Orfeus som barn legende med Eurydike. Foto: Miklos Szabo / DKT

Sorgens spejl

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Prolog: Publius Ovidius Naso (43 f. Kr. – 18 e. Kr.), som vi på dansk kalder Ovid, skrev de fleste af sine digte i versemålet elegisk distichon: et hexameter efterfulgt af et pentameter. I den unge, romerske poesi blev elegisk distichon i løbet af 1. årh. f. Kr. synonym med kærlighedslyrik, og Ovid skrev om kærlighed; om hvordan en ung mand – populært sagt – skal score en kvinde, hvordan en ung kvinde skal tiltrække sig mænds opmærksomhed, og om kærligheden til den ideale kvinde, der hos Ovid hedder Corinna.

Ovids kærlighedsdigte blev rasende populære (også i munkeklostrene i middelalderen, hvorfor vi har Ovids værker overleveret i mange håndskrifter), men var samtidig for provokerende for kejser Augustus’ nyetablerede – og derfor skrøbelige – moralsk konservative styre, og Ovid blev i år 8 e. Kr. forvist til Tomi ved Sortehavets kyst. Herfra sendte han sine længselsfulde eksildigte Tristia (Bitterligheder) hjem til Rom, men Augustus’ landsforvisning blev ikke ophævet, heller ikke da Augustus døde i år 14 e. Kr.

Ét værk skrev Ovid i daktylisk hexameter, det samme episke versemål som Iliaden og Odysséen: Metamorfoser. Men selvom værket umiddelbart ligner det idealiserede græske heltedigt, lader Ovids kreativitet og sprudlende fantasi sig heller ikke her tøjle eller begrænse. Metamorfoser handler, som titlen antyder, om forvandlinger; om kaos’ forvandling til kosmos, om guldalderens forvandling til sølv-, bronze- og jernalder, og om de utallige myter, hvor en guddom eller et menneske forvandles til et dyr, en blomst eller et træ. Værket selv forvandles også, og fortælleren skifter. En af fortællerne er den mytiske digter Orfeus, hvis sang bevægede ikke bare mennesker, men også dyr og planter, og således er Ovids digt en af de ganske få tekster overleveret fra antikken, hvor Orfeus optræder. Myten om Orfeus og hans elskede Eurydike gendigter Ovid i ganske få vers. Om tabet af Eurydike skriver kærlighedsdigteren ømt (og lettere mandschauvinistisk):

”Og de var fremme omtrent ved jordoverfladen da Orpheus,

angst for at hun skulle dåne, dog lige ville se efter.

Kærligt så han tilbage – og hun sank atter i dybet

med sine arme strakt frem for at favne og selv blive favnet.

Men hvad hun griber, er intet undtagen vigende vinde.

Atter må hun da dø, men sin mand bebrejder hun intet –

hvordan bebrejde ham det at han elskede hende så heftigt?

og med det sidste ”Farvel!” som knap nåed frem til hans øren,

styrted hun atter derned hvor hun én gang før havde været.”

Ellers bruger Ovid Orfeus i en rammefortælling, hvor digteren synger om karakterer, hvis historie ligner hans egen: Hyacinthus, der dør fra Apollo og derfor forvandles til den duftende blomst; om Pygmalion, hvis kærlighed til sit eget kunstværk, vækker statuen til live; om Myrrha, der forelsker sig i sin egen far og lider på afstand, og da hun i ly af mørket tilfredsstiller sit incestuøse begær, forvandles hun til det harpiksdryppende træ, der bærer hendes navn. Historier om kærlighed på afstand og historier om kærlighed, der overvinder alt.

Monteverdis opera

Måske har instruktør Jetske Mijnssen kendt Ovids gendigtning af Orfeus-myten. Hun bruger i alt fald rammefortællingen i opsætningen af Monteverdis L’Orfeo, den tidligste bevarede opera, der nu atter spiller på Gamle Scene efter kun to opførelser inden coronanedlukningen i 2020. Fortællenuet er her dagen, hvor Orfeus på én gang får og mister sin Eurydike. Ben Baurs smukke kulisse forestiller en højloftet, herskabelig stue med paneler, store fløjdøre i højre side og store vinduer i venstre; elegant, perlegrå og præget af tidens tand. Her sidder Orfeus foroverbøjet på en stol omgivet af de øvrige sangere, der hver især synger et parti eller to og sammen udgør koret. Da operaen begynder, træder Musikken, personificeret og overjordisk smukt sunget af Fanny Soyer, frem for at præsentere Orfeus i prologen, og det ledsages hos Mijnssen af et lysende smukt og enkelt tilbageblik i scenegangen: Orfeus som spæd med sine glade forældre, Orfeus som barn legende med Eurydike, og – nu – Orfeus som ung mand på sin bryllupsdag. Men under den muntre dans synker Eurydike sammen ved vinduet; hun vakler og gribes af Orfeus blot for at udånde i hans arme, bidt af en slange. Skiftet sker så pludseligt, at det først ikke bemærkes; Orfeus forstår først tabet af sin elskede, da han får bud om det – selvom hun allerede ligger død foran ham – og dét er uendeligt gribende.

Først nu forstår publikum, hvorfor Orfeus sad sammenkrøbet ved operaens begyndelse. Han er lammet af sorg og genoplever for sit indre blik – som i et spejl – alt, hvad der er sket så brat og brutalt. Det efterfølgende besøg i underverdenen, hvor kulissen langsomt løftes og lader Orfeus ganske alene på scenen, kan forstås som en art sorgterapi, eller som den evne, kunstneren har til ved fantasiens hjælp at se noget for sig og leve sig ind i det for at komme afklaret ud på den anden side. Underverdenens herskere, Proserpina og Pluton, fremstilles som en aldrende, grå og foroverbøjet version af Orfeus og Eurydike endnu i bryllupsklæderne. Hendes ord om, hvor rørt hun er over Orfeus’ klagesang, og hans – altså egentlig Plutons – svar, at Orfeus ikke må vende sig om for at se Eurydike, før de er oppe på jorden igen, hvis han vil føre hende tilbage til livet, bliver en påmindelse om, at man før eller senere skal miste, og at ingen, selv ikke dødens hersker, kan undfri en fra tabet. Med den vished genoplever Orfeus scenen, hvor han i frygt for at miste må vende sig om og se Eurydike, og det er både ubærligt, men også velgørende, da Eurydikes død gentager sig på scenen: Hun lægges på bordet, dækkes af blomster og bæres bort.

Strålende gult

I underverdenen er de øvrige sangere klædt i strålende gult – gult som en påskelilje – som Eurydike har været det forestillingen igennem. Baurs kostumer er enkle og klassiske i stil og snit, de kunne være fra 1950’erne, men enkelte træder i klare farver frem i den nedtonede kulisse: rød, brun, blå, gul. Da Orfeus er alene tilbage i stuen efter endeligt at have mistet eller erkendt tabet af Eurydike, samler han de solskinsgule kostumer, koret har efterladt, som man plukker erantis. Det spejler ritornellen i slutningen af første akt, hvor koret synger om, at efter den golde vinters bidende frost vil foråret atter iklæde engene blomster, og i det øjeblik vender Orfeus’ forældre tilbage. Om de kommer fra det hinsides, om de er endnu en afspejling af hans sind, er ligegyldigt; moren rydder omsorgsfuldt op, og faren (i originalen er det Apollon, musernes anfører og kunstens gud) inviterer Orfeus med til himlen, hvor fred og glæde hersker. De lader døren stå åben efter sig. Orfeus tøver; han tænker – og lukker døren.

Denne følsomme, smukke og lydhøre instruktion understreges kun af musikere og sangere, som alle er formidable. Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensens evigt energiske og medrivende direktion er på én gang subtil og taktil; kun under den indledende, velkendte og festlige toccata er der mislyde blandt blæserne, måske fordi deres iver her er for stor. Resten er lutter vellyd. Sangerholdet, der består af unge, fortrinsvis nordiske sangere, er en drøm, og den ene smukke stemme afløser den anden forestillingen igennem. Man bør fremhæve Sofie Lunds smukke, lyriske sopran, fordi hun synger partiet som Eurydike – ikke fordi hendes stemme er mere beundringsvækkende eller rørende end f.eks. Mia Bergströms inderlige, varme mezzosopran, Katinka Fogh Vindelevs strålende Proserpina eller Joakim Larssons dundrende Pluton, men alle bør nævnes!

Øverst troner dog franske Marc Mauillon. Med sin stærke og spændstige tenor forlener han på overjordisk vis Orfeus med den sorg og skrøbelighed, partiet kræver, og han er Orfeus, når han ubesværet følger partiturets rige nuancer i tonestiger op, op, op.

Sammen forløser de medvirkende Monteverdis smukke partitur på magisk vis. Librettoen af Alessandro Striggio tager afsæt i Aristoteles værk om tragedien, Poetikken, og spejler sig symmetrisk omkring Orfeus’ klagesang ”Possente spirto” (”Mægtige ånd”) i tredje akt – altså operaens centrum – og Monteverdis partitur spejler dette harmonisk i sin følelsesfulde vekslen mellem talesang, ritorneller, kor og recitativer. Mijnssens mesterlige greb omkalfatrer nok handlingen fra en mindre mytologisk til en – for et moderne publikum – mere genkendelig og virkelighedsnær verden, men denne omvending spejler sig fortsat i partitur og libretto, og den er – oveni – vidunderligt smuk. Man er fuldstændig henført.

Epilog: Min læser må undskylde, hvis denne tekst er blevet for lang og for omstændelig, men det er svært ikke at blive grebet og fortabe sig i detaljer. Husk, at Orfeus bevægede vilde dyr, træer og herskeren over de døde med sin sang! Scenebillede, musik og sang resonerer i det måske mest eksistentielle vilkår af alle i mennesket, nemlig at få blot for at miste, uanset hvor dybt tabet måtte ligge gemt i os. Denne spejling er svimlende betagende, og det er uden forbehold en af de mest vidunderlige forestillinger, jeg nogensinde har set, så bær over med mig, hvis min ros bliver patetisk. Jeg skal se – og høre – den igen.

Orfeus

Det Kongelige Teater

Set den 26. marts 2023

Komponist: Monteverdi

Libretto: Alessandro Striggio

Instruktør: Jetske Mijnssen

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Scenograf: Ben Baur

Kostumedesign: Ben Baur

Koreograf: Lillian Stillwell

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Koreografassistent: Sol Bilbao Lucuix

Instruktør ved genopsætning: Johanne Holten

 

Orfeus: Marc Mauillon

Eurydike: Sofie Lund

Musikken: Fanny Soyer

En nymfe/Proserpina: Katinka Fogh Vindelev

Budbringersken: Mia Bergström

Håbet/en hyrde: Steffen Bjerre Jespersen

En hyrde/Ekko: Gerald Geerink

Apollon: Alexander Sprague

Charon: Joel Kyhle

Pluton: Joakim Larsson

Ånd: Gustav Johansson

 

Concerto Copenhagen

Koncertmester: Hannah Tibell