Greven af Luxembourg på Den Jyske Opera

Et glimrende ensemble synger ‘greven’ hjem. Anders Bach / DJO

Stor cadeau for egne kræfter

Af Peter Wang

******

”Den er da noget anderledes end den, vi så engang…”, meddelte herren bag mig i pausen til sin hustru, ”…den er vist mere moderne”
Ordet ’moderne’ har – ikke mindst i musikdramatikken – fået mange forskellige betydninger lige fra det nøgternt konstaterende ’nutidige’ eller ’tidssvarende’ til det stærkt værdiladede ’destruktive’. Det var svært ikke at fornemme begge betydninger i den noble herres bemærkninger.
Måske er det lidt langt ude, men på hjemvejen fra forestillingen dukkede skandalesagen med den ”sænkede” buste af Frederik V pludseligt op i mine tanker. Fælles for denne og Den Jyske Operas Greven af Luxembourger i hvert fald, at de begge er dekomponerede, dvs. ituslåede i deres helhed og samlet på ny måde.
Chefen, Philipp Kochheim, beskriver det selv på følgende måde i det lille programhæfte:
”Lad os for en kort stund forestille os, at opera- og operettehistorien er en kæmpe bygning, et storslået palads med tusindvis af sale, værelser, gange og kældre. Forestil dig, at hvert eneste værk, der nogensinde er komponeret de sidste 500 år, ejer et af disse rum. Og der for enden af en lang, skyggefuld gang i kælderen, finder vi et næsten glemt værelse med titlen Greven af Luxembourg. Når vi forsigtigt åbner døren, støder vi på høje reoler med støvede hylder fuld af rekvisitter, der er ved at rådne op, og kostumer, der bliver ædt af orme.
Når karaktererne er alene, og ingen lægger mærke til dem, vækkes de til live og repeterer deres sange, slapsticks og dialoger, de øver deres dansetrin og opsummerer plottet af frygt for at glemme det.
Lad os kigge igennem nøglehullet og dele deres minder”.
Og det er så det, vi gør i forestillingens første tre kvarter. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om ideen: Det er, som om der på forhånd tages afstand fra værket som noget forældet kitsch og at denne afstand dernæst søges forkortet ved at gøre tilskueren til en lurende voyeur af kunstnernes back-stage-liv.

 

Studenterspex dur ikke
I min musikkulturelle optik er opera-scenernes hovedopgave at servere genrens klassikere i fremragende opførelser og ikke at lave studenterspex med produkter, der allerede er gnavet til pølsefars af tidens tand.
Om man ligefrem er i konflikt med markedsføringsloven skal jeg lade være usagt, men den del af publikum, der er kommet for at forlyste sig med Franz Lehárs smægtende schlagere, er nok en lille smule skuffet, selvom de i tilgift fik et par strofer af Cho-Cho-San alias Madama Butterfly, af Mimì fra La Bohème, en berømt takt af Tristan-forspillet, Rossinis ”Wilhelm Tell-ouverture”, musik spillet efter et partitur vendt på hovedet og andet bavl i stil med DR’s fjogede musikquiz.
Men ”Chacun à son goût”, og Den Jyske Opera er selvfølgelig ikke forpligtet af mine værdinormer; men jeg vil dog anbefale, at man holder godt øje med reaktionerne hos publikum og de aftagende musik- og teaterforeninger.
De optrædende har det sikkert sjovt på scenen, men at dømme efter tilskuerrummets spagfærdige pligt-latter nåede skæmtsomheden ikke rigtigt ud over rampelyset. Man kunne da også konstatere en mindre udsivning i pausen.
Der skal til gengæld lyde en stor cadeau til Den Jyske Opera for at gennemføre en forestilling med egne kræfter, og dermed give de dygtige korsangere en mulighed for at udfolde sig som solister og skuespillere, hvilket de klarede glimrende. Ingen nævnt, ingen glemt.
Alt i alt en meget blandet forestilling og fornøjelse. I den sidste halve snes år har der været flere gode grunde til at give Den Jyske Opera førertrøjen i dansk musikdramatik. Den skulle de gerne beholde lidt endnu.

Greven af Luxembourg
Den Jyske Opera
Set fredag den 11. marts 2022

Komponist: Franz Lehár
Libretto: Alfred Willner, Robert Bodanzky og Leo Stein.
 
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Instruktør: Philipp Kochheim
Scenografi og kostumer: Barbara Bloch
Lysdesigner: Anders Poll
Oversætter: Jacob Beck

René, greven af Luxembourg: Joan Ribalta
Angèle Didier, sangerinde: Birgitte Mosegaard Pedersen
Juliette Vermont: Estrid Molt Ipsen
Armand Brissard, kunstmaler: Jens Jagd
Fyrst Basil Basilowitch: Morten Wang
Grevinde Stasa Kokozow: Annette Dahl
Pélégrin: Erik Bekker Hansen
Mentschikoff: Thomas Christian Sigh
Pawlowitsch: Andreas Winther
Harlekin: Birgitte Skarby Riddell
Geneviève: Pernille Stolting-Madsen
Sidonie: Bolette Bruno Hansen
Gualtier: Jens Bové
Henri: Carsten Gottholt Hansen
Coralie/Suffløse: Hanne Hohwü Houmøller
Anatole: Lars Fentz Krogh
Linetta: Lina Valantieju
Françoise: Eline Denice Risager
Didi: Sine Algreen Møller
Charles: Jani Kyllönen
Robert: Al Dresden Ramos

Aarhus Symfoniorkester