Ania Jeruc (Giovanna), Bror Magnus Tødenes (Carlo). Foto: Jonas Persson / Malmö Opera

Lidenskabelig, men løjerlig

Giovanna D’Arco på Malmö Opera

Anmeldt af Anne Holm

******

Da Verdis Giovanna D’Arco havde premiere i 1845 blev den umiddelbart godt modtaget. Publikum var begejstret, og de kommende 20 år blev operaen opført med succés i flere byer i Italien. Siden ebbede det ud.

Anmelderne var ikke helt så begejstrede som publikum. Modtagelsen af Verdis syvende opera var blandet. Nogle syntes, at passager i den var noget af det bedste, Verdi havde komponeret. Andre syntes ikke, at operaen var god. Ikke mindst fik Temistocle Soleras libretto en hård medfart – nogle mente, at den lå lige lovlig tæt på kilden til inspiration, Schillers skuespil ”Jomfruen fra Orleans” fra 1801, mens andre syntes, at figurerne i operaen var endimensionelle, uden psykologisk dybde.

Efter at have set den nye opsætning i Malmö – som er førsteopførelsen i Norden – kan denne anmelder egentlig godt forstå det hele. Både hvorfor publikum var begejstret – det var de også i Malmö – og hvorfor andre var mere skeptiske. Og måske også hvorfor operaen kæmper med at finde en plads i et nutidigt operarepertoire.

Kammeropera med engle

Giovanna D’Arco er en kammeropera, der bygger på historien om Jeanne D’Arc – teenageren, der oplevede, at hun blev kaldet af guddommelige stemmer til at gå i krig for Frankrig under 100-årskrigen mod England fra 1337 – 1453, og som stod i spidsen for befrielsen af Orleans i 1429.

I 1430 blev hun taget til fange af englænderne og stillet for en gejstlig domstol. Hun blev dømt for kætteri og brændt på bålet som 19-årig i 1431. Senere blev hun ved en anden retssag i 1456 erklæret uskyldig og rehabiliteret, og i 1920 blev hun kanoniseret som helgen. Allerede inden da havde hun opnået status som Frankrigs nationalhelgen.

I Verdis og Soleras opera er Jeanne blevet til Giovanna, som hører stemmer og i drømme bliver kaldet til at gå i krig af en engel. Hun føler kaldet meget stærkt og er fortvivlet over, at hun som kvinde ikke bare kan blive soldat og kæmpe for sit land.

Giovanna står mellem to mænd. På den ene side den franske kronprins Carlo, som skal krones til konge, men som mest er stemt for at overgive sig til englænderne og opgive kronen. Han er i en drøm blevet bedt om at kapitulere af jomfru Maria – nu løber han ind i Giovanna og bliver grebet af hendes kampgejst og tro på sejr – og bliver desuden forelsket i hende, følelser hun afviser, fordi hun har svoret, at hun vil vedblive med at være jomfru.

På den anden side af Giovanna står hendes far, som elsker sin datter, men som er bange for, at hun har indgået en pagt med djævelen og derfor forråder hende overfor englænderne. En handling, han fortryder, da det går på for ham, at hun virkelig er ren af hjertet og tro overfor Gud – hvorpå han hjælper hende med at flygte, så hun kan gå i krig og kæmpe mod englænderne igen.

I modsætning til virkelighedens Jeanne D’Arc dør Soleras Giovanna ikke på bålet, men bliver hårdt såret på slagmarken og dør, hvorefter hun stiger til himmels, mens englene synger om frelse og sejr, og dæmonerne – som også har været på spil – synger om, at de har tabt spillet om Giovannas sjæl.

Og måske er det hele denne lidt overspændte handling, der gør, at denne anmelder finder operaen lidt løjerlig. Spørgsmålet om, hvorvidt en ung kvinde er blevet kaldet af engle, eller bare er religiøst overspændt (eller er en heks!) virker temmelig utidssvarende. Og en kærlighedshistorie mellem den kommende kong Charles og Jeanne D’Arc melder historien ikke om – her forholder Soleras sig temmelig frit til de fakta, man har. Han forvandler så at sige fortællingen om en krigerkvinde, der vinder store sejre og bliver brændt på bålet som kætter, til et trekantsdrama med engle og en happy ending i form af en opstigning til himmels.

Musikken redder det hele

Det, der redder operaen som opera og forestillingen i Malmö, er en vidunderlig musik og nogle formidabelt engagerede og dygtige sangere.

Bortset fra at der indimellem går byorkester med rigeligt meget trut og da capo i den, så er Verdis musik i lange passager lyrisk, næsten sart, og inderlig. Der er steder, hvor koret eller én sanger synger ledsaget af kun et eller to instrumenter, og der var passager, hvor dirigenten sænkede armene og lod en sanger synge frit, med tid til en personlig fortolkning af en afsluttende strofe. Er man stemmeglad er det ren salighed.

I Malmö synges Giovanna af den polske sopran Ania Jeruc, som synger og fylder rollen med lidenskab, fortvivlelse, glæde, dyb tro, kærlighed, krigslyst – alle de følelser, man kan forestille sig, Giovanna rummer. Hendes stemme er intens, og hendes fremtræden gribende.

Kronprins Carlo synges af den norske tenor Bror Magnus Tødenes – og selv om figuren egentlig ikke er særlig sympatisk, lidt fej og skvattet, så fatter man sympati for manden – alene af den grund at Tødenes’ stemme er så velklingende.

Giovannas far, Giacomo, synges af den svenske baryton Fredrik Zetterström, der synger med ro, autoritet og fylde – og tilsammen klæder de tre stemmer hinanden vel, det er bare ren nydelse at høre dem synge.

Store korpartier er der også, og scenografen Leslie Travers har forstået at bruge koret, så det ikke bare er en oplevelse for øret, men også for øjet. Scenen i Malmö er bred, men ikke dyb, og det har Leslie Travers udnyttet til at skabe en panoramisk scenografi med et bjerglandskab, der ændrer sig hele tiden, nærmest umærkeligt, og danner en dragende baggrund for de tableauer, operakoret og solisterne danner på scenen. Giovannas forbindelse til himlen skabes af en ”dobbeltgænger”, en engel, der går rundt i loftet med hovedet nedad – det er gammeldags hokuspokus teatermagi af allerbedste skuffe.

Så der er ingen grund til ikke at tage til Malmö og opleve Giovanna D’Arco. Den opføres sjældent, musikken er vidunderlig, opsætningen er en fornøjelse for øre og øje – og så må man bare bære over med – og måske le lidt af – Soleras løjerlige libretto.

Giovanna D’Arco

Malmö Opera

Set ved premieren den 12. oktober 2024

Komponist: Giuseppe Verdi

Libretto: Temistocle Solera

Instruktion: Philipp M. Krenn

Dirigent: Daniela Musca

Scenografi og kostumer: Leslie Travers

Lysdesign: Alessandro Carletti

Videodesign: Douglas O’Connell

Giovanna: Ania Jeruc

Carlo: Bror Magnus Tødenes

Giacomo: Fredrik Zetterström

Talbot: Gustav Johansson

Delil: Tor Lind

Akrobat: Andrea Hilario

Malmö Operakör

Malmö Operaorkester