Her er vi vist Downstairs. Foto: Camilla Winther / DKT

Upstairs & Downstairs

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Den engelske skuespiller, Dame Maggie Smith, der døde forleden, var verdensberømt (selvom Politiken forsøgte at mene noget andet), inden hun fik rollen som Violet Grantham i tv-serien ”Downton Abbey”, men virkelig elsket var hun først, da hun havde legemliggjort enkegrevinden med den skarpe tunge og den bidende ironi. Tower Bridge og andre centrale bygninger i London var belyst med violet lys til hendes ære, da nyheden om hendes død nåede verden.

 ”Downton Abbey” og også ældre serier som ”Upstairs, Downstairs”, som nogle måske husker, belyser epoken, hvor adelens sidste glans af privilegier fra feudaltiