Maskeballet 2021 på Operaen. Foto: Camilla Winther / DKT

En maritim skæbnefortælling

Af Lars Ole Bonde

******

Verdis store operaer er skæbnefortællinger, der – ofte med indslag af spådomme og forbandelser -tydeliggør de umulige kærlighedsforhold, som næsten altid er i centrum. Således også her, hvor troldkvinden Ulrica ikke bare (modvilligt) åbenbarer spådommen om kongens snarlige død for vennehånd; hun fornemmer også tilstedeværelsen af forræderi, så de sammensvorne må skutte sig.
Men publikum ved allerede – her fra en smukt gestaltet pantomime under operaens forspil – hvordan det vil gå. I hvad der viser sig at være Kong Gustavs mareridt, som udspiller sig på eller måske under havet, ser vi den eventyrlystne sejler opdage en skøn kvinde, som han rækker ud efter, men han bliver trukket i dybet af havvæsner, der adlyder en kæmpemæssig, fjern dommerskikkelse. Pantomimen er indrammet af en fantastisk videoprojektion (ved Giuseppe Di Iorio) af en nærmest uendeligt dyb strømhvirvel, som senere under forspillet til 2. akt får en parallel i et hav af bølgende bevægelse, der måske er susende træer, måske deres spejlbillede i vand. Det store hav (og menneskenes små skibe) er forestillingens gennemgående visuelle ledemotiv, velmotiveret af Gustavs sømandsvise i spådomsscenen, men også i mere symbolsk forstand: det er følelseslivets dybder, der loddes her.
Instruktøren Karolina Sofulak, scenografen Alex Eales og kostumedesigneren Jon Morrell er gået tilbage til Verdis (og Scribes) oprindelige historie om Gustav den III, men har flyttet den tidsmæssigt til Verdis egen tid – som også var Napoleon den III’s. Det ses især i kostumerne, med damernes store krinoliner og højt – meget højt – opsatte hår og herrernes ’sovsekander’, grotesk forstørret (matchende damernes hår, sat op som have med skibe på) under maskeballet. Det er svært at se nogen særlig pointe i tidsforskydningen, men det fungerer udmærket som tidsbillede, og scenografien er med sine gennemførte maritime referencer en glimrende og elegant ramme om de forskellige scener.

Tragik og komik
Verdis partitur veksler – ofte nærmest uden overgang – mellem det tragiske og det komiske. Mønstereksemplet er scenen på galgebakken, hvor de sammensvorne højdramatisk afslører Amelia som den flygtede konges hemmelige elskerinde og dermed får den forstenede Anckarströms verden til at bryde sammen. Umiddelbart efter slår de over i spottevisens lette tone og forlader stedet, mens de synger om ”hvor let tragedien bliver til komedie”. Men ellers er det pagen Oscar, der traditionelt står for de komiske indslag, gavmildt strøet rundt i de tre akter. I denne fortolkning er Oscar dog mere til den tragiske side end sædvanligt. Vi skal forstå, at ’han’ faktisk elsker kongen, og det giver rollens muntre showpiece (Saper Vorreste) under ballet et fortvivlet skær, da Oscar her viser sin sande – kvindelige – identitet.
Under maestro Paolo Carignanis stærke musikalske ledelse er der en perfekt balance mellem det tragiske og det komiske. Både de pludselige og de gradvise overgange mellem eller undervejs i numrene gestaltes organisk, det musikalske forløb har et skønt drive, og det er simpelthen en fornøjelse hele forestillingen igennem at lytte til Det Kongelige Kapel, rytmisk præcist, klangligt velafbalanceret og dermed en perfekt ramme for sangernes udfoldelser.

Stærkt sangerhold
Det er også en nydelse at lytte til og se sangerholdet i aktion. Stemmerne passer til rollerne, og de klæder hinanden. Den italienske tenor Matteo Lippi er fremragende som den drømmende, impulsive og følsomme konge. Der er fuld dækning for alle stemningsnuancer og alle stemmeudfordringer. Gisela Stille yder en imponerende præstation i Amelias store og vanskelige parti. Hun er helt sublim i den afdæmpede bøn om en sidste stund med sin søn i 3. akt, men matcher også Lippi i de intense kærlighedsduetter, og hun udtrykker Amelias vaklen mellem lyst og pligt meget nuanceret. Som den drivende kraft, den tragiske Anckarström, er Johan Reuter tilbage på sin gamle scene, som altid med stor scenisk og sanglig autoritet, måske med lidt mindre stålsat klanglig glans og kerne i højden end tidligere. I denne opsætning er greven en ældre mand – næsten en ’fætter’ til kong Philip i Don Carlos, gift med en ung hustru, der elsker en anden – og der er fuld dækning for hans fatale jalousi og hævntørst hos Reuter. Som Oscar er Rainelle Krause først charmerende og munterheden selv, men hun formår også at træde i karakter som en elskende
kvinde i 3. akt. Hendes koleraturer er meget overbevisende. Johanne Bock er perfekt castet som Ulrica, med stort stemmeregister og med vølve-udstråling (der knyttes skæbnetråde omkring hende) – man ærgrer sig over at hun kun er med i én akt.
Også de mindre roller er meget fint besat med Henning von Schulman og Niels Gustén som de to sammensvorne, Lukas Noerbel som dommeren og den operaakademistuderende Sakarias Fredriksen Tranvåg som sømanden Kristian.
Operakoret, indstuderet af korsyngemester Steven Moore, har en stor aften. Det er en fornøjelse at høre herrerne og damerne hver for sig, men sandelig også sammen i 3. akt, hvor dramaet kulminerer og ender i en rørende sørgesang for den døende konge, mens alle tager deres ’masker’ – inklusiv parykker med skibskrone og grotesk store sovsekander – af i respekt for den sørgelige sandhed om kongens kærlighed – til Amelia og til sit folk.

En dejlig forestilling
Der er nu gået 20 år siden Operaens seneste udgave af Maskeballet, Calixto Bieitos skandaleombruste fortolkning. Det kræver ikke de store spådomsgaver at forudsige, at denne nye produktion vil blive vel modtaget af et stort publikum. Iscenesættelsen er helt uden ’forstyrrelser’ i form af fortænkte aktualiseringer eller politiske budskaber, omvendt er den meget gennemtænkt ud fra hav-metaforen; forestillingen er smuk at se på og en fornøjelse at lytte til, sangligt som musikalsk. Det er en fuldtræffer. Her er det kun maskeballets store glasskib, der kæntrer.

Maskeballet
Det Kongelige Teater
Set den 4. december 2021

Musik: Giuseppe Verdi
Musikalsk ledelse: Paulo Carignani
Iscenesættelse: Karolina Sofulak
Scenografi: Alex Eales
Kostumer: Jon Morell
Lysdesign: Giuseppe Di Iorio
Koreografi: Tim Claydon

Kong Gustav: Matteo Lippi
Anckarström: Johan Reuter
Amelia: Gisela Stille
Grev Horn: Niels Gustén
Grev Ribbing: Henning von Schulman
Ulrica: Johanne Bock
Oscar: Rainelle Krause
Kristian: Sakarias Fredriksen Tranvåg
En dommer: Lukas Noerbel
Amelias tjener: William Ottow

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel.