Hofnarrens afmagt

Anmeldt af Kim Reich

******

Rigoletto er ikke en operaforestilling for de svaghjertede. Den betegnes ofte som en af tidens mest barske og censorerne havde da også svære problemer med Verdis opera, påpeger Opera Hedeland i foromtalen til årets forestilling i amfiteatret.
Operaen havde premiere på La Fenice i Venedig den 11. marts 1851 og må med datidens øjne have været en grænseoverskridende sensation allerede derved, at librettoen var baseret på Victor Hugos tyve år ældre og stærkt kontroversielle skuespil ”Le roi s’amuse” (Kongen, der morede sig).
Hovedpersonen her er hofnarren Triboulet, der levede fra 1479 til 1536 og tjente to konger, Louis XII og François I.
I Hugos skuespil søger kongen konstant kvindeligt selskab og forfører en vis Diana de Poitiers, der er datter af Comte de Saint-Vallier. Faderen søger kompensation, men bliver generet så meget af båden kongen og hofnarren, at han forbander dem begge. På vej hjem til sin datter Blanche, som Triboulet prøver at beskytte mod kongen og hoffets mænd ved at holde hende på det nærmeste indespærret, møder han lejemorderen Saltabadil, som tilbyder sine tjenester. Hofnarren afslår og Blanche fortæller ikke sin far, at hun er blevet forelsket i en ukendt og fattig ung mand, som hun har mødt i kirken. Siden bliver hun i et øjeblik, hvor hendes far er uopmærksom, bortført af mænd fra hoffet i en hævnaktion rettet mod Triboulet. De tror, at hun er hans elskerinde. Den næste dag får han ikke adgang til hoffet og da hun igen er fri, fortæller hun sin far sandheden om sin forelskelse. Han henvender sig derfor til Saltabadil for at få slået datterens elsker ihjel.
På dagen, hvor Comte de Saint-Vallier skal henrettes for at have generet kongen, sværger Triboulet, at forbandelserne vil ramme kongen selv. Majestæten møder op på lejemorderens kro, hvor han hygger sig med Saltabadils søster Maguelonne. Hun beder sin bror skåne ham og i stedet dræbe en fremmed, så hofnarren alligevel kan få sin hævn. Blanche ser kongen sammen med lejemorderens søster og træder ind for at få sin hævn. Hun er villig til at ofre sig selv og bliver dødeligt såret lagt i sækken, som Triboulet har sagt at han selv vil smide i floden. Da sandheden går op for ham, at det er hans datter  Saltabadil har myrdet, bryder han sammen. En forsamling tror, at han er morderen, men en kvinde redder hans liv. I slutscenen udbryder Triboulet: ”Jeg har dræbt min datter!”
Triboulet, hvis virkelige navn var Nicolas Ferrial, beskrives i indledningen til Victor Hugos skuespil som en mand, der hader kongen, fordi han er konge. Han hader adelen, fordi de er adelige, og han hader mænd, fordi de ikke alle sammen er pukkelryggede. Om det er et mindreværdskompleks grundet sit handicap eller stillingen som hofnar, om han var bange for at miste sin datter og dermed meningen med tilværelsen eller om han var en oprører får stå hen. Han blev dømt til døden for at have fornærmet dronningen og da François I – set i lyset af de mange år han havde været ved hoffet – tillod ham selv at vælge, hvordan han ville dø, svarede han: ”Jeg beder om at måtte dø af alderdom!” Kongen kunne ikke gøre andet end at benåde staklen med et smil. Den berømte hofnar havde virkelig ordet i sin magt.

