Madama Butterfly ved GuidOpera
Lille sommerfugl
Af Brian Bo Jensen
******
”Igen?!” udbrød min far, da han overhørte, at jeg spurgte min mor, om hun ville med til Madama Butterfly på Den Fynske Opera. Han er ikke til opera; han har højst ladet sig lokke med til Tryllefløjten eller operette, hvis min mor har insisteret. Så det var ikke af misundelse, han spurgte, men desto mere overraskende er det, at han kunne huske, at det ikke er længere siden end sidste sommer, at min mor, min søster og jeg så Puccinis tåreperser på Frederiksø i Svendborg.
Man kan og bør også med god ret spørge, hvorfor det er de samme operaer, der sættes op igen og igen og igen. Lad gå med, at en instruktør kan have en original idé, der kan puste museumsstøvet bort og sætte en opera i et nyt, overraskende lys. Det havde Anne Barslev i sommer, da hun fik Madama Butterfly til at handle om et udsat, sårbart liv på kanten (og her mener jeg ikke kun havnekanten), men det har Guido Paevatalu ikke med sin opsætning af operaen. Tværtimod virker scenografi og kostumer mest af alt som et rodet skrabsammen fra fjerne museumsmagasiner og pulterkamre, der nok kan give publikum en fornemmelse af realisme, men den er søgt, og det gør kun papirvægge og kimonoer til des mere grelle efterligninger. Boston Lyric Opera vil, som man kan læse i det seneste nummer af magasinet Klassisk, nu granske Madama Butterflyfor ”racediskriminerende elementer”, og selvom man ikke måtte have mindste sympati for den hysterisk følsomme woke-bevægelse, så forstår man godt behovet for den granskning, når man ser denne opsætning: Den naivt uskyldige interesse, der var for det eksotiske Japan (som udelukkende bundede i, at landet og kulturen var helt ukendt for de fleste) omkring år 1900, er her – i forsøget på en genskabelse – ikke bare bedaget, den er grotesk og fuldstændig fremmedgørende.
Fremmedgørende er også de teatralske fagter, som sangerne skal forsøge at få til at udgøre skuespil. Alle synger såre dejligt: Julie MeeRa Albertsen synger Cio-Cio-San kønt og renfærdigt (hun er i syvende måned, orienteres vi først om, så der er fysiske grænser for hendes stemmeudfoldelser), Niels Jørgen Riis synger Pinkerton med stor stemmepragt og store armbevægelser (for store faktisk), og Guido Paevatalu er tilbage i fin form som konsulen efter en noget problematisk Scarpia i efteråret. Dejligst synger nok Josefine Andersson som Suzuki, mens Jonathan von Schwanenflügel er så meget til grin i sit latterlige kostume, at ikke engang hans ellers glimrende stemme kan råde bod på det. Kun én gang er der en antydning af gennemtænkt personinstruktion: Da Cio-Cio-San viser sine personlige ejendele frem for Pinkerton, og han spørger til den tanto (lille japansk sværd, red.), som hendes far har begået selvmord med, gør hun en bevægelse for at skjule den og mimer derved den bevægelse, hun til sidst i operaen bøjer sig sammen i, da også hun begår seppuku eller harakiri. Resten er ren rutine.
For novicer
Dette besvarer ikke spørgsmålet om, hvorfor vi igen skal præsenteres for Puccinis opera fra 1904. Den er et mesterværk, og man kan ikke undgå at blive grebet af, hvor effektivt malerisk partituret er, selv når det som her er udsat for en kvartet bestående af Leif Greibe ved klaveret, Charlotte Rafn på violin, Nina Reintoft på cello og Simon Kovacs på klarinet. Greibes arrangement får stort set alle detaljer i musikken med, men der mangler nogle af de nuancer, som også var med i opførelsen på Frederiksø i sommer, bl.a. slagtøj og flere blæsere; musikken er indimellem lige så brutal og skiftene så bratte som de overdrevne og meget pludselige lysskift. Slutscenen bliver badet i et højrødt lys, der snarere er sovekammerbelysning end en dramatisk effekt.
Kender man operaen, studser man derfor af og til og savner en del. Men måske er dét netop tanken, at denne opsætning ikke er møntet på det publikum, der fast går i operaen, men på dem, der er nysgerrige.
Der var stort set udsolgt alle fire aftener i ”Flodbio”, hvor Den Fynske Opera har til huse, og den ældre dame, der sad foran os, så til med store øjne og tæt knyttet højrehånd mod læberne; hun levede sig ind i forestillingen og var synligt grebet, og hverken den følelse eller Paevatalus engagement og entusiasme kan kritiseres. Er man operanovice og endnu ikke har været i et operahus med stort orkester, stort kor og en levende, original instruktion, der bærer forestillingen, så vil man sikkert gå henrevet og begejstret for denne Madama Butterfly, for man får hele handlingen og hele musikken. Vi andre går glade, men ikke grebne hjem, for dette er kun en lille sommerfugl.
Madama Butterfly
GuidOpera DFO
Set den 8. februar 2022
Musik: Giacomo Puccini
Libretto: Luigi Illica, Giuseppe Giacosa
Musikalsk ledelse: Leif Greibe (klaver)
Iscenesættelse: Guido Paevatalu
Sangere:
Julie MeeRa Albertsen
Niels Jørgen Riis
Guido Paevatalu
Josefine Andersson
Jonathan von Schwanenflügel
Mogens Gert Hansen
Hans Lawaetz
Jasia Julia Nielsen
Anna Mai Laszlofi Päevatalu
Musikere:
Charlotte Rafn (violin)
Nina Reintoft (cello)
Simon Kovacs (klarinet)