Pigen fra Vesten i Opera Hedeland
Et kammerspil under åben himmel. Foto: Mikal Schlosser / Opera Hedeland
En pige der gik lidt op i det blå
Anmeldt af Anne Holm
******
Lad det være sagt med det samme: Hvis man ikke har været i Opera Hedeland, så skal man unde sig selv det. For det er en ganske særlig oplevelse at sidde en augustaften i amfiteatret i Hedeland, omgivet af operaglade mennesker pakket ind i tæpper, mens man kigger hen over scenen og orkestergraven, ud over søen, ser fugle krydse hen over himlen, mærker mørket sænke sig og ser stjernerne komme frem.
Og jeg vil påstå, at det er næsten lige meget hvilken forestilling, man oplever. Det er nemlig en totaloplevelse i ordets allerbedste forstand, skabt af ikke bare musik og sang, men også luft, vind og sommernattens smil. Når dét så er sagt, er jeg ikke sikker på, at årets forestilling, Giacomo Puccinis Pigen fra Vesten er et oplagt valg til en opførelse i Hedeland.
For selv om operaen foregår i det vilde vesten og blandt guldgravere i 1800-tallets Californien, så er det ikke en udendørsforestilling. I lange passager er det en kammeropera, et intenst drama, der udspiller sig mellem de tre hovedpersoner saloon-ejeren Minnie, sheriffen Jack Rance, der efterstræber hende, og banditten og bandelederen Ramerrez, der vinder hendes hjerte.
Et melodrama af de store, hvor de to første akter foregår i Minnies saloon Polka og i hendes lille hytte på bjerget i afgrænsede, intime rum hvilket man ikke kan sige, at scenen i Hedeland er.
Hertil kommer, at det ikke er en kraftig opera med store bravur-arier, der kan fungere som ankerpunkter, men en gennemkomponeret opera med lange, sarte og svævende passager. Noget, der ikke rigtig kommer til sin ret i et grænseløst rum uden vægge, hvor musikken og sangen svæver rundt og ud og er væk, næsten inden man har nået at høre den.
Under premieren fredag aften tog vinden f.eks. ouverturen, som fløj lidt i alle retninger – hvilket var synd, fordi den på allerbedste vis anslår det vilde vesten-tema, som ingen har gjort det før eller siden. Ouverturen maler både udsigten over de uanede vidder, længslen – både mod eventyret og det hjemlige – og forløsningen, når man finder guldet, eller kærligheden, eller hvad det nu er, man er draget ud for at finde, selv om den er ganske kort. Alt det blæste dog bort med vinden fredag aften.
Og hele den fine kor-indledning, hvor guldgraverne, mandskoret, synger om deres hjemve og længsel efter familien, led under, at alle sangerne – af gode grunde – er udstyret med mikrofoner. Det er nødvendigt i et friluftsteater, men det betød, at tonerne og stemmerne ikke rigtig smeltede sammen til en helhed, men nærmest kunne høres enkeltvis. Det gik ikke bare ud over den musikalske oplevelse, men gjorde det også sværere at fornemme mændenes oplevelse af længsel og savn, som kommer til udtryk i den samlede sang. Følelserne fløj, lige som tonerne, bort i vinden.
Så der var noget i det grundlæggende set up, der ikke rigtig fungerede. Operaen er på en eller anden måde for intim til at blive opført i det store rum.
Troværdigt trekantsdrama
Til gengæld var der så andet, der var med til at gøre aftenen til en god oplevelse. Kseniya Bakhritdinova havde både den sødme og den autoritet mht. til stemme og person, rollen som Minnie lægger op til. Det hele samlede sig, når hun sang, og hun udfyldte fuldstændig den lidt underlige, mangesidede rolle, Minnie er: En stærk og selvstændig kvinde, saloon-ejer i et råt og lovløst mande-miljø, der også er moder-erstatning for guldgraverne. På én og samme tid en from ”søster”, der underviser sine ”brødre” i Biblen, og et kærligheds-objekt, som de beundrer og drømmer om. Hun er kvinden, som på én og samme tid er moden og uskyldig, og som der også er lidt Annie Get Your Gun over. Hun kan stille sig op og skyde op i luften med sin riffel for at kalde til orden – og i øvrigt vinde sin elskede i et pokerspil, som hun kun vinder, fordi hun både spiller på sin kvindelige skrøbelighed og snyder som ind i Karen. Ikke en ukompliceret rolle og Kseniya Bakhritdinova gjorde det hele overbevisende.
James Lee, som med kort varsel var sprunget til og sang Dick Johnson/banditten Ramerrez, der har arvet sin fars bande, men drømmer om et andet og bedre liv, fyldte også rollen fint og virkede overbevisende i samspil med Kseniya Bakhritdinova, og Lars Fosser gav rollen som sheriffen Jack Rance, der ikke har forstået, at man hverken kan købe, true eller tvinge sig til kærlighed – eller har krav på kærlighed bare fordi man er en mand – fylde og autenticitet.
Omkring dem blev der sunget overbevisende i de mange mindre roller, ligesom orkestret under ledelse af Carlo Goldstein gjorde det godt. Der var helt sikkert meget godt at komme efter.
Der var meget af musikken, som forsvandt ud i det blå, og jeg savnede, at forestillingsrummet var grænset af. Indtrykket blev dog bedre til sidst, da mørket havde sænket sig og skabte det savnede rum omkring scenen. Da blev dannet en rolig, fokuseret ramme om den afsluttende scene, hvor Minnie får overbevist de lynch-lystne guldgravere om, at de i kærlighedens og tilgivelsens navn skal trodse sheriffen Jack Rance og lade være med at hænge Ramerrez, men lade hende og hendes elskede vandre væk – ud over taget på Hedelands orkestergrav – mod de fjerne horisonter.
Pigen fra Vesten
Opera Hedeland
Set ved premieren den 9. august 2024
Komponist: Giacomo Puccini
Libretto: Guelfo Civinini og Carlo Zangarini
Instruktør: Rodula Gaitanou
Dirigent: Carlo Goldstein
Scenografi og lysdesign: Simon Corder
Kostumedesign: Gøje Rostrup
Minnie: Kseniya Bakhritdinova
Jack Rance: Lars Fosser
Dick Johnson: James Lee
Nick: Jens Christian Tvilum
Ashby: Steffen Rørvig Bruun
Sonora: Simon Duus
Trin: Fabian Düberg
Sid: Frederik Rolin
Bello: Leif Jone Ølberg
Harry: Jonathan Keiding
Joe: Per Jellum
Happy: William Pedersen
Jim Larkens: Albin Ahl
Billy Jackrabbit: Gustav Johansson
Wowkle: Kirsten Voss
Jake Wallace: Lucas Bruun de Neergaard
José Castro: Giacomo Schmidt
Opera Hedeland Festivalkor
Kormester: Filipe Carvalheiro
Opera Hedeland Festivalorkester