Bagsiden af medaljen
Det er dette forlæg, som Francesco Maria Piave skulle basere sin libretto til Verdis opera på og han blev på forhånd advaret af komponisten selv om at træde varsomt af hensyn til myndighederne. Østrig sad på magten i det nordlige Italien og sagen endte efter mange forhandlinger med, at kongen i stykket blev erstattet med en fiktiv person, hertugen af Mantua. Titelpersonens navn er en sammenskrivning af Triboulet og det franske ord rigoler, som betyder at le. Rigoletto kom – på papiret – til at handle om en stakkels tåbe af en hofnar.
Set i det lys kunne Rigoletto være en klovn i Opera Hedelands manege. Han er da også som vi kender det maskeret næsten som den klassiske hvide klovn, men med et skævt og forvrænget ansigtsudtryk. I første akt møder han såvel hertugen som hoffets mænd klædt i smukke, røde heldragter som var de kardinaler i konklavet i Rom. Siden, da de træder i karakter og bortfører hans datter, er de klædt i sort og bærer klovnemasker, sådan som klovnen i mangen en gyserfilm er alt andet end den godmodige fætter vi kender fra de gode gamle dage.
Det er svært at se den stakkels Gilda som andet end en rekvisit og dermed som en analogi til MeToo-bevægelsen, men en sådan debat fandtes ikke på den tid, hvor skuespillet og senere operaen blev til – bortset fra at kongen ville beskytte sin dronning og hertugen sine erobringer. Så det er en bizar cirkusforestilling vi er vidner til, men også et karakterportræt af den stakkels mand, der dybest set ikke kan klare hverken sig selv eller at beskytte sin datter mod det, der i hans øjne er overgreb og så til evig tid.
I Kasper Holtens udgave af Rigoletto på Malmö Opera brugte han video med ansigtsnærbilleder til at vise os det forvanskede menneskes opløsning, hvor herrerne ved hoffet var til fest i kjole og hvidt og hvor gangsteren Sparafucile spejlede sig i sit miljø af amerikanerbiler og – undskyld udtrykket – duller.
Det er nok den bedste Rigoletto jeg har set, men der er mange fortolkninger af Verdis opera, selvom jeg ikke helt var i sync med Jan Bosses på Deutsche Oper, hvor handlingen foregår i et operahus’ tilskuerrum og narren lever med sin stakkels datter i kælderen. Det var rent musikteater med et twist, hvorimod Aniara Amos’ iscenesættelse på Det Kongelige Teater gav anledning til følgende spørgsmål i Dagbladet Informations anmeldelse: ”Er det Verdi? Er det avantgarde? Er det et dukkehjem? Med pornografisk æstetik og sorte plastikforhæng har Operaen fået en Rigoletto, der gør narrens mareridt nutidigt. Og iscenesætteren dømmer ikke – med den rette belysning kan selv sort plastik være smukt”.
Jeg kunne godt lide den, selvom meningerne var stærkt delte.
Og på Undergrunden i Værløse har vi set Rigoletto skåret helt ind til benet. Her var vi (publikum) igen inviteret med til festen, der foregik i hertugen af Mantuas palads. ”Lysekroner en masse hænger over vores hoveder og vi er tæt på, mens Hertugen gør kur, hofnarren Rigoletto håner og Monterone forbander”, som vores anmelder skrev med følgende tilføjelse lidt længere nede i teksten: ”Maskerede hofmænd vil bortføre Gilda, som de tror er Rigolettos elskerinde, for at spille ham et puds. Det lykkes overmåde – endda med Rigolettos hjælp. Da han erkender sin fejltagelse husker han igen Monterones (Sten Byriel) forbandelse. Byriel er ret giftig i denne rolle med et satanisk smil, der kun overgås af selveste Jack Nicholson”.
Så er det for meget at påstå, at Gildas tvungne isolation ender med at blive faderens forbandelse og er vi dermed ved sagens kerne, at hverken vi mennesker eller det kunstskabte kan leve uden kontakt med andre – uden at vi hjælper hinanden? Er operaens skrøbelighed på én gang dens styrke og svaghed? Kan vi mennesker undvære opera?
Forestillingens Reumert-nominerede svenske instruktør, Tobias Theorell, har tidligere iscenesat Mozarts Così fan tutte og Puccinis Madama Butterfly på Opera Hedeland. Han er forholdsvis nyudnævnt kunstnerisk chef på Folkoperan i Stockholm og i marts i år var han medforfatter til en artikel på DN Kulturdebatt, hvor han sammen med operaens formand og direktør påpegede, at pandemien har blotlagt svagheder i systemet.
”Vad blir konsekvenserna för branschen när frilansare får betala det högsta priset för nedstängningen av kulturen? Vad händer med de skådespelare, sångare, musiker, tekniker som nu berövas på sin karriär? Hur tar branschen och kulturpolitiken ansvaret för dem? Hur hittar vi former och medel för en smittsäker verksamhet som gör att vi kan fortsätta att anlita våra artister även under en pandemi? Folkoperan har ingen egen fast ensemble men är en av Sveriges viktigaste arbetsgivare för frilansande musiker och sångare. Det vill vi fortsätta att vara, i kristider och i framtiden”.
Om Gilda er selve operaens sjæl, hvem tager så ansvar for den?

Livet i manegen
Hedelands hofnar er ikke pukkelrygget, men han skal jo være stor af natur, adræt såvel fysisk som i ordspillet og sårbar som den stakkels far, der må formodes også selv at have mistet ved hustruens død – et perspektiv, som opsætningerne på Deutsche Oper og Malmö Opera på hver deres vis gjorde mere ud af.
Den svenske baryton Fredrik Zetterström er formidabel i rollen. Han alene trækker en ekstra stjerne til opsætningen. Mange vil måske huske ham i rollen som Viktor i Malmö Operas opsætning af Höstsonaten, men han har sunget alle de store barytonpartier inklusive Scarpia i Puccinis Tosca. Det er en stemme med vægt og netop en krop med styrke – og lige inde bagved en mand i frit fald båret af en dyb bekymring for datterens ve og vel. Da hun endelig slipper fri og for en stund oplever kærligheden, er det en tragedie i tragedien, at også hun bliver svigtet. På sæt og vis skal partiet synges af en mand med Gokkes følsomme statur, mens en Gøg vil komme til kort. Falstaff kan heller ikke være ung, slank og adræt. Han æder sig dog en pukkel til, mens Rigoletto bare er lidt trind om maven og derved bliver en figur man egentlig kun kan holde af også af den grund.
Peter Lodahls hertug er en flot fyr på dametogt, men på en eller anden måde charmerende befriet for blot et glimt af ondskab endsige cool beregning. Selv da han bestikker Gildas nonne af en barnepige med en blomsterbuket ’plukket’ på den omliggende skråning virker det egentlig kun som drengestreg. Gilda (Blanche) synges fint af den tyske sopran Marie Heeschen omend hun i en frigjort ungpigescene næsten virker for fjollet, men så forstår man måske endnu bedre at faderen vil beskytte sit barn. Den færøskfødte bas Rúni Brattaberg, som sang Hagen i Götterdämmerung i Odense-ringen, gav lejemorderen og kroejeren Sparafucile præcis den forretningsmæssige sordin, som man forventer af en mand, der i egen optik egentlig bare gør sit job. En aftale er en aftale. Den sidste fra holdet af sangere, som jeg vil fremhæve her, er Lucas Bruun de Neergaard i rollen som Monterone. Hans basbaryton stod klart og tydeligt frem mellem sangerligemændene i koret, som han altid var omgivet af. Udspekuleret, men ikke nødvendigvis selvsikker.
Festivalorkesteret under ledelse af Henrik Schaefer leverede et fyldigt akkompagnement i god overensstemmelse med sangerne. Musikalsk blev det understreget, at værket er en genistreg med god brug af alle de kneb, som får os som tilhørere til at falde imponerede bagover af lutter beundring, hvad enten det gælder kor eller kvartet, ligesom arierne enten er forpint plaget af smerte eller inderligt sprælske som den bedste ballade. Der bliver malet med den store pensel og plottet efter med alle de effekter som også Puccini er en mester i. Musikken fortæller os, hvad vi ser eller hvad personerne tænker. Der var på premiereaftenen og ifølge DMI’s radar et tordenvejr med skybrud under opsejling, så det var svært ikke at blive grebet, da det glimrende mandskor stående på orkestergravens store tag nynnede dets truende komme i sidste akt. Sådan spiller naturen med og det samme gjorde trafikken ind til Københavns Lufthavn i Kastrup, da et stort fly kom ind over området lige i det øjeblik, hvor Rigoletto sad på det blanke gulv i manegen med den døende Gilda i sine arme og vi alle holdt vejret. Lige der kunne illusionen være bristet, men
samtidig er det jo også et sindbillede på at livet går videre omkring os og ikke mindst over os næsten uanset hvad der sker og hvor langt nede i kælderen vi er.
Omend den stakkels hofnar mister alt for at beskytte sin datter.

Rigoletto
Opera Hedeland
Set på premiereaftenen den 6. august 2021

Instruktør: Tobias Theorell
Scenografi & kostumer: Magdalena Åberg
Dirigent: Henrik Schaefer

Solister
Rigoletto: Fredrik Zetterström
Hertugen af Mantua: Peter Lodahl
Gilda: Marie Heeschen
Sparafucile: Rúni Brattaberg
Maddalena og Giovanna: Ingeborg Børch
Monterone:  Lucas Bruun de Neergaard
Ceprano: Lasse Bach
Borsa: Rasmus Jupin
Marullo: Wiiliam J. Pedersen
Contessa og en page: Marie Dreisig

Kunstnerisk team
Kormester: Filipe Carvalheiro
Repetitør: Peter Møllerhøj
Lysdesign: Clement Irbil
Koreograf: Jannik Elkær
Oversættelse libretto: Kamilla Pontoppidan Haderup
Instruktørassistent: Anna Sofie Keller