Michael Kohlhaas på Den Jyske Opera

Hvor langt kan – og skal – man gå?

Anmeldt af Peter Wang

******

Det kan ikke stærkt nok påskønnes, at Den Jyske Opera programsætter en række ukendte danske operaer. Det er vigtigt, at vi konfronteres med de kulturelle frembringelser, vi selv har behandlet noget skødesløst – og lige så vigtigt, at vi i ny og næ får lejlighed til selv at sortere dem, så det salt, der har mistet sin kraft, kan kasseres, mens det, der stadig kan krydre vor kulturelle næring, kan bevares. Heinrich von Kleists novelle om Michael Kohlhaas fra 1800-tallets begyndelse handler om et dybt og formodentlig uløseligt moralsk problem: ”Fiat justitia, pereat mundus” eller ”Hvor langt kan man gå i kravet om retfærdighed for en uomtvistelig begået uret?”
Spørgsmålet var relevant på Luthers tid, hvor den virkelige handling udspillede sig, men også i tiden lige efter Den franske Revolution, hvor novellen blev skrevet og i høj grad i 1933, hvor operaen havde premiere i Stuttgart. Det gælder også i vor tid, hvor det bestemt ikke skorter på selvretfærdig terrorvirksomhed i en eller anden ’godheds’ navn.
Og selvom moralske spørgsmål ikke i almindelighed er egnede opera-emner – i hvert fald ikke ifølge Søren Kierkegaard – kunne der godt skrives en dybdeborende libretto over Heinrich von Kleists litterære mesterværk. Shakespeare kunne have gjort det, Verdis bedste librettister kunne have gjort det, Hugo von Hoffmannstal kunne have gjort det og – frem for alle – kunne Wagner have gjort det, men Paul von Klenau kunne desværre ikke. Komponisten mente selv at have sidstnævnte som dramatisk forbillede, men der må være kikset et eller andet i hans Wagner-forståelse: Wagner ville have flyttet fokus ind i personernes sjælelige, moralske dilemmaer og kvaler, hvor de var blevet endevendt i alle detaljer samt udtrykt i betydningsmættede monologer og skarpe dialoger, hvor ord og toner føg gennem luften som gnistrende hagl. Operaens styrke som kunstart ligger i dens mulighed for ved musikkens hjælp at bore sig dybt ind i sjælelivet, og ikke i skildringen af de ydre begivenheder.
Men sådan er det desværre ikke i von Klenaus tekst, som klamrer sig til det praktiske livs banale og ligegyldige detaljer, som nok er vigtige og billedskabende i en novelle, men ikke i et scenisk værk, hvor de kan skabes på scenen og i instruktionen eller henlægges til korte resuméer. Der er flere små tilløb til store operamæssige monologer som Wotans i Ringen, Markes i Tristan, kong Philips i Don Carlosm.fl., men de falder alle på gulvet, fordi indholdet er forfærdende uinteressant; det samme gælder de temmelig mange tilløb til lyriske og udramatiske romancer, som af en eller anden grund løber som en rød tråd gennem danske operaer, hvor de måske snarere er en overflod end en mangel.
Alt dette er operaens grundproblem, for sagt uden omsvøb: Teksten er simpelthen ikke god nok – og desværre meget, meget langt fra at være det. Hvorfor i alverden har komponisten ikke allieret sig med en god librettist?
Musikken er vanskelig både at beskrive og at sætte ind i en musikhistorisk sammenhæng. Det er tydeligt nok, at den har rødder i sen-romantikken men også, at den bærer præg af sin samtids brogede modernitet. Paul von Klenau var angiveligt inspireret af Arnold Schönberg og Alban Bergs tolvtoneteknik, hvilket måske tydeligst kommer til udtryk i den såkaldte ’Sprechgesang’ – en mellemting mellem tale og sang. Den sporadiske forekomst af tilbagevendende ’erindrings-motiver’, som programnoterne nævner, synes at mangle den prægnans og spontane genkendelighed, der er forudsætningen for en egentlig ledemotiv-teknik. Arkaiserende træk i skikkelse af middelalderlig mester- og minnesang samt vokal kirkemusik er hyppigt forekommende.
At musikken som helhed ikke rigtigt ligner anden kendt musik fra mellemkrigstiden vidner naturligvis om originalitet, men måske også om en vis stilistisk heterogenitet, som muligvis beror på, at den ikke rigtigt får lejlighed til at udfolde sig på egne præmisser. Det er, som om operaens tekst ikke rigtigt ’tager imod musikken’, så der ikke opstår noget egentligt ord-tone-sprog, som vi kender det fra andre samtidige operakomponister – det være sig både Puccini og Strauss men også Bartok, Prokofiev og Hindemith. Et større kendskab til Paul von Klenaus sjældent spillede instrumentalmusik må kunne belyse hans kompositoriske egenart nærmere.
Farverig opsætning
Opsætningen var farverig, tangerende det overdådige, eksempelvis i de to fabelagtigt dygtigt konstruerede sorte heste, der indtog scenen som den ydre handlings omdrejningspunkt. De onde personer karikerede som til dels komiske personer i falskhedens gule farve, de gode i passende oprørs-klædning. Om blandingen af højdramatisk alvor og karikerende humor ramte helt i plet er svært at sige, men man bemærkede dog en vis utilsigtet fnisen i salen. Man kan have en fornemmelse af, at sceniske effekter skulle kompensere for mangel på egentlig musikdramatisk virkning.
Den afsluttende henrettelse af hovedpersonen, Michael Kohlhaas, var forvandlet fra den grusomme radbrækning, som den historiske Kohlhaas blev udsat for, til en ikke mindre grusom korsfæstelse! Her kan man vanskeligt se bort fra, at denne modbydelige henrettelsesmetode blev afskaffet allerede i oldtiden og vel heller ikke fra det blasfemiske i billedet – og slet ikke fra det betænkelige i at lave et Kristus-symbol ud af en brav hestehandler fra 1500-tallet, som med tragiske og skæbnesvangre konsekvenser ikke havde evnet at løse den moralske gåde, der er fortællingens omdrejningspunkt. Om ansvaret for denne slutning ligger hos komponisten eller iscenesætteren, vides ikke.
At operaen kræver 31 solister – herunder flertallet dog i ganske små roller – er overdådigt, og måske i sig selv et symptom på, at handlingens fokus ikke er helt præcist.
Hovedrollerne blev fint varetaget af Filippo Bettoschi som Kohlhaas, Aileen Itani som hustruen Lisbeth og Michael Ha som Junker Wenzel samt det meget smukt sungne indslag med Walther von der Vogelweide. Mindre overbevisende fremstod Daniel Szeili som Kurfyrsten af Sachsen og Tanja Christine Kuhn som Heloise. Et velspillende Aarhus Symfoniorkester blev dirigeret af Jonas Alber. Instruktion Philipp Kochheim.
En problematisk forestilling, grundlagt på et prisværdigt initiativ og gennemført teatermæssigt professionelt – og tak for det. Men en opera, hvis muligheder for at vinde fodfæste nok er begrænsede.