Sofie Elkjær Jensen er overbevisende i sin rolledebut som Mimì. Foto: Camilla Winther / DKT

Den evigt grønne klassiker

Anmeldt af Sanne Caft

******

Opførelse nummer 621 på Det Kongelige Teater kunne godt lyde som en træt omgang. Puccinis La Bohème er den type opera, der opsættes og genopsættes igen og igen på scener verden over. Med god grund og med en effektiv spilletid på bare to timer er operaen en fortættet størrelse – fokuseret på konflikter og kærlighed mellem de to par, der er centrum i historien.
Rodolfo elsker Mimì, Rodolfo er træt af Mimì. Marcello elsker Musetta, Marcello er træt af Musetta. Det kunne lyde som opskriften på en forvirrende omgang, men Puccinis musik samt Giuseppe Giacosa og Luigi Illicas libretto er garant for en gribende historie med hjertegribende smukke melodier.
Denne La Bohème er en genopsætning under musikalsk ledelse af gæstedirigent Paolo Carignani, der sikrede musikalsk fremdrift både i de store arier og de ensembler, der er hjørnestenene i operaen. Pavel Valuzhin var ny som Rodolfo. Ungdommeligt forelskede han sig i første akt, var betaget i anden, rasende skuffet i tredje og led alverdens kvaler i fjerde.
Sofie Elkjær Jensen har tidligere brilleret som Musetta, og var nu en velsyngende og overbevisende Mimì. Følelsen af den brystsyge, der ender med at tage livet af Mimì, blev fint illuderet af de sammenkrøbne host, man som tilskuer nærmest kunne føle fysisk. Uden at det kammede over i teatralsk hosteri.
Marcello er den anden mandlige hovedkraft, hvis had/kærlighedsforhold til Musetta er en kontrast til Rodolfos og Mimìs kærlighedsforhold. Jens Søndergaard gestaltede Marcellos malerplettede frustration over Clara Cecilie Thomsens flamboyante Musetta, der vælger mænd med penge, selv om hun elsker den fattige Marcello.
Vokalt var forestillingen på sikker grund. Clara Cecilie Thomsen, der også synger i succesopsætningen af Operaens Den glade enke 2.0, var et hit som Musetta, der gør både Marcello og øvrige mænd i nærheden vilde. Simon Duus var en basdyb Schaunard og var, sammen med Nicolai Elsbergs Colline, de to store biroller, der understøtter og sætter de to hovedpar i relief.

Opsætning holder stadig
Elisabeth Lintons opsætning er fra 2016. Den holder stadig. I modsætning til den gamle Boland-opsætning bliver sidste akts håbløshed udspillet på de parisiske tage og ikke inde i tagværelset, hvor Rodolfo ellers lever sit fattige kunstnerliv. Det giver en lidt mindre knugende fornemmelse rent scenisk, men fungerer fint i den fortættede stemning, som sangerne formåede at skabe i de sidste scener af operaen.
Anden akt er en eksplosion af folkeliv og rige og fattige mellem hinanden, som det bør være og for at denne akt kan være den nødvendig kontrast til handlingen før og efter, der er præget af fattigdom og kærlighed på trods.
I Puccinis operaer spejles de store følelser ofte i de små detaljer. Mimìs sang til den kyse, som Rodolfo har foræret hende. Rodolfo, der gemmer nøglen, for at kunne gribe fat i Mimìs hænder i deres første skælvende møde. Musetta, der insisterer på at få en ny sko, for at kunne sende sin rige elsker væk og være sammen med Marcello. Det hele bundet sammen af Puccinis bundsolide og iørefaldende musik.
Der er med andre ord ikke noget træt over denne genopsætning af La Bohème.

La Bohème
af Giacomo Puccini
Set den 30. oktober 2021

Instruktør: Elisabeth Linton / Johan Klint Sandberg
Dirigent: Paolo Carignani
Scenograf: Astrid Lynge Ottosen
Kostumedesign: Magdalena Stenbeck
Koreograf: Clara Svärd
Lysdesign: Ulrik Gad

Rodolfo: Pavel Valuzhin
Mimì: Sofie Elkjær Jensen
Marcello: Jens Søndergaard
Musetta: Clara Cecilie Thomsen
Schaunard: Simon Duus
Colline: Nicolai Elsberg
Benoît: Simon Schelling
Alcindoro: Steffen Bruun
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor