Lisbon Floor. Foto: Søren Meisner / COF

Overraskende, vittigt og begavet

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Årets egenproduktion hos Copenhagen Opera Festival har været undervejs i flere år. Konstellationen med komponisten Matias Vestergård, librettisten Lea Marie Løppenthin og instruktøren Natascha Metherell er vist ny for de fleste, men det ligner et lykkeligt træf. Resultatet er i hvert fald noget af det meste interessante jeg har set og hørt inden for ny dansk opera.

Genren er ikke ganske let at bestemme. ”Komisk opera” er nævnt i flere foromtaler, men jeg synes egentlig betegnelsen i programmet er mere dækkende: ”en mørk og surrealistisk operakomedie”. Der er bestemt masser af humor i både musik, tekst, scenografi og aktion, men den mørke undertone er ikke til at tage fejl. Vi har at gøre med en historie om mennesker, der er slået ud af kurs, kæmper med eksistensen – og som på hver sin måde længes efter fællesskab. Men odds er ret dårlige: Syv voksne mennesker stuves sammen – af ukendte grunde – i en treværelses lejlighed på (mindst) 50. etage – ”Lissabon-etagen” – i et dystopisk fremtidsunivers med mystiske elementer: en lille pige, som ingen ser, men som ser alt, og et mystisk væsen, der med pigekorstemme taler til personerne fra køleskabsdøren eller en væg.

Teksten er på engelsk (uden overtekster), og det er bestemt ikke altid 100 % klart, hvad der foregår og bliver sagt. Til gengæld er forløbet interessant og overraskende hele vejen igennem den næsten tre timer lange forestilling.

Usædvanlig dramaturgi

Dramaturgien er usædvanlig. De syv personer plus den lille pige er lige vigtige og fylder lige meget på scenen. Der er altså ingen tydelig hovedperson, og personernes dramaturgiske funktion er længe tvetydig. Først i 3. akt, efter pausen, udvikler flere af personerne sig på overraskende vis, og Dorabella, viceværten, viser sig nok alligevel at være hovedpersonen (i dramaturgisk forstand), da hun som den eneste (med den lille piges støtte) forlader lejligheden og bygningen med nyvunden frihed.

Et musikdramaturgisk greb er meget effektivt: personerne inkarner hver sin stemmetype. Ra (Thomas D. Hopkinson) er dyb bas, Alex 2 (Frederik Rolin) er baryton, Alex 1 (Alex Friis Nielsen) er tenor, Gene (Steffen Jespersen) er kontratenor, Artemisia (Sophie Hagen) er alt (med mezzo-højde), Daphne (Cecilia Lindwall) er dramatisk sopran, og Dorabella (Frederikke Kampmann, der torsdag fik Musikanmelderringens Kunstnerpris) er lyrisk-dramatisk sopran. Barnet (Marie Due Nørgård) er naturligvis barnesopran, mens ”Væsenet” synges med modne pigerøster af Skt. Annæ Pigekor. Alle sangerne er fortrinlige, både hvad stemmer og skuespil angår. Alle får lejlighed til at synge soloarier, men der er også duetter, terzetter, kvartetter i forskellige konstellationer – og større ensembler med alle syv sangere.

Spændende klange

Den fremragende dirigent Robert Houssart dirigerer det 14 musikere store Athelas Sinfonietta, som er sammensat af fem solostrygere, fløjte, klarinet, obo, horn, saxofon(er) og to basuner plus klaver og et stort slagtøjsudvalg.

Orkestersammensætning giver komponisten mulighed for at operere med mange forskellige stilistiske udtryk – fra café- og musicalorkester i den ene ende af udtryksskalaen til højdramatisk filmmusik og et moderne, frit tonesprog i den anden. Man kan undervejs komme til at tænke på komponister som Kurt Weill, Gershwin, Bernstein, Bernard Hermann (med hilsen til Psycho) og ikke mindst Stravinskij (Rake’s progress) og Britten.

Matias Vestergård skifter fuldstændig ubesværet og overbevisende mellem de forskellige stilarter, melodiske, rytmiske og klanglige udtryk. Vokalmusikken er overraskende melodisk og sikkert formet, stort set med syllabisk tekstbehandling (altså med en tone per stavelse, hvilket letter forståeligheden). De dygtige sangere får virkelig mulighed for at vise, hvad de kan, og der er ingen døde passager. Det er en meget stor kvalitet.

En historie med mange lag

Selve historien vil jeg ikke skrive meget om – bl.a. fordi jeg ikke er færdig med at fordøje indtrykket af handlingen, specielt som den udvikler sig i 3. akt. De syv personer er på hver sin måde både rørende og håbløse. Deres drømme er lige så store som deres fejltagelser, og de gemmer alle på spændende ressourcer. De mange forviklinger – som godt kan minde om noget, vi kender fra Mozart – er yderst menneskelige, og de mystiske elementer virker ikke påklistrede.

Det er en ny dansk opera (om end på engelsk), der bærer store løfter for fremtiden. Der er kun tre opførelser i denne omgang, men jeg håber mange vil få mulighed for at opleve dette senere. Lisbon Floor fortjener et stort publikum.

Jason Southgates enhedsdekoration viser lejligheden på ”Lissabon-etagen” – med et stort køkken-alrum, et soveværelse (som bøsseparret Alex 1 og 2 flytter ind i – med grønne fingre og en kunstig livmoder), og et værelse hvor den forældreløse Artemisia holder til med alle sine bøger. De øvrige fire må fordele sig i alrummet. Den lille pige holder til i et skab til højre, mens orkestret er placeret til venstre. På den ene af de tre skydedøre ses et foto af Lissabons ikoniske sporvognsgade.

Lisbon Floor

Copenhagen Opera Festival

Takkelloftet

Set den 26. august 2022

Komponist: Matias Vestergård

Librettist: Lea Marie Løppenthin

Dirigent: Robert Houssart

Instruktør: Natascha Metherell

Scenograf og kostumedesigner: Jason Southgate

Lysdesign: Charlie Morgan Jones

Solister:

Cecilia Lindwall, Frederikke Kampmann, Sophie Haagen, Steffen Jespersen,

Alex Friis Nielsen, Frederik Rolin, Thomas D. Hopkinson og Marie Due Nørgård

Børnekor:

Skt. Annæ Pigekor

Orkester: Athelas Sinfonietta