Orfeus’ far og mor står med den lille nyfødte, mens ’Skytsenglene’ ser til. Foto: Miklos Szabo/DKT.

Mørkets hjerte

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Mere end 400 år skulle der gå, før Monteverdis Orfeus – historiens første levedygtige opera fra 1607 – landede på Det Kongelige Teater. Men bedre sent end aldrig; denne produktion er et udsøgt resultat af mange dygtige og kompetente kunstneres og teknikeres møde med et gammelt mesterværk.
Den helt store åbenbaring stiger op fra orkestergraven, hvor Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen leverer en magisk og mageløs Monteverdi-præstation. Den cembalospillende dirigent leder et 35 musikere stort orkester, der bl.a. tæller ikke mindre end 3 zinker og 5 baroktromboner foruden alle strygerne, harpe, lirone, dulcianer, blokfløjter, trompeter, slagtøj og orgel. Orkestersammensætningen giver nogle enestående klanglige variationsmuligheder, og ikke mindst i de delikate skift mellem de mange (for det meste korte) vokalnumre og instrumentalsatser holdes ørets opmærksomhed konstant fanget.
Sangerholdet er stærkt og fint, med den fremragende baryton Marc Mauillon i den bærende rolle. Han er omgivet af unge talenter, der både synger og danser, så guderne må sig forbarme. Og det gør de så. Instruktørens opgave er at guide os gennem det ældgamle, mytologiske univers, så det også giver mening for vor tids mennesker. Det lykkes i vid udstrækning.

Nænsom og idérig iscenesættelse
Instruktøren Jetske Mijnssen, scenografen og kostumedesigneren Ben Baur og koreografen Lillian Stillwell har skabt et scenografisk meget enkelt, men scenisk effektivt univers – der er reelt kun to scenebilleder – hvor begivenhederne og de menneskelige relationer fængsler tilpas, så man ikke fristes til bare at lukke øjnene og nyde den strømmende renæssancemusiks rigdom. Her er intet arkadisk Thrakien med nymfer og hyrder og ingen dæmoniseret eller Disney-agtig underverden. Kostumerne signalerer Italien 1950 – 1980 (á la Elena Ferrante), og koreografien er nærmest en tidløs blanding af kædedans og mere individualiserede trin. Hele forløbet frem til pausen udspiller sig i en højloftet sal i et neoklassisk palæ, der – som ved en ophævelse af tyngdeloven – hæver sig langsomt og åbenbarer et blændende lys, da Orfeus med sin fortvivlet-smukke sang får passérseddel til dødsriget, hvorfra han vil hente sin døde elskede tilbage til livet.
Selve dødsriget er et diffust mørke med levende lys i kandelabre, hvor en plejehjemsmoden Pluto lader sig overbevise af sin aldrende dronning Proserpina – der gennem Orfeus’ klagesang har identificeret sig med Eurydike – om at Orfeus skal have lov til at bringe sin brud tilbage. På den kendte betingelse! Men Orfeus (som her er sanseforvirrende omgivet af en 8-doblet Eurydike) lader sig rive med af sine stærke følelser, vender sig om – kun for at måtte give slip på sin elskede og vende tilbage til det store, men lukkede rum i palæet. Her dukker hans forældre op, og hans far (Apollon) trøster ham inderligt og tilbyder ham en plads i himlen, som han har fortjent. Men Orfeus tøver, lukker døren – og forbliver i sorgens lukkede rum. Det er en original løsning på operaens problematiske ’happy end’ via en ”deus ex machina” – især fordi den gode fader er blevet foregrebet fra starten af en indlagt familiehistorie med korte glimt fra Orfeus’ livshistorie.

Et koncentreret sangdrama
Der er ikke noget kor med i forestillingen. De ni rollehavende – udover det elskende par – varetager alle partier med kortere eller længere solo-numre, duetter, terzetter og firstemmige kor. De arkadiske og arketypiske figurer er transformeret til nære venner eller ’skytsengle’, som deler den indledende glæde med brudeparret og den efterfølgende sorg med Orfeus. Før pausen er de alle i neutrale sort/hvide jakkesæt, mens de i underverdenen først er dækket af hver sit lange sorte slør, hvorefter de alle forvandles til Eurydike-kloner i gule kjoler. Det fungerer særdeles udmærket scenisk og fungerer som en psykologisk opstramning af forløbet, f.eks. dør Eurydike i Orfeus’ arme og med budbringeren som nærværende vidne – ikke off-stage som vi er vant til.
Der er mange unge, virkeligt dygtige sangere med. Fra Operaakademiet kommer tre sangstuderende: Sofie Lund-Tonnesen, som giver Eurydike både sødme og selvstændighed, Ellen Larsson, der synger Musikkens ’prolog’ og senere Håbets strofer lyst og renfærdigt, og endelig den velsyngende tenor Gerald Geerink i tre mindre roller. Den netop prisbelønnede danske bas Nicolai Elsberg, der stadig er konservatoriestuderende, gør det flot som Pluto. Et andet dansk talent, sopranen Philippa Cold er rørende som Proserpina. Joel Kyhle og Mia Bergström (begge uddannet på Operaakademiet) bruger deres fine stemmer, hhv. basbaryton og mezzosopran i mindre roller og i flere ensembler. Tre udenlandske sangere – bassen Kyungil Ko, tenoren Mark Milhofer og kontratenoren Thomas Lichtenecker – giver hver deres stilsikre og personlige bidrag til ”skytsengle-ensemblet”.
Og så er der altså den franske baryton Marc Mauillon – forestillingens hovedperson og centrum. Han er en strålende skuespiller, der formår at give troværdigt udtryk for hele den palet af følelser og stemninger, Orfeus oplever. Hans stemme er måske ikke specielt smuk i traditionel forstand, men den er stor og ekstremt ekspressiv; han har masse af erfaring med partiet og er som skabt til denne rolle.
Orfeus trænger forbi helvedes port – med hilsen til Dante og indskriften ”Her lades alt håb ude” og helt ind i mørkets hjerte – som han bevæger hinsides de gældende love for liv og død. Han fejler sin mission – måske i overmod, måske i affekt. Men som kunstner kan Orfeus give os tabets og sorgens forløsende musik, og i en overbevisende opførelse som denne kan man føle sig både taknemmelig og lutret, når man efter endt forestilling går ud i vintermørket.