Skattegraveren på Takkelloftet, Det kgl. Teater

Almuen for feinschmeckere

Dokumentaroperaen Skattegraveren på Takkelloftet, Det kgl. Teater

Af Sanne Caft

******

På Takkelloftets intime scene flankerede to mandshøje grusbunker et broget udvalg af instrumenter og nodestativer. Ind trådte den violinspillende sanger Signe Asmussen og musikerne Thommy Andersson, Matias Seibæk og Chano Olskær.
Andægtigt greb de fat i de skovle, der lå nærmest publikum, og gik i gang med systematisk at grave i grus og slå på trækasse, mens der på bagvæggen blev projekteret billeder af den jyske hede. Det var rytmisk og sært. Langsomt tilføjedes Klaus Risagers forhåndsindspillede stemme, der messende fremmanede historien om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der omkring forrige århundredskifte vandrede Jylland tynd og nedskrev, fotograferede og sluttelig optog almuens folkesange og fortællinger – sange og fortællinger, der var ved at blive glemt i en verden, der også dengang var i hastig forandring. Takket være hans utrættelige arbejde kan vi stadig høre de fortællinger, der i syvogfyrre vers beretter om den skæbne, der overgik en stakkels bonde en mørk decembernat eller noget i den dur.
Ud over den maleriske scenes musik-og-grus kombination samt cembalo, kontrabas, percussion og trommer blev der anvendt ganske få rekvisitter: som den lille tøjbylt, der illuderede det spædbarn, der dør under fødslen, mens moderen Frederikke dør i barselsseng i en scene fortalt på skift af den næsten overjordiske stemme af Evalds optegnelser og de optrædendes engelske fortælling om det, der skete. Fortællestemmen bar mindelser om Dan Turèlls rytmiske, punkterede og nærmest hypnotiske fremsigning af ”Hyldest til hverdagen”.
Grundstemningen var langsom uden at være dræbende. En fascinerende hommage til en afdød ener, der stædigt fuldførte sit livsværk og med en nøgternhed, der langt fra nutidens behov for selviscenesættelse kun kan skabe beundring. Forestillingen var originalt tænkt, og rent intellektuelt var her meget at komme efter. Medrivende var det dog i mindre grad, men som tilskuer kan man ikke andet end at blive ramt af den koncentration og øvelse, der må ligge bag en sådan forestilling.

Spændingsfelt mellem sang og tonedigt

Skattegraveren udforskede spændingsfeltet mellem sang og tonedigt. Som perler på en snor eller optegnelser i en forskers dagbog fulgte små scener med biografiske data, folkesang, grynede fotos, knasende fonogramoptagelser og beskrivelser fra almuen.
En niche, bestemt, og et hjerteprojekt for komponist, librettist og cembalist Mauro Paticelli, ja. Ønsket om at løfte et øjeblik af historien frem for vores øjne var tydeligt. Alle, der nogensinde har sunget samtlige vers i folkevisen ”Dronning Dagmar ligger ud i Ribe syg”, kunne relatere sig til de alenlange fremsyngninger af ”Jøden paa Helgenæs” – samtlige 35 vers.
Et valg, der ikke hjalp tilskueren så meget, var, at Signe Asmussens smukke operastemme gjorde tekstforståelsen i folkesangene svær. Her havde teksten projiceret på bagvæggen været til hjælp eller at det sangligt havde lagt sig tættere på viseforedrag end opera. Der var masser af intensitet og fremdrift i det musikalske med mindelser om keltisk trommelyd. Et særligt clou var scenen, hvor breve fra Tang til Svend Grundtvig blev akkompagneret af hamren på to gammeldags skrivemaskiner komplet med ”ding”.
Sidst i forestillingen kom Evalds beretning fra den fotografiske tur, som han tog rundt til alle, som han tidligere havde besøgt og nedskrevet viser, rim, remser og eventyr for. Det var dragende i sin nøgternhed: ”Saa gik vi til Mejby og tog Margrete Jensdatter. Paa hende blev der ofret 2 Plader. Saa gik vi til Hornslet Mark og tog Rasmus Pedersens Søster, Kirsten Marie Pedersdatter, og endelig kom vi til Torsager, hvor vi overnattede hos Provsten, som var meget elskværdig imod os”. Og sådan fortsætter det bonde efter bonde efter bonde. Fotograferet med knortede hænder, tørklæder om hovedet, strikketøj hos både mænd og kvinder og med alvorsfulde miner.
Skattegraven viser en svunden tid. Den graver ind til fortidens skatte både i kraft af udbredelse af Evald Tang Kristensens mammutværk og i sin afsøgning af krydsfeltet mellem sang, musik, tale og scenisk værk. Den udleverede libretto hjalp meget på forståelsen, og ellers kunne man blot læne sig tilbage og lade sig føre væk til en anden tid.

Spiller hver dag indtil den 6/4.