggeligt forstenede mimik og gestik langt mere virkningsfuld end store følelsesudbrud.
Susanne Resmark er en formidabel Mrs. Lovett, vokalt i top og med et forbilledligt engelsk i den talte dialog; hertil et pragtfuldt komisk udtryk, grænsende til folkekomedie, men aldrig plat eller banalt. Finalen i første akt, hvor Todd og Lovett synger om, hvilke professioner blandt Sweeneys ulykkelige kunder, der leverer det bedste kød til pie’erne, er et absolut højdepunkt i forestillingen.
Den unge Anthony synges flot af Nicolas Morton, mens Cassandra Lemoine er yndig som Sweeneys datter Johanna. Johannes Mannov er tilpas ynkelig som den feje dommer Turpin, sekunderet af sin sleske og medløbende betjent Beadle i skikkelse af Jens Christian Tvilum. Aileen Itani er medynkvækkende som tiggerkvinde og Frederik Rolin drenget og sårbar som Tobias Ragg. Endelig mores vi af Gert Henning-Jensen i rollen som barberen Pirelli, en karikeret krukket og selvglad tenor.
Det Kongelige Operakor klarer sin vigtige rolle med bravur. Det Kongelige Kapel under ledelse af Ian Ryan spiller overbevisende de forskellige genrer fra dystopisk dissonant musik til svingende danserytmer. Scenografi og kostumer er af Colin Richmond. Den enkle scenografi fungerer og understøtter i al sin trøstesløshed den grumme historie.
De danske overtekster skal også nævnes. Trine Dansgaard har på flotteste vis oversat den engelske tekst til et præcist og mundret dansk.
En enkelt anke: ved premieren fungerede lydanlægget ikke helt godt, så høje toner blev for skingre, men det rettes vel hen ad vejen?
Sweeney Todd fortjener en plads i operarepertoiret som en klassiker. Denne opsætning er et brag af en forestilling, som fik sin velfortjente, stående applaus. Gå ind og se den, for på trods af den dystre historie er den morsom og medrivende. Og dog – temaet kannibalisme var nok en tand for ulækkert til at publikum ville smage Mrs. Lovett’s pies, der var i hvert fald rigtig mange tilbage på fadene ved pausens afslutning.