Til døden – og livet

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Bach skrev ingen operaer, for det var ikke en del af hans ansættelseskontrakter, men han kom tæt på – f.eks. i de dramatiske afsnit af passionerne og i flere af de verdslige kantater. I striden mellem Phoebus og Pan (BWV 201) følger vi en sangerkonkurrence mellem de to, som repræsenterer hhv. gammel, kunstfærdig og ny, enkel musikstil. Bach holder tydeligvis med Phoebus, som da også vinder. Kaffekantaten (BWV 211) er en scene, som kunne være taget ud af en Holberg-komedie, og den opføres da også ret tit semi-scenisk.  Man kan også dramatisere storværkerne; jeg husker en spændende udgave af H-mol-messen i Aarhus omkring 1990, dirigeret af John Frandsen og iscenesat af Niels Pihl. Man kan også danse til Bach; en af mit livs største oplevelser var John Neumeiers udgave af Matthæuspassionen, opført med live musik i Hamburgs store Michaelis kirke.
Det Kongelige Teater er gået en helt anden vej i arbejdet med at give Bachs musik scenisk liv. Light – Bach dances er hverken opera eller ballet; faktisk er det svært at finde en passende genrebetegnelse. I programmet taler dirigent og instruktører om ”Det symfoniske digt, Bach aldrig skrev”. Men der er jo både talte og sungne stemmer med, så måske er ’Mysteriespil’ en bedre betegnelse?
Temaet er menneskets forhold til døden (og dermed også til livet). Instruktøren John Fulljames og koreografen Hofesh Shechter har interviewet et antal mennesker i Danmark og i England – med en livstruende sygdom i sidste, ’terminale’, stadium. Uddrag af disse døende menneskers udsagn høres via højttalere (på engelsk, med danske undertekster), nogle gange nøgent, andre gange ledsaget af brummende dybe synthesizerlyde, tordenvejr eller instrumentalmusik. En enkelt gang mimer danserne til en anekdote, hvor en kvinde søger efter sit kommende gravsted, og en enkelt gang taler stemmerne oven i hinanden, som en slags kaos-polyfoni. Deres autentiske, ofte meget stærke refleksioner over livet som døende udløser dans og musik – af Bach.
11 dansere, 9 sangere og det 20 musikere store Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen, som dirigerer fra sit orgelpositiv, fylder scenen. Orkestret befinder sig ikke i den (overdækkede) orkestergrav, men på bagscenen, mens sangere og dansere bevæger sig i et nøgent rum kun med stole, der flyttes rundt, en ’sidescene’ med gennemsigtigt sort forhæng, og i nogle numre med særlige rekvisitter. Det giver sangere og dansere gode udfoldelsesmuligheder, men det betyder desværre også, at mange detaljer i det fornemme orkesterspil fortaber sig. Man vænner sig dog til den let sordinerede, smukt patinerede og lidt diffuse klang, som egentlig passer godt i konteksten.
Danserne kommer fra koreografens eget Hofesh Shechter Company, lige mange kvinder og mænd. For mig et nyt, men dejligt bekendtskab. Vi er meget langt fra klassisk ballet, og der er ingen solodansere, alt er kollektivt, med frie og organiske bevægelser og talende gestik. Beskrevet med en musikalsk metafor er dansen for det meste enten unison eller to-stemmig (altså enten danser alle de samme trin, eller de er opdelt i to grupper), og dette giver bevægelsesdelen et – tilsigtet, tror jeg – rituelt præg.
De 9 sangere er tre sopraner, to alter, to tenorer og to basser, med de mange soli fordelt mellem sig, og samlet i korsatserne. De er alle sammen velklingende og stilsikre, og skal jeg fremhæve nogen, må det blive sopranen Mary Bevan, der bl.a. leverer en gribende ”Tief gebückt und voller Reue”, og de to basser Jakob Bloch Jespersen og Yannis Francois, som begge udover at synge smukt har stort scenisk nærvær.

