Opera uden sidestykke

*****

Anmeldt af Anne Holm

Som opera-oplever udsættes man ofte for begivenheder, handlinger eller følelser, der kan være én imod, eller vække modstand, følelsesmæssigt eller moralsk.

Når Tosca stikker Scarpia ihjel, er det på ingen måde en handling, som kan forsvares, men vi accepterer drabet, fordi det er skrevet ind i en sammenhæng, som vi er enige om, og som vi har set på scenen så mange gange, at den er blevet kanoniseret: Scarpia er et på alle måder dumt svin, som manipulerer og bedrager, og selv om det jo ikke giver Tosca ret til at slå ham ihjel, så forstår vi hende. Og vi dækker os så lidt bag, at hun jo betaler for alt, hvad der er sket, med sit liv – ingen af de involverede parter kommer ud af intrigen og tragedien uden at betale en pris.

Det er en tragisk fortælling om kærlighed, bedrag og mord, men begivenhederne bevæger sig indenfor en ramme, vi har vænnet os til, og derfor tænker vi måske ikke så meget over dét – vi accepterer, at sådan er historien i Tosca, og de færreste sætter spørgsmålstegn ved den.

Om man bryder sig om Louise Alenius’ opera Manualen hænger meget sammen med, om man accepterer operaens præmis: at et menneske kan komme i en situation, hvor det med vold og magt vil slå sig selv ihjel, og at det at slå sig selv ihjel er en mekanisk proces, man kan skildre indefra, i toner og ord, ved at give de involverede parter en stemme: bevidstheden, hjertet, smerten, organerne og hånden, som skal udføre drabet.

Til forskel fra f.eks. Tosca bevæger Manualen sig ikke indenfor en ramme, som vi alle er enige om. En automatisk forståelse, eller accept af operaens handling og budskab ligger ikke lige for; der er ikke konsensus om, at det er i orden at slå sig selv ihjel – eller at det ikke er det. Derfor må det blive en meget personlig sag, om man bryder sig om en opera om at begå selvmord, eller rettere om at begå assisteret selvmord, som er det, Manualen handler om.

Skildrer processen

Operaen kommer ikke med et entydigt bud på, om det er i orden, eller ikke i orden at slå sig selv ihjel, men den skildrer processen som en uhyre smertefuld og rædselsfuld proces, et forsøg på at opnå nåde og barmhjertighed i en fuldstændig nådesløs og ubarmhjertig situation.

Lungerne synger efter ilt, bevidstheden vandrer rundt i vildrede, og hjertet – det utrættelige hjerte – slår og slår. Nyrerne er bange, blodcellerne flimrer rundt – og ind kommer manualen som en spidshattet inkvisitor og tilbyder en udvej: slug en masse piller, blandet op i en væske, du elsker, og dø så, bliv smertefri.

Og her er det så, det med vold og magt kommer ind, for hjertet vil ikke holde op med at slå – organerne giver op, ét for ét, det samme gør bevidstheden til sidst, men hjertet vil ikke, kan ikke – for hjertet er den ultimative livskraft, motoren bag det hele, og det holder ikke bare op med at slå. Medmindre det bliver kortsluttet råt og brutalt. Og det bliver det så.

Alt for smuk musik

Det er en barsk omgang, sat i scene med farvestrålende kostumer, en lunge, der gynger, nyrer på stiger, der bevæger sig op og ned, og hjertet i en rede af lysslanger, der pulser, og sidst men ikke mindst smuk, alt for smuk musik.

Det høres, at Louise Alenius har skrevet både filmmusik og musik til reklamer, for musikken er følelsesladet grænsende til det manipulerende, og man sidder lidt og undrer sig over, at man med musik kan lulles så meget ind i velbehag, mens man sidder og ser et mord. Godt nok et mord, som er sat i scene på en måde, så det virker noget distanceret – der er en smule Pixar ”Inderst Inde” over den syge grønne nyre med uldne bobler ned ad benene, der synger sammen med den blå lunge klædt ud som en mellemting mellem en pilot og en klovn – men mord er det, og voldsomt ubehageligt er det, trods den skønne musik.

I den forestilling, vi så, som ikke var premieren, var der to afbud pga. sygdom, så Bevidstheden og Nyren blev gået af én person og sunget af en anden, hvilket påvirkede gangen på scenen, men hatten af for Sidsel Eriksen (Bevidstheden) og Anders Kampmann (Nyren), som med kort varsel var sprunget ind og sang de to partier med indlevelse og overbevisning. Signe Asmussen sang lungen med stor og stærk inderlighed, og Petri Lindroos sang hjertet så hjerteskærende og medlidenheds-vækkende, at det var en gru. Morten Grove Frandsen sang Manualen med storinkvisitorisk kulde, og operakoret gav smerten voldsom stemme og lyd.

Alligevel ender denne anmelder med at give forestillingen kun én stjerne.

Det er ikke fair overfor alle de udøvende kunstnere, som gjorde det så godt. Men at give den mere, måske fire eller fem, ville jeg finde forkert af den grund, at jeg ikke bryder mig om operaens idé og finder det upassende at ”blåstemple” den med stjerner.

Jeg opfatter operaens budskab – hvad dét så end er – som udtryk for en kitschet, mekanistisk dødsfascination, som er mig inderligt imod.

Men tag ikke mine ord for gode varer. Gå selv ind og oplev den.

Manualen

Det Kongelige Teater

Set den 22. maj 2022

Komponist og librettist: Louise Alenius

Musikalsk ledelse: Robert Houssart

Iscenesættelse: Sasha Milavic Davies

Scenografi og kostumedesign: Marie í Dali

Lysdesign: Mathias Hersland

Smerten: Det Kongelige Operakor

Manualen: Morten Grove Frandsen

Bevidstheden: Sidsel Eriksen (indsat for Elisabeth Jansson)

Hjertet: Petri Lindroos

Lungen: Signe Asmussen

Angina: Signe Lund

Nyren: Anders Kampmann (indsat for Mathias Monrad Møller)

Den anden nyre: Andreas Højlund Arnfred (statist)

Blodceller: Tea Hartelius, Jakob Bruno Jansen, Gustav Blichfeldt Pedersen, Jonas Stæhr, Hazel Watt (statister)

Hånden: Freja Dal Albertsen, Rebekka Sophie Lørup Malone, Mikkeline Pavlyk Keller, Sigrid Kock, Valentina Buch Carlyle*

*Det Danske Pigekor

Indstudering: Clara Smedegaard

Det Kongelige Operakor

Indstudering: Steven Moore

Det Kongelige Kapel

Koncertmester: Tobias Sneh Durholm