Elle (Sine Bundgaard) i Takkelloftets foyer. Foto: Camilla Winther / DKT

Måske blot en fase…

Af Pia Fossheim

******

Man kan spørge sig selv, om det i disse #MeToo tider giver mening at opføre endnu en opera med en kvindelige hovedpersons død som den nødvendige katarsis i dramaet.
En del af operaverdenen og -publikummet er i hvert fald træt af altid at se kvinders død, kvinder som ofre og kvinder, der ofrer sig i det traditionelle, klassiske operarepertoire. Det vidner de efterhånden mange utraditionelle tolkninger af operaerne om, hvor de kvindelige hovedpersoner tager deres skæbne i egen hånd og undslipper døden eller ligefrem selv dræber; tænk på Carmen der dræber José i Teatro del Maggio Musicale Fiorentino’s udgave af Carmen. Et andet eksempel er de karikerede kvindeportrætter i DKT´s forkætrede Rigoletto fra 2017, som var en kritik af kvindens rolle som enten madonna eller luder.
Og godt for disse nytolkninger, for så slipper vi for at spørge os selv om, hvad det egentlig er, vi sidder og klapper af ved den automatiske applaus efter en forestilling.
Men ja, det giver god mening at opføre Francis Poulencs en akts opera La Voix Humaine, komponeret 1958 over en monolog af Jean Cocteau fra 1928. Den foregår i et rum med en kvinde og en telefon, nogle telefonsamtaler, man hører kun kvindens del af samtalerne.
Det er et drama om et menneske ved navn Elle, der pludselig rives ud af sin trygge tilværelse ved at hendes elsker gennem 5 år forlader hende, et drama om de voldsomme følelser, dette tab kaster hende ud i og som, måske, ender med hendes selvmord ved strangulation med telefonledningen.

Med Cocteau i 30 år
Poulenc har fortalt, at det tog ham næsten 30 år at føle sig i stand til at forstå stykket og sætte det i musik. Det var vigtigt for ham, at Cocteaus tekst skulle høres og opleves som en telefonsamtale, så hans musik er recitativagtig, nærmest fragmentarisk; undtaget er de meget dramatiske passager, som er lyrisk tonale ligesom arier, eksempelvis hvor Elle beretter om sit tidligere selvmordsforsøg.
Opførelsen finder sted i Takkelloftets foyer, som på grund af Covid-19 kun har ca. 30 pladser med behørig afstand. Der er lagt en flaske vand ud ved hver plads, for baren er selvfølgelig ikke åben.
Akustikken i rummet er overraskende god med en mørk klang. Scenografien er udsynet over Operaens parkeringsplads og Københavns ydre havn, en tomhed i novembermørket, kun oplyst af sparsomme grelle lyskilder; en omverden, som man fornemmer som stum bag de lydtætte ruder.
Blandt publikum sidder Sine Bundgaard. Hendes telefon ringer, hun springer op og så gennemlever hun alle faser i rollen som Elle: den tilsyneladende livsglade, sensuelle kvinde, der har tilbragt sin dag med en veninde, desperationen når telefonsamtalen afbrydes, selvbebrejdelserne om at hun er skyld i bruddet med elskeren, de små løgne, beretningen om det der virkelig var sket med selvmordsforsøget og ønsket om at dø, og til sidst jalousien, da hun opdager at elskeren måske er sammen med en ny elskerinde, og den efterfølgende fortvivlelse.
Sine Bundgaard yder en stor præstation i denne rolle, som det var fascinerende at opleve på så nært hold. Ian Ryan akkompagnerede på flygel i et flot og medrivende samspil.
Kamilla Wargo Brekling har instrueret med dyb forståelse for Elles integritet, intet i forløbet virker pinligt, intet kammer over i sentimentalitet. Og slutningen står åben, begår Elle selvmord?
Deres udsendte tror det ikke. Elle, Sine Bundgaard med maske på, sætter sig til sidst ned blandt publikum igen, som om det hele var en fase i hendes liv, en meget smertefuld oplevelse, men ikke hendes død for egen hånd.

Poulenc: La Voix Humaine
Det Kongelige Teater/Takkelloftet
Set den 11. november 2020

Kvinden: Sine Bundgaard
Instruktør: Kamilla Wargo Brekling
Pianist: Ian Ryan