Koskys Carmen i København

Et fascinerende danseshow

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Carmen i Barrie Koskys regi synes meget anderledes end andre opera-iscenesættelser, der ved sammenligning fremstår som blot konventionelle. Koskys Carmen spilles her på en enorm 16 trins trappe i fuld scenebredde og gerne fyldt med smidige gymnastiske og dansende artister, kor og syngende børn i et musikalsk danseshow, sådan som det især har kunnet opleves fra filmens verden. Tid og sted giver kun en forestilling om Sevilla, cigaretfabrikken og Lillas Pastias smuglerkro, men dog et indtryk af tilskuerbænkene i Tyrefægterarenaen. Tiden er efter 1900 og før Franco, bedømt på klædedragter – i øvrigt rigt gennemført i sammensatte nuancer i gråt, sort og hvidt. Tidsånden er musikalsk/kulturelt en sammenblanding fra Offenbachs cancan tid over Marlene Dietrich cabaret fra 20’erne med Brecht/Weill og Bergs Lulu rumsterende i kulissen. Men dansen, rytmen og energien er fra Koskys og medarbejderes egne fund og tid.
Kosky er australier, der har rig teatererfaring først fra hjemlandet og senere som iscenesætter på især tyske operascener: Essen, Wiens Staatsoper (Lohengrin), Bayreuth (Mestersangerne), nuværende chef på Komisches Oper, Berlin og aktuel med Carmen i udbud i Frankfurt, Covent Garden og nu København.
Et særsyn ved Koskys Carmen er en tillagt ledsagende fortælling om Don Josés færden fortalt som voice-over, der hjælpsomt uddyber dialogen mellem Don José og Micaëla, der ellers kan synes noget ufuldkommen som senere påklistret for at udfylde et tomrum.

Carmen som gorilla
I persongalleriet er det Carmen, der er i fokus. I Habaneraen lægges op til hendes præsentation i gorillakostume – måske som understregning af hendes maskuline spil som Tarzan/Jane. Hun er en meget udadvendt Carmen, der viser sine gådefulde talenter og lunefulde lidenskaber. Hun er spontan og går efter de fristelser, der tilbydes her og nu. Michèle Losiers fremstiling var fremragende som hendes stærke vokale ressourcer, der med lethed dominerede et ellers stærkt sangerhold. Agadzhanyan var en tilsyneladende mere spag Don José, der steg i mandlig beslutsomhed overfor Carmen og som fornem lyrisk tenor med stor empati tog berettiget stor applaus i Blomsterarien. Derimod savnedes tydeligere viril robusthed hos Anatoli Sivkos Escamillo. Fine legatoer og smukt foredrag hos Gisela Stilles forsmåede kæreste, Micaëla. Men allermest virak tilgår koret, der delt som kvinde og mand og i den store forening havde en forrygende aften, hvor børnekoret ikke mindre bidrog til festligheder både i 1. akts militærmarcher, for fritstående øvelser, med formidable håndsoprækninger og i arenaen som hjælpetropper med diskrete overskæg.
Også orkestret havde en fin aften med visse overgreb på Habaneraen og andre tillagte tilføjelser fra Bizets brokkasse fra den oprindelige Carmen og fint lykkedes sømløse musikalske overgange mellem akterne.
En flot aften måske oplevet mere som hybrid mellem musikalsk show og opera end opera og derfor uanset dens energi, visionære tilføjelser og gode sangeroplevelser ikke når at toppe fulde seks honorære stjerner.
Er man godt kendt med Bizets opera, kan Koskys anbefales som ekstraudstyr for sine visioner, den magiske levende scenografi med dansere, akrobater, sin energi og en vis portion frækhed.
Kender man ikke Carmen, kan opsætningen ses som et flot iscenesat show med dybt fascinerende og inspirerende danseteater – og med al musikken tilmed.