Et scenebillede inspireret af Magritte: Katja Kabanova på DKT. Foto: Camilla Winther / DKT

Uforglemmelig og betydelig

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Katja Kabanova, Leoš Janáčeks sjette opera fra 1921, er en grum historie med komponistens egen libretto baseret på russiske Aleksander Ostrovskys skuespil ”Stormen”. Den rige købmand Dikoj styrer magtfuldt sin familie understøttet af den enerådende enke Marfa Kabanova (Kabanicha) med restriktiv tugt overfor svigerdatteren Katja, men eftergivende overfor den ubeslutsomme, drukfældige søn Tichon.

Det må gå galt og sker, da Katja under et sommerhusophold ved Volgas bred bliver alene med Dikojs nevø Boris. Det fører til beskyldning om ulydighed mod afgivet løfte om ikke at mødes med fremmede. Katja vælger i sit udsigtsløse liv at kaste sig i Volgas bølger. Tichon forsøger at redde hende, men holdes tilbage af Marfa.

Forspillet er beslægtet med Janáčeks Sinfoniettas pågående blæsertoner, der hurtigt giver en musikalsk forudanelse om, hvor vi er på vej hen. Det karakteristisk nationale spiller en afgørende rolle i Janáčeks musik – i høj grad i de senere værker om end ikke som hos Bartók og Kodály baseret på en opsøgning og bearbejdning af folkesange, men med de musisk tjekkiske elementer, der kan genfindes i det tjekkiske sprogs rytme, dets forskellige karakteristika og dertil selve sprogets tone og -melodi, hvor endog ord i sig selv kan udformes som motiv og hvor sprogtonen flytter hverdagsliv til tragedie.

Derfor er Janáčeks operaer så stærkt forbundet med det tjekkiske sprog og muliggør, at de med udbytte og korrekt bør synges på tjekkisk, hvad der også bør gælde  opsætninger på udenlandske operahuse. Trods at dette fordrer betragtelig forberedelse og sproginstruktion af sangere og overbærenhed for publikums sprogøre, er det glædeligt at hans operaer har opnået en betragtelig og stigende interesse.

Et skæbnedrama

Skuespillet ”Stormen”, som dannede baggrund for 3. akts 2. scene, hvor Tichon og Katja søgte ly for uvejret, er ikke den eneste metafor for det skæbnedrama operaen blotlægger og som fik ekstra fokus med den 63-årige Janáčeks netop indledte og dybt passionerede forhold til den 15 år yngre Kamila Stösslová. Hun blev hans inspirationskilde her og i de efterfølgende operaer, der alle som Katja er med markante portrætter af stærke kvindeskikkelser samt en prostitueret i Dødens Hus’ fangelejr.

Flere metaforer dukker op som uvejret, Volga floden og musikkens karakter som en luende ild, der snart sender flammer til vejrs og lader dem falde til ro men i truende parathed. Også fra iscenesætterens side henviser mange indfald til Katjas og omgivelsernes indesluttethed, sociale uligevægt og et frigørelsesideal symboliseret ved den vingede engel, de mange nedhængende fuglebure som kendt fra Magrittes symbolistiske maleri og det minimalistiske off white interiør som udtryk for den renskurede illusion.

Beundringsværdigt niveau

Det vokale niveau er mere end beundringsværdigt alene det tjekkiske sprog taget i betragtning. Der er en glidende flugt i de mange ensembler eller musikalske samtaler. Egentlige arier og duetter forekommer ikke, men længere monolog-lignende fortællende passager og samtaler fremstilles i Katjas 1. akts erindringer fra barndommen, Boris og Katjas ”kærlighedsduet” fra 2. akt og Katjas lidenskabelige betroelser om selvmordsbeslutningen i 3. akt.

Det blev her de to, Gisela Stille og Gert Henning-Jensen, der stod i fokus i denne kunstnerisk store musikalske bedrift som i sin helhed vil stå som uforglemmelig og betydelig blandt senere operaoplevelser. Varvara, Olga Syniakova, og Marfa, Johanne Bock, gjorde fin fyldest i dobbeltfunktionen vokalt og scenisk. Orkestrets bidrag har særlig tyngde, hvor undertrykkelse af følelser, stemning og associationer udledt af instrumentationen bliver en samlet del af fortællingen, der som her med ord og det vokale bidrag forenes til operahelheden som den ubrydelige helhed.

Katja Kabanova bliver en lidenskabelig skæbnetynget historie om Katjas udlængsel fra et udsigtsløst liv, et mislykket ægteskab, undertrykkelse af den kolde dominerende svigermor, et dobbeltmoralsk ufrit bysamfund og skyldfølelse overfor utroskab mod sin mand. Det er mesterligt fortalt i ord og med psykologisk, dramatisk musik som ikke levner afslappet og forsonende idyl – derimod et krast og kantet familieopgør hentet fra det tjekkiske sprog, hvor Katja Kabanova udfolder sig som et kammerspil som Ingmar Bergman kunne have været med ind over. Janáček opnår med sit bud på skæbnefortællingen om Katja at tilføje operaverdenen sin pendant, som det er påpeget, til samtidens store litterære kvindeskæbner som Madame Bovary, Anna Karenina og Nora.

Katja Kabanova

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 18. september 2022

Musik og libretto: Leoš Janáček

Instruktion: Damiano Michieletto

Opsætning: Eleonora Gravagnola

Dirigent: Michael Boder

Scenografi: Paolo Fantin

Medvirkende:

Katja: Gisela Stille

Kabanicha: Johanne Bock

Boris: Gert Henning-Jensen

Tichon: Paul Curievici

Dikoj: Petri Lindroos

Kudrjasj: Jacob Skov Andersen

Varvara: Olga Syniakova

Kuligin: Palle Knudsen

Glasja: Ditte Errboe

Feklusja: Frida Lund-Larsen

Engel: Troels Kortegaard Ullerup

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor

Opsætningen på DKT er et samarbejde med Glyndebourne Festival.