Josef Hoffmans sceneudkast fra 1876 til Rheingold. Foto efter postkort:  Viktor Angerer  / Wikimedia commons.

Komprimeret Wagner

Anmeldt af Sanne Caft

******

Syv kraftfulde kammermusikere, et velsyngende solisthold, en lille scene og en propfyldt teatersal fik Richard Wagners mastodontværk Niebelungens Ring til at flyve af sted i en nedbarberet version, der på ingen måde virkede afstumpet.

Wagnersanger og veteran Stig Fogh Andersen og den entusiastiske Helsingør Kammeropera havde slået kræfterne sammen og trukket de fire ringoperaer sammen til en tre en halv times velsmurt, musikalsk Maggi-terning. Handlingen er lang og kompleks, og Kammeroperaen havde derfor valgt at tilbyde interesserede en aftens gennemgang i dagene inden forestillingen. I program og på hjemmeside kunne man læse sammendrag af handlingen og med fravalg af en gennemgang fra scenen inden de forskellige akter, blev den musikalske intensitet fastholdt uden afbrydelser. Et godt valg.

Der var verdenspremiere på netop denne beskæring af de cirka 16 timers original musik, og for denne anmelders øre var vægten lagt ganske fint. Mange af de højdepunkter, der hos andre komponister ville være arier, var medtaget. Nogle i hel og andre i lettere forkortede udgaver. Tilvalgt var også mange af de intense tomandsscener, hvor de mange konstellationer af karakterer lægger planer, bagtaler, længes og higes.

Ringen er dybest set et kammerspil. I de mange scener fra kæmpernes forhandling om Freia i Camilla Illeborgs skikkelse til kærlighedsduetterne mellem de elskende eller trylledriksforelskede par. Vi fik sitrende intensitet i det første angstfulde møde mellem Sieglinde og Siegmund, hvor et rødt reb binder dem sammen, som den bandt og fastholdt karaktererne på skift gennem handlingen, mens deres alliancer og forelskelser kom og gik. En effektivt visuel løsning i en opsætning, der med scenograf Sara Vilslev og lysdesigner Viktor Holm Lauridsen havde valgt enkle og velfungerende greb.

Med den dybklingende tone, der åbner hele Ringen, så vi den nedrige og medynkvækkende dværg Alberich i Jesper Buhls skikkelse. Han hånes af de tre Rhindøtre og deres sorg- og hjerteløse ledemotiv klinger igen i slutningen af handlingen, når guldet finder sin vej tilbage til bunden af Rhinen, hvor det kom fra. En cirkel sluttes.

Rolledebut

Stig Fogh Andersen rolledebuterede som den ulykkelige skabning Mime, der træller for Alberich, og gav karakteren de mange små manerer, håndbevægelser, blikke og mimik, der er sangerens kendetegn gennem en lang karriere. Som da han ser den døde drage i kulissen, og vi fornemmer forskrækkelsen og afskyen alene gennem Mimes reaktion. En fornøjelse.

En fornøjelse var holdet helt generelt. En ung, velsyngende og viril Siegfrid/Siegmund i Anders Kampmanns skikkelse, der mestrede det forsigtigt inderlige og det ungdommelige overmod. Mange af de musikuddrag, som ikke-wagnerkendere har hørt, findes hos de to karakterer, og han klarede dem begge med bravur. Et andet stykke er Valkyrieridtet, som af størrelsesmæssige grunde var udeladt, men Randi Gislasons Brünnhilde havde det smæld og den volumen kombineret med inderlighed, der gjorde den krigeriske guddatter til en helstøbt figur. Philippa Cold gav Sieglinde angstfuldt nærvær under Jesper Brun Jensens Hundings jaloux åg og gjorde dernæst Gutrune i gylden paryk til en jublende lykkelig brud, selv om afsættet for forelskelsen var en glemselsdrik, der trælbandt den elskedes tanker.

Sådan er der så meget i dette sprudlende, spraglede, spillevende univers af mennesker og guder, der agerer på en og sammen gang hjertegribende dumt og såre menneskeligt.

Sitrende intensitet

Der var sitrende intensitet i scenen, hvor Jens Søndergaards Wotan kysser gudemagten Brünnhilde og bøjer sin vilje efter hendes, da hun fastholder at hun skal vindes af den reneste helt. Bjergets flakkende flammer illustreret i skiftet til orange på den sort/hvide baggrund, der fint illuderede alt fra dværgenes hule til Hundings hus med sværdet i askestammen og Gunthers bolig, hvor Siegfried i trylledrikkens greb glemmer Brünnhilde og gifter sig med Gutrune. Eller da Siegfried bekæmper dragen med nyligt smedet sværd med hak og stik ud i siden af scenen, så vores fantasi skaber billedet af den skrækkelige skabning, der kæmper og dør uden for vores synsfelt. Lars Fosser gjorde Hagen til den ubehagelige type, man har lyst til at kaste sit program efter fra tilskuerpladserne, mens han manipulerer og navigerer for egen vindings skyld og ender med at stikke spyddet i ryggen på Siegfried og dræbe ham, så hans døende afsked med verden danner afsæt for Brünnhildes sidste sørgmodige toner mens ringen sluttes og ledemotiverne klinger ud.

Og de syv kraftfulde kammermusikere? De formåede på forunderlig vis at skabe volumen og tyngde og sarthed i et værk, der normalt har flere musikere i orkestergraven end der var tilskuere i Helsingør Teaters smukke, gamle rammer. Kapelmester Leif Greibe og instruktør og sanger Stig Fogh Andersen har sammen beskåret kæmpeværket, der blev forløst på fineste vis både scenisk, sangligt og musisk.

Ringen på en aften

Helsingør Kammeropera

Set den 11. marts 2023

Iscenesættelse: Stig Fogh Andersen

Kapelmester: Leif Greibe

Scenografi: Sara Vilslev

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen

Instruktørassistent: Philip Briggs

Wotan/Gunther: Jens Søndergaard

Alberich: Jesper Buhl

Brünnhilde/Erda/Flosshilde: Randi Gislason

Sieglinde/Gutrune/Wellgunde: Philippa Cold

Siegmund/Siegfried: Anders Kampmann

Fafner/Hunding: Jesper Brun Jensen

Fasolt/Hagen: Lars Fosser

Mime: Stig Fogh Andersen 

Freia/Skovfugl/Woglinde: Camilla Illeborg

Musikere fra Det Kongelige Kapel