Er det en musikfortælling?
Og så er der Bachs musik. Holdet har udvalgt 15 forskellige satser, de fleste af dem arier fra Bachs mange kantater, men der er også korsatser og instrumentalsatser. I nogle af satserne er scenebilledet næsten helt statisk, i andre bydes der på spændende kombinationer af dramatiseret sang og dans. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om fortællingen? Hvad er det egentlig for en dramaturgi, vi møder her?
Som allerede skrevet er Light ikke opera, ikke ballet. Det er en forestilling uden plot, uden protagonist eller individuelle karakterer, ja nærmest uden et egentligt narrativ. Af og til kommer jeg til at tænke på Hotel ProFormas genreoverskridende produktioner. Jeg kan godt fornemme en slags dramaturgisk forløb i ”vidnernes” beretninger som en proces, der begynder med chok, vantro og fornægtelse i forhold til ”dødsdommen”, bevæger sig gennem angst, trods og vrede, til en form for accept, tanker om eftermælet, efterlivet og måske et dertil knyttet håb. Det er i hvert fald sådan, jeg hører det musikalske forløb – som så på den anden side er præget af Bachs protestantisk-pietistiske tro på menneskelivets elendighed, frelsens vished og efterlivets skønhed. Der er en spænding mellem Bachs stærke tro og manifeste håb og ”vidnernes” mere sekulære, for et moderne publikum genkendelige tvivl og tøven. Og måske er det netop den spænding, forestillingen gerne vil formidle, med en forløsende finale (Sinfonia BWV 1045) – en slags livsglædens dans – som Bachs gave til os mere eller mindre tvivlende og usikre mennesker.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke blev overbevist; kontrasterne – f.eks. mellem fortvivlelse og vrede – er for få, og forløbet er ikke tydeligt nok. Det afsluttende håb virker lidt demonstrativt. Det meste af forestillingen befinder vi os i dødsangstens (og hos Bach: dødslængslens) sfære. Er ”Wachet und betet” mon forestillingens morale?
Der er imidlertid mange stærke og gribende scener undervejs, med klare dramaturgiske pointer. Et godt eksempel er forestillingens midterakse, med den fortvivle(n)de korsats ”Ich elender Mensch”, efterfulgt af den trøstende vuggesang ”Schlummert ein” og den kontrasterende korsats ”Ach, wie flüchtig”, hvor vreden og fortvivlelsen endelig får et kraftigt udtryk. Dans, sang og musik spiller prægtig sammen i de to korsatser, og arien har fået sin egen, skønne dramaturgi – med to sangere i hvert sit lille ”bederum” (snarere end en kiste). Bassen synger trøstende ariens A-del til sopranen, der i B-delen udtrykker sin smerte, og i reprisen forenes de to stemmer, unisont, i håbet om en opvågning til en anden og bedre verden. Også fordoblingen af sopranen i slutningen af den store arie ”Tief gebückt und voller Reue” er meget virkningsfuld, med ”ekko-sopranen” på sidescenen som en visualisering af håbet om forløsning.
Alt i alt er det en meget spændende og yderst vedkommende forestilling. Sangligt, musikalsk og koreografisk er den på højt niveau, og med et særdeles aktuelt tema der nærmest kalder på Bachs musik. Lars Ulrik Mortensen samler suverænt trådene, så sangere og dansere overalt er på sikker grund. Dramaturgisk er forestillingen udfordrende og efter min mening ikke ganske vellykket – ikke bare fordi det ikke er en opera, men snarere fordi dens elementer – talte vidnesbyrd, sang, dans og musik – først ret langt henne i forestillingen samler sig til en helhed, der folder sig smukt og gribende ud. Seks stjerner for modet til at skabe et nyt udtryk på operascenen, fire stjerner for oplevelsen i parkettet. 

Light – Bach Dances 
Den Kongelige Teater, Operaen
Set den 8. maj 2021 (Premiere)

 Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen
Co-iscenesættelse: Hofesh Shechter og John Fulljames
Scenografi og kostumedesign: Tom Scutt
Lysdesign: Paule Constable
Sangere: Mary Bevan, Carina Tybjerg Madsen, Chisa Tanagaki, Mia Bergström, Kristin Mulders, Gerald Geerink, Zahid Siddiqui, Jakob Bloch Jespersen, Yannis Francois.
Dansere: Hofesh Shechter Company
Orkester: Concerto Copenhagen