Madama Butterfly på DJO
Sorg og længsel. Chunxi Stella Hu som Cio-Cio-San. Foto: Anders Bach / DJO
Ærlig, aktuel og uden dikkedarer
Anmeldt af Peter Wang
******
Hun giver det hele og får stjålet resten. Hun får intet tilbage – kun de blomster, hun selv har vandet med sine tårer.
Cio-Cio-San, alias Butterfly, er operagenrens hårdest ramte kvinde, hvilket siger ikke så lidt: Opvokset i en middelalderlig, kvindeundertrykkende feudal-kultur, udleveret som mindreårig geisha, solgt på ægteskabsmarkedet til en arrogant flaneur fra en dekadent, sjælløs modernitet, for hvem verden kun er en legeplads og livet kun et nydelsesmiddel. Sådan var det allerede dengang Puccini – kort tid før verden gik af lave med den første store krig – komponerede sit kraftfulde mesterværk. Og sådan er det også i dag; vel bare en lille smule værre.
Den Jyske Opera fortæller historien med en sådan kraft, at den pressede den tåre ud, som vi for længst troede var udtørret. Ingen belæring, intet diskussions-objekt, som den snart-forældede regi-opera forsøgte at proppe ind i ørene på os, men opera som det den er bedst til: At vise os verden, som den er, i sin kampplads mellem det gode og det onde, det begærlige og det hengivne. Er Pinkerton ond? Nej, for han dyrker bare den ryggesløse nydelse, der forventes af ham, men han trækker ondskabens spor efter sig.
Hvad med Butterfly?
Hun gør dristigt op med sin dybt forstenede baggrund for at tage skridtet ind i den modernitet, som væltede uimodståeligt ind over hendes land og dets kultur. Var hun ’naiv’? Ja, set i bakspejlet! Men hvordan skulle hun være andet?
”Clash of civilisations”? Ja, det må man nok sige. Som vi også ser det i vore dage med mange forskelle, men også med betydelige ligheder. Skal vi spørge de unge kvinder, som lever under social kontrol?
Det er en imponerende forestilling, som DJO har sat op. Der er ingen moralisering, intet forsøg på at læse historien ind i vor tid. Det er nemlig vores – publikums – egen opgave, ikke instruktørens. Sådan er det med klassikerne, for det er jo netop derfor, de er blevet klassikere.
Opsætningen er plastisk og enkel med diskret, japansk kolorit og fri for ”hvad mener-de-mon-med-det-effekter”. Alt er simpelthen ærligt, og det er lige nøjagtigt det, vi har brug for! Gode operaer, klassikere, i gode opsætninger.
Fremragende sangere i store og små roller. Tak fordi I skåner mig for at sige noget negativt. Jeg hader det, fordi jeg ved, hvor krævende svært det er, hvor meget I dømmer Jer selv; og hvor nemt det er at skrive noget sårende og fornærmende. Tak også til orkesteret og alle andre medvirkende for en rigtig fin opera-aften i Alsion.
Salen var fyldt til bristepunktet af et begejstret publikum.
Madama Butterfly
Den Jyske Opera
Set ved premieren på Alsion den 4. oktober 2024
Musik: Giacomo Puccini
Libretto: Luigi Illica og Giuseppe Giacosa.
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Instruktør: Ulrich Peters
Scenograf: Rifail Ajdarpasic
Kostumer: Ariane Isabell Unfried
Lys: Anders Poll
Premiereholdet
Cio-Cio-San: Chunxi Stella Hu
Pinkerton: Iurie Ciobanu
Sharpless: Anton Eriksson
Suzuki: Vera Egorova
Goro: Norbert Schmittberg
Bonze: Andreas Winther
Yamadori: Jens Jagd
Kate Pinkerton: Estrid Molt Ipsen
Yakusidé: Lars Fentz Krogh
Kejserlig kommisær: Morten Wang
Giftefogeden: Jani Kyllönen
Butterflys mor: Lina Valantiejute
Butterflys kusine: Eline Denice Risager
Butterflys tante: Birgitte Mosegaard Pedersen
Sønderjyllands Symfoniorkester
Den Jyske Operas Kor