”Men skibet skal sejle…”

******

Anmeldt af Brian Bo Jensen

Sir András Schiff afsluttede dette års Hindsgavl-festival. Koncerten var – naturligvis – udsolgt, selvom der intet program var. Sir András præsenterede selv værkerne fra sit helt eget, smukke og gyldent glødende Bösendorfer-flygel undervejs, for efter corona-nedlukningen har han en ambition om at rykke ved de mange uskrevne og ligegyldige konventioner for en klassisk koncert. Jo, man sidder ned, har slukket sin mobiltelefon (sic!) og lytter til musikken, men hvorfor skal såvel publikum som musiker på forhånd vide, hvad der skal spilles?
Sir András vil have intimiteten, nærværet i nuet og muligheden for at lade sig rive med af disse tilbage i koncertsalen, for det er den, vi alle savner, så først under sit ophold i de smukke omgivelser ved Lillebælt (Hindsgavl er måske det smukkeste sted i Danmark, skrev H. C. Andersen), havde han besluttet sig for programmet, og han spillede i alt næsten tre timer (!). Også publikums begejstring må have været inspirerende, for vi blev kvitteret med et overdådigt ekstranummer: hele Beethovens klaversonate nr. 109.
Det samme ønske om samspil mellem musik og omgivelser er grundlaget for Operaen i Svendborg, der laver opera i det fri. ”Vi vil skabe nærhed mellem sangerne, musikken og publikum og producere underholdende og fængende forestillinger. Publikum skal kunne nyde musikken, sangen og skuespillet uden at miste nærvær, derfor synges der altid på dansk”, siger instruktør Anne Barslev på operaens hjemmeside.
Efter at have skabt minderige forestillinger i parken på Valdemars Slot og senest, i 2018, ved avlsgården samme sted, er Barslev & co. i år flyttet til Svendborg havn, Frederiksø, og det er ambitionen, at forestillingerne herefter skal spilles forskellige steder, så drama, musik og landskab smelter sammen på fortsat overraskende måder. Det er hidtil lykkedes, det lykkes til fulde i år, så mon ikke det også vil lykkes fremover.

Frederiksø
Frederiksø i Svendborg er en industrihavn og ikke et eksklusivt boligområde med panoramaudsigt over Det Sydfynske Øhav. Her er udtjente både på land, rustne rivejern (altså dem, der bruges til spalier), ukrudt i knæhøjde og betonpiller mellem kajen og en lagerhal. Det er scenen!
Måske nogle ting er flyttet, for det er et åbent rum med stor dybde og plads til sangere og statister, men det udnyttes virtuost, og det er her – kajen i Svendborg netop nu – at den hjertegribende historie om Madama Butterfly udspiller sig.
Selvom der synges på dansk og enkelte replikker er ændret, er det så langt fra det, nogle kalder regiteater, som man kan komme, for det er det autentiske rum, der dikterer handlingen, og Reumertnominerede Anne Barslev har som sædvanlig et kongenialt blik for at bruge de sprækker, tidens tand har skabt i et værk, såvel som for det, der holder og gør Butterfly til et evigtgyldigt mesterværk. Måske taler operaen her mere ind i sin tid end nogensinde før.
Handlingen er den velkendte, kun karaktererne viser andre sider af sig selv ud fra den logik, at mennesker er et produkt af arv og miljø. På kajen i Svendborg er vi langt fra Japan og Amerika og langt fra fascinationen af disse steder anno 1904. De japansk og amerikansk inspirerede motiver, Puccini har skrevet ind i partituret, er der naturligvis, men de forstærker kun kontrasten mellem det nedslidte og hengemte miljø på havnen og Butterflys romantiske tankeflugt: At brylluppet mellem Pinkerton og Butterfly (der virker som noget taget lige ud af dramadokumentaren Gift ved første blik med den sleske Goro som Kirsten Giftekniv) finder sted netop her, fortæller fra begyndelsen publikum, at denne historie aldrig kan ende godt.
Modsætningerne er for store.
Gæsterne ved brylluppet er glade, men der er kun klapstole at sidde på, og der serveres kun dåsebajere og halvandenliterscola; de er kommet for festens skyld, ikke for Butterflys, og da onkel Bonzo dukker op i tank-top, kronraget, med guldkæde ned på brystet og tatoveringer op ad halsen er man ikke i tvivl om, hvilket lyssky miljø han kommer fra, hvorfor familien har mistet sine penge, og hvorfor Butterflys far er blevet tvunget til selvmord. Det er dette, Butterfly med sit ægteskab forsøger at frigøre sig fra, men tragedien indtræffer, da hun ikke indser, at denne flugt er umulig; hendes følelser for Pinkerton er ægte, men han er ung og blot ude at løbe hornene af sig. Han går efter cigaretter og lader hende stå ved kajen og spejde i fem år.

Erfaring og troskyldighed
Elsebeth Dreisig har sunget partiet som Butterfly flere gange tidligere, men her synger hun for første gang partiet på dansk. Ingen lægger mærke til de udfordringer, hun har haft hermed, og hendes præstation er uforlignelig. Hendes sopran er skær og skøn, og hendes indlevelse er så gribende, at den trodser alle udfordringer ved at synge og agere i det fri. Mere end én gang får hun tårer frem i øjenkrogen. Hun hviler desuden mere i partiet, fordi hun her ikke skal foregøgle at være en naiv teenager på 15. Hun er ældre end Jacob Skov Andersens Pinkerton, men det gør hende ikke mere blåøjet, det gør kun hendes tro på kærligheden endnu mere gribende.
Skov Andersen ankommer ubekymret med båd og stiger leende i land ved kajen, netop som operaen begynder. Han er charmerende, hans tenor er smægtende, og selvom han ikke er nogen usympatisk skiderik, hvad det ofte falder lige for at synes, så er han – som han selv synger, da han forlader scenen i anden akt – for fej til at stå ved sine handlinger. Man må formode, at denne unge Pinkerton får ar på sjælen, der vil mærke ham resten af livet, af sit forhastede, impulsive ægteskab, og det er smukt set af Barslev netop således at fremhæve denne manglende livserfaring hos en ung sanger. Han vender heller ikke tilbage i slutningen af operaen, som han gør i originalpartituret. Han har givet fortabt, og han gengælder ikke Butterflys følelser, så han vender ikke om. I stedet har Anne Barslev udtænkt et coup de théâtre som afslutning: Det er ikke en angrende Pinkerton, der kalder på sin sommerfugl, det er barnet, som Butterfly lader i stikken med sit selvmord, der fortvivlet råber på sin mor.
Det er nådesløst gjort, men det understreger kun, at opera – også helt uden en kølig aftenvind – kan få hårene til at rejse sig i nakken på én.
Tragedien afstemmes smukt af overraskende komiske elementer: Pinkerton og Butterfly vies af Svendborgs borgmester (borgmesterkæden er i alt fald en tro kopi af originalen), og Suzuki er Butterflys meget trofaste, men også helt jordnære veninde. Hun har ingen fromme bønner i begyndelsen af anden akt, hun har kun listen over den take-away, Goro kommer med (”Nigiri! Wasabi! Syltet ingefær!”), og hun mestrer ikke kunsten at spise med pinde…
Man er ikke i tvivl om, hvad hun laver bag en skibscontainer med to havnearbejdere, men pengene er små, og det samme er hendes idealer. Denne kontrast til Butterfly fremhæver igen Barslevs eminente evne til at sætte skarpt på spændingerne i en opera og hendes store fornemmelse for personinstruktion, og Ditte Errboe forløser til fulde partiet som Suzuki; hun er scenisk og vokalt spillevende og nærværende. Det samme er Jørn Pedersen som konsul Sharpless ved netop at være skarp og aldrig stikke under stolen for Pinkerton, hvad han mener om hans hjerteløse eventyr, og fordi Mathias Hedegaard er velsyngende, adræt og charmerende, gør han Goro til netop det, dette parti bør være: en slesk, usympatisk karl, der her ikke bliver mere sympatisk af at udspionere deltagerne i sin kyniske dating-dokumentar.
Magnus Larsson dirigerer sangere og orkester med stort og kyndigt overblik. Orkesteret består af musikere fra Odense Symfoniorkester, en strygekvintet plus klaver og slagtøj, og de ikke bare forløser partituret, nej, i tilgift får man, fordi der kun er en musiker på hver stemme, lejlighed til at opleve musikerne som solister. De får navnlig plads til at træde frem i ”Nynnekoret” og intermezzoet mellem anden og tredje akt. Er man ikke operakender eller -elsker, kan operaen her synes kedelig og langtrukken, men Anne Barslev har modet til at lade dette mellemspil være, hvad det er, nemlig illustrationen af Butterflys indre følelseshav, mens hun tålmodigt venter på Pinkerton. Suzuki tolker publikums oplevelser og keder sig synligt, men det er kun morsomt.

Under åben himmel
Da dramaet blev til i antikkens Grækenland, var det under åben himmel. Måske det er denne kontakt til verdensaltet under en friluftsforestilling, der i modsætning til det lukkede operahus gør en opmærksom på, at det måske nok er fiktivt og kunstigt, hvad der udspiller sig for øjnene af os, men det er også meget levende og ægte, når både og skibe kommer sejlende forbi Frederiksø og ufrivilligt bliver en del af forestillingen. Hvor ellers kunne Butterfly stå og spejde efter Pinkerton om ikke ved havet? En kulisse giver ikke de samme muligheder, uanset hvor godt den måtte være lavet. Anne Barslev og Operaen i Svendborg har sammen evnerne til at lade her og nu smelte sammen med musikken, og det nærvær er berigende, inspirerende og opløftende. Det er, som sir András Schiff påpeger, hvad vi længtes efter det seneste år. Stor kunst kræver store armbevægelser og et stort rum, og det får kunsten på havnen i Svendborg.

Butterfly
Komponist: Giacomo Puccini
Set den 3. august 2021 i Svendborg

Instruktør: Anne Barslev
Scenograf og kostumedesigner: Gøje Rostrup
Kapelmester og dirigent: Magnus Larsson
Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa
Oversættelse: Holger Boland

Medvirkende
Cho Cho San/ Butterfly: Elsebeth Dreisig
F. Pinkerton: Jacob Skov Andersen
Suzuki: Ditte Errboe
Sharpless: Jørn Pedersen
Goro: Mathias Hedegaard
Yamadori: Jonathan von Schwanenflügel
Kate: Emma Oemann
Bonze: Anders Petrov-Neldeborg

Produktion: Live Concept

Note:

Bonzen – en japansk præst
Onkel Bonzo, Bonze – kært barn har mange navne, som vores anmelder og rollelisten fra Operaen i Svendborg åbenbarer. Cho Cho Sans onkel er en japansk, buddhistisk præst eller munk. En sådan hedder på japansk en bonzō, som på fransk bliver til bonze eller på engelsk A Bonze, som i øvrigt er titlen på et fotografi fra 1868 af en præst i Nagasaki (i sin fine dragt) skænket til Nationalmuseet i København af marineløjtnant G. Olrik i 1870. I Puccinis libretto omtales han som ”Lo zio Bonzo” – altså onkel Bonzo.
Red.