På havnen i Kappen. Foto: Miklos Szabo / DKT

Alt det opera kan

Il Trittico på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Opera kan få os til at gyse, græde og grine, dog sjældent det hele under samme forestilling. Men det kan Puccinis Il Trittico:  jalousidramaet Kappen, den lyriske tragedie Søster Angelica og komedien Gianni Schicchi.

Jeg så ikke den Reumert-belønnede originalopsætning i 2013, men kvaliteten af genopsætningen på Operaen er bestemt også på prisniveau. Man kan vel gå ud fra, at Paolo Fantins scenografi og Carla Tetis kostumer er de samme som dengang, og mon ikke Marcin Lakomickis genopsætningsinstruktion er loyal mod Damiano Michielettos originale intentioner? Så den væsentligste forskel ligger nok i sangerholdet. Der er kun få gengangere fra tidligere, men lad os slå fast, at de sanglige præstationer er aldeles storartede. Operaen leverer selv de fleste af sangerne i de mange roller, og så er der til hovedrollerne indforskrevet tre gæstesangere, som jeg aldrig har hørt før, men som virkelig er (kommende) internationale stjerner. Og da der kun er få egentlige arier og soloscener, er det som ensembleopera denne forestilling skinner smukt – ikke mindst fordi Det Kongelige Kapel spiller så medrivende under chefdirigent Marie Jacquot, og fordi Operakoret både leverer smuk korsang i for- og baggrund og gode sangere til mindre roller.

”Betænk livets korthed og dødens vished”

Det gamle mundheld kunne godt være en overskrift over Michielettos/Lakomickis grundtanke med og røde tråd i de tre indbyrdes meget forskellige énaktere. Alle personerne vil gerne have noget ud af livet, men døden spiller dem et puds på forskellige måder. Et dødt barn er en fællesnævner i Kappen og Søster Angelica, og det tydeliggøres med et par små røde sko og noget legetøj som visuelt ledemotiv. Både skipperen Michele, der bliver morder, og Gianni Schicchi, der (af Dante) sendes i helvede for sit svindelnummer, må tage en dødssynd på deres kappe. Det er således ganske logisk, at Gianni Schicchi forlader scenen i samme kappe, som Michele bar i begyndelsen. Også at den chokerede og måske angrende Giorgetta transformeres til den ufrivilligt indespærrede, ”tvangs-angrende” nonne Angelica i overgangen mellem de to første enaktere.

De ganske naturalistiske containere i Kappen genbruges som nøgen klostercelle og sterilt vaskerum i Søster Angelica og – herligt tapetseret i Gianni Schicchi – som værelser i afdøde Buosos Donatis store lejlighed i Firenze. Det skaber en fin og virkningsfuld sammenhæng i den godt tre timer lange forestilling. Eneste ’mislyd’ er en dissonans mellem tekst og visualisering i Kappen, hvor Michele omtaler sig selv som en aldrende hån mod sin unge hustru (der ’derfor’ har taget en ung elsker). Det, man ser, er det omvendte: En ung, stærk Michele og et noget ældre elskende par. Men sangligt og psykologisk betyder det ikke så meget: det er ægteparrets sorgfulde fremmedgørelse for hinanden, der føder det lidenskabelige ønske om en ny nærhed og den deraf opståede dobbelte jalousi, med fatale konsekvenser.

Liflig solo- og ensemblesang

Der synges som allerede nævnt frydefuldt. Lad os tage de tre gæstesolister først. Basbaritonen Ariun Ganbaatar fra Mongoliet har en fantastisk flot stemme, klangfuld og nuancerig i alle registre, og han skaber en tragisk Michele, som man virkelig føler med. Sopranen Adriana González fra Guatemala er sublimt syngende og dybt rørende som den martrede Angelica. Den georgiske bariton Misha Kiria fylder som Gianni Schicchi scenen fysisk og vokalt med stor autoritet og masser af humor.

Flere af operaens ensemblesangere er med i to eller alle tre operaer. Sine Bundgaard synger smukt og skaber en troværdig figur som den på en gang sørgende og varmblodige Giorgetta – i fint samspil med Niels Jørgen Riis som den desillusionerede elsker Luigi. Desuden har Bundgaard en lille fin rolle som Nella i Gianni Schicchi. Hanne Fischer er en herlig ”klunser-kone” ved Seinen, en stramtandet abbedisse i klostret og en provinsdiva i Firenze. Louise McClelland Jacobsen, operaens nye sopranstjernefrø, er bedårende som Lauretta, indvarslet af en forelsket kvinde i Paris. Johanne Bock er den frysende kolde Fyrstinde, som driver Angelica til selvmord, og den skønt opstyltede Firenze-snob tante Zita. Jacob Skov Andersen danner med sine flotte tenor par med Louise McClelland, først som forelsket mand i Paris, så som Laurettas kæreste Rinuccio, der får Gianni Schicchi til tage sig af familien Donatis arveproblem. Kyungil Ko er den udslidte havnearbejder Talpa og den griske Simone i arve-komedien. Fine enkeltpræstationer leveres også af Christian Damsgaard som den fordrukne havnearbejder Tinca og Michael Kristensen som den forvirrede Gherardo Donati. Mange flere kunne nævnes: Unge sangerinder fra Young Artist Programme og Operaakademiet skaber fine figurer ud af de unge, undertrykte nonner og deres ”fangevogtere”.

Effektivt musikteater

Man kan altid diskutere, hvor godt en aktualisering af en klassiker fungerer. Jeg aner ikke, om der faktisk er container-terminaler ved Seinen, eller om der er samtidighed mellem et Gilead-lignende nonnekloster og Firenze anno ca. 1920? Gør det Søster Angelicas tragedie større, at vi som publikum her får at vide, at hendes søn slet ikke er død, og hendes himmelske tilgivelse nok er ren indbildning? Det er spørgsmål, der kan dukke op, hvis man kender værkerne godt. Men det forklejner ikke den effektive musikteateroplevelse, som Il Trittico er på Operaen. Og som kan nydes af både kendere og nybegyndere.

Il Trittico

Det Kongelige Teater

Set ved repremieren den 20. oktober 2024

Musik: Giacomo Puccini

Dirigent: Marie Jacquot

Iscenesættelse: Damiano Michieletto

Genopsætningsinstruktør: Marcin Lakomicki

Scenograf: Paolo Fantin

Kostumer: Carla Teti

Lysdesign: Allessandro Carletto

Korsyngemester: Steven Moore

Kappen

Libretto: Giuseppe Adami

Michele: Arium Ganbaatar

Giorgetta: Sine Bundgaard

Luigi: Niels Jørgen Riis

Tinca: Christian Damsgaard

Talpa: Kyungil Ko

La Frugola: Hanne Fischer

En gadesanger: Lars Bo Ravnbak

Forelsket kvinde: Louise McClelland Jacobsen

Forelsket mand: Jacob Skov Andersen

Søster Angelica

Libretto: Giovacchino Forzano

Angelica: Adriana González

Fyrstinden: Johanne Bock

Abbedissen: Hanne Fischer

Den opsynshavende søster: Cecilia Lund Tomter

Søster Osmina/novice: Line Juul Andersen

Novicernes lærerinde: Matilde Wallevik

Søster Genoveva: Louise McClelland Jacobsen

Søster Dolcina/lægsøster: Marlene Metzger

Første tiggersøster: Taya Lukashova

Anden tiggersøster: Åsne Sandegren

Lægsøster: Hanne Leonora Hollesen

Statistbørn

Gianni Schicchi

Libretto: Giovacchino Forzano

Gianni Schicchi: Misha Kiria

Lauretta: Louise McClelland Jacobsen

Zita: Johanne Bock

Rinuccio: Jacob Skov Andersen

Gherardo: Michael Kristensen

Nella: Sine Bundgaard

Simone: Kyungil Ko

Ciesca: Hanne Fischer

Marco: Don Huy Kim

Betto di Signa: Steffen Bruun

Spinelloccio: James Berry

Pinellino: Lasse Christian Bach

Guccio: Rasmus Ruge

Ser Amantio di Nicolao: Simon Schelling

Gherardino: Elliott Damm-Thom

Buoso Donati: Bo Thomas

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel