Ravnen på Den Jyske Opera
Sibylle Glosted og Keiko Moriyama. Foto: Anders Bach / DJO
Spektakulært gensyn i elendig akustik
******
Anmeldt af Brian Bo Jensen
I 1832 er der endnu tre år til, at H. C. Andersen udgiver det første hæfte med ”Eventyr fortalte for Børn”. Og romanerne – de første samtidsromaner i dansk litteraturhistorie, der kom som perler på en snor, og øjeblikkeligt blev oversat til adskillige sprog, sikrede Andersen den anerkendelse og berømmelse, han stræbte efter, ligger også nogle år ude i fremtiden. ”Improvisatoren” kom i 1835, ”O.T”. i 1836 og ”Kun en spillemand” i 1837.
Den fabulerende og fantasifulde debut, ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829” (bogen foregår nytårsnat), var blevet vel modtaget og havde sikret ham en økonomisk gevinst, der gjorde ham i stand til at rejse til Harzen. Nogle af hans digte havde også høstet anerkendelse, men det er en fortsat ung Andersen, der endnu ikke har fundet sine egne temaer og sin egen stil, som i 1830 har gendigtet den italienske dramatiker Carlo Gozzis ”Il corvo”, Ravnen, og sendt den som libretto til Det Kongelige Teater.
H. C. Andersens kærlighed til teatret blev aldrig gengældt. Han var for lang og ranglet til at blive balletdanser, og selvom både hans skuespil og operalibretti blev spillet, slog de aldrig an og blev klassikere. Prosaen passede hans geni bedst. Der er derfor ingen skam i at sige, at librettoen til Ravnen, der blev sat i musik af J. P. E. Hartmann og havde premiere netop i 1832, ikke er vellykket.
Det gode forsøg
Kærligheden til teatrets magi, dets mulighed for at fremmane de mest fantastiske scenerier og vække alle fabelagtige væsner til live, taler tydeligt fra tekstens sider. ”Gid den maa vise min Kjærlighed for Digteren og Kunsten”, skriver Andersen i sit forord. Her er alfer, havfruer og vampyrer og handlingen udspiller sig snart i en bjerghule, så i en havn, så på en balkon på kongens slot og så inde på slottet. Han har uden tvivl set det hele for sig, men handlingen er springende og psykologisk selvmodsigende: Den unge kong Millo af Frattombrosa har under en jagt skudt en ravn. Straks derefter har ravnens ejer, ”En grusom Trold med Hævnen i sit Blik”, forbandet den unge konge; han skal vandre om i angst og smerte indtil den dag, hvor en kvinde ”saa hvid, som denne Marmorsteen,/Saa rød, som Ravnens Blod” og med ”Lokker,/Der vare sorte, som dens Fjederham,” gifter sig med ham og hæver forbandelsen.
Denne unge kvinde, Armilla, viser sig at være datter af en troldmand, Norando, som – da kongens bror Jennaro bortfører Armilla – udlægger en lang række snarer for kongen, men disse afsløres for Jennaro af tre havfruer: Hvis ikke en falk eller en hest, begge gaver til kongen, er årsag til hans død, vil vampyrer hjemsøge ham på hans bryllupsnat, og hvis Jennaro afslører nogen af disse ting for sin bror, vil han selv blive forvandlet til marmor. En klovneagtig karakter, Pantalone, beretter, hvordan Jennaro rask dræber både falk og hest for at forhindre det, og da Jennaro i sidste akt kommer for at jage vampyrerne bort, tror Millo, at hans bror er ude på at dræbe ham. Tvunget tilstår Jennaro tingenes rette sammenhæng, hvorefter han forvandles til marmor, men da Millo hellere vil dø i Jennaros sted, og Armilla derefter vil påtage sig al skyld, dukker Norando og tilgiver alle: ”Den dræbte Ravn oplives atter./Forsvunden er nu Troldens Harm,” synger han – og så må publikum spørge sig selv, hvor den pludselige, ulogiske karakterændring kom fra, og hvorfor så mange og så dramatiske ting blot genfortælles frem for at fremstilles på scenen.
Kochheims ramme
Til trods for denne uoverskuelige, ulogiske handling er det vampyrer og havfruer, instruktør Philipp Kochheim bider mærke i og finder uspiselige for et moderne publikum. Det giver han udtryk for i et interview i Magasinet Klassisk, og det kan undre i lyset af, hvor populær fantasy-genren er i film, romaner og serier. Her optræder både varulve, zombier og drager uden at nogen løfter et øjenbryn. Kochheims løsning er den samme, som da Friedrich Kuhlaus Lulu blev genopsat på Gamle Scene i 2018 efter 180 år i glemsel – nemlig en ramme, et metalag, der skal gøre operaen mere spiselig (realistisk?), mere forståelig, mere spændende: Armilla gøres til hovedpersonen, og hun er en Natascha Kampusch-inspireret kvinde, der lever indespærret af sin onde far, Norando. Måske er Kochheim også inspireret af Stefan Zweigs roman, ”Utålmodige hjerter”, der tidligere i år vistes i de danske biografer i en loyal og meget seværdig filmatisering af Bille August, ”Kysset”, for Armilla er som den kvindelige hovedkarakter hos Zweig/August også delvist lam og iført benskinne. I sin indespærring fantaserer Armilla sig bort. Hendes dukke forvandler sig til en smuk danserinde, der hjælper og trøster hende, og nu gennemlever hun eventyret om de to prinser og den tilgivende far, men til sidst – da alt tilsyneladende er endt lykkeligt, om end det er i strid med al psykologisk logik – bliver hun atter alene og spærres inde i sit lille, snævre værelse.
Men i modsætning til Christian von Götz’ iscenesættelse af Lulu, så fungerer metalaget faktisk i Kochheims iscenesættelse. Rifail Ajdarpasics smukke scenografi, der først forestiller et lille, hvidt værelse i biedermeierinteriør, åbner sig til et stort, smukt rum i et slot med høje paneler og marmorkamin, hvor naturen er på vej ind som en synlig reference til Andersens naturromantiske univers, og hvor grønlige farver dominerer – også i Armillas kjole – og sammen med Anders Polls lyssætning er den et eksempel på ægte teatermagi, der også ville have begejstret Andersen. Det er desuden rørende efter den festlige finale, at alle forsvinder fra scenen, mens rummet snævres ind og lukker sig om Armilla; hun er atter alene, stammende, med sin dukke.
Man vil udmærket kunne undvære metalaget, vil jeg mene, og det er bestemt ikke første gang, en ramme om handlingen er blevet brugt i nyere tid, så nyt er det ikke, og de operapublikummer, der rynker på næsen af al teatermagi og ”den dumme Phantasie!” , og som straks er parate til at fnyse ”Regiteater!”, skal ikke være bekymrede. Opsætningen viser meget fin forståelse og respekt for Andersens libretto. Ændringer og omskrivninger giver glimrende mening. Intet er fortænkt. De replikker, der er lagt i munden på Armilla, er fremragende og vidner om betydeligt større skrivetalent og større menneskekundskab end i forestillinger på andre og større scener herhjemme og udenlands.
Carl Nielsen-salen
Det er – på trods af svaghederne i Andersens tekst – en meget spektakulær forestilling, og Hartmanns musik er vidunderlig, ganske enkelt vidunderlig! Lange, dramatiske passager veksler med inderlige, fornemt orkestrerede romancer, og der er smukke solopassager for bl.a. cello og horn. Kochheim kalder det den bedste danske opera før Carl Nielsen, men det er måske en underdrivelse, hvis man hører til dem, der – som undertegnede – mener, at balancen mellem sang og orkester ikke er på plads i Maskarade. Nielsen var symfoniker, og han glemmer at gøre plads til sangerne. Operaen ville fungere meget bedre for kammerorkester end med et fuldt symfoniorkester.
Det samme gælder for Carl Nielsen-salen i Odense Koncerthus, hvor premieren finder sted denne unaturligt varme og blæsende aften, ganske få meter fra H. C. Andersens fødehjem (ikke ”barndomshjem”, som Den Jyske Opera skriver, for det ligger i Munkemøllestræde). Salens akustik er meget problematisk, og for kun en måned siden blev det af arbejdstilsynet påpeget, at musikerne risikerer høreskader, som forholdene er nu. Hvis ikke ledelsen får lydforholdene i orden senest den 15. januar 2024, lukkes salen. Denne aften påvirker det endvidere publikums oplevelse- Odense Symfoniorkester sidder på gulvet lige foran scenen foran publikumsrækkerne, og sangerne skal ikke bare nå publikum bagest på balkonen, de skal også nå ud over orkesteret, og det lykkes ikke hele tiden.
Det er ikke sangernes skyld. Der er samlet et fremragende hold af unge, dygtige sangere til lejligheden. Sibylle Glosted synger – og spiller meget overbevisende! – det dominerende hovedparti som Armilla, og hendes stemme er køn og meget lyrisk, men den er for svag til at forcere orkestermuren, og i nogle passager kan hun slet ikke høres. Det samme gælder for Anders Kampmann, der forlener partiet som Jennaro med stor skønhed og stor træfsikkerhed; han kan løfte stemmen højt og flot, men også han har problemer med at nå ud i salen. Christian Oldenburg besejrer som tysker alle udfordringer ved at synge på dansk og – som Millo – både forbandelsen, der hviler over ham, og sin egen tvivl på brorens hensigter, men også han har iblandt svært ved at høres. Det gælder i endnu højere grad Steffen Bruun som Norando; hans indledende klagesang drukner helt i orkesterlyd og Den Jyske Operas kor, der i Ariane Isabell Unfrieds kostumedesign er iklædt hvid skjorte, sort vest og ditto hat, så de ligner en blanding af navere, tjenere og vagabonder. I første scene er de uhyggelige, sorte væsner med forklæde og kasket, der kryber ind alle vegne i Armillas ellers lukkede værelse, men velsyngende er de til trods for lydforholdene. De urimelige akustiske forhold trækker én stjerne ned i bedømmelsen.
Fang Ravnen
Det er dog stadig en meget se- og lytteværdig forestilling. Alene det at der sættes andet end endnu en Tryllefløjten, endnu en Carmen eller endnu en La Traviata op, gør Ravnen til et Must See for enhver virkelig operaelsker, og det er som sagt virkelig fremragende musik. Philipp Kochheims greb om handlingen er næppe løsningen, men den er et bud, der kan sikre, at musikken høres.
H. C. Andersen mener selv, at librettoen er musikken underordnet, når han i sit forord skriver, at digterens ”Arbeide kan egentlig kun blive en Skizze, som Tonerne give Liv og Farve.” Hartmanns musik har virkelig liv og farve, så forestillingen er både medrivende og en stor oplevelse. Kochheim fortjener stor, stor tak for i sin tid som chef for Den jyske Opera at have gjort Danmark klogere på sin egen operahistorie. Hvem ved, om man nogensinde igen får chancen for at høre Ravnen, og derfor må man fange den i flugten, når den nu atter oplives, og ikke flyver ens ører forbi!
Ravnen
Den Jyske Opera
Set ved premieren i Odense 13. oktober 2023
Musik: J.P.E Hartmann
Libretto: H.C. Andersen
Musikalsk ledelse: Christopher Lichtenstein
Instruktion: Philipp Kochheim
Scenografi: Rifail Ajdarpasic
Kostumer: Ariane Isabell Unfried
Lysdesign: Anders Poll
Koreografi: Sean Stephens
Amilla: Sibylle Glosted
Kong Millo: Christian Oldenburg
Jennaro: Anders Kampmann
Norando: Steffen Bruun
Tartaglia: Søren Ruby
Danser: Keiko Moriyama
Vampyr: Sophie Thing-Simonsen
Den Jyske Operas Kor
Odense Symfoniorkester