For hulan – Puccini!

La Bohème på Det Kongelige Teater (repremiere) 

Af Kim Reich

******

Der er alt for mange folkeforførere i denne verden, men når det gælder Giacomo Puccini underkaster man sig gerne, for ingen kan som han fremmane en trussel eller lade den fineste musik understøtte et øjebliks lethed på scenen. Hans virtuositet spænder fra ørehængende arier og de mest lyriske duetter til Scarpias frygtindgydende ledemotiv i Toscaog det mørke næsten diskrete anslag, da Mimì dør i sidste akt af La Bohème.
Først bemærker Rodolfo det ikke, for han er lige gået væk et øjeblik, mens hans elskede hviler sig. Hans venner ved, hvor det bærer hen og en for en går det op for dem, at hun er væk. Først i dét øjeblik kommer den forelskede tilbage fra sin lille drømmestund, hvor han har stået og kikket ud over Paris, og vi sidder alle med livet i hænderne og nærmeste Kleenex. For hulan hvor er det godt fundet på og komponeret!
Elisabeth Lintons opsætning på Det Kongelige Teater, der havde premiere for to år siden, har fine elementer i scenografien. Overgangen fra den fattige lejlighed i første akt til julefesten på Café Momus i anden akt med hele udtrækket af kor, solister, børn og tambourkorps samt ikke mindst masser af lys og glade dage er sublimt.
Mimì og Rodolfo holder sig lidt i baggrunden i egen fortrolighed som det nyforelskede par, mens den gamle notar Alcindoro gør sin entré sammen med sin (tror han) ganske temperamentsfulde og meget ombejlede Musetta. Sten Byriel har sunget mange fine karakterroller på det sidste. I Thomas Adès’ The Exterminating Angelvar han lægen, der tonsede rundt for at helbrede, og gjorde det mere end fortræffeligt. Her er han ved at gå op i limningen over Sofie Elkjær Jensens ’sammenbrud’. Ingen aner på dette tidspunkt, hvor empatisk et menneske hun, Musetta, i virkeligheden er.

Paris i december

Sidste akt er efter et mellemspil på gaden henlagt til et tag med udsigt over byernes by med både Eiffeltårnet og det hele, og det skaber en ganske særlig stemning i forhold til fortællingen, men virker knap så realistisk al den stund det er vinter og dermed koldt. De fire studerende, der bor sammen, har dog en fest på taget med fisk, lidt brød og noget vin, men så dukker Musetta op gennem taglemmen med den stakkels afkræftede ì, der allerede på dette tidspunkt er døden nær. Hun bliver omsorgsfuldt lagt på et tæppe under åben himmel og intet ville have været mere naturligt end at Colline havde lagt sin tunge vinterfrakke over hende i stedet for at overgive den til flammerne, som musikeren Schaunard holder i gang i en gammel tønde for at de kan holde varmen.
Ved denne opførelse var Cristina Pasaroiu, tynd af statur, nærmest reinkarnationen af den tuberkuloseramte syerske. Hun sang udmærket uden at være prangende, mens Gert Henning-Jensen, der stadig er så ung og adræt, så man tror det er løgn, var en stemmemæssigt lidt anstrengt Rodolfo. Gisela Stille og Niels Jørgen Riis, der alternerer i rollerne, sang også for to år siden.
Jens Søndergaards prægtige stemme og udsøgte kropssprog var en fortrinlig Shaunard, Kyungil Ko’s arie til sin frakke så smuk som kun en filosof kan synge den og David Kempster en glimrende Marcello. Marius Stieghorst dirigerede Det Kongelige Kapel som gjaldt det livet og de kan, som vi ved, deres Puccini til fingerspidserne.

Set den 23. oktober 2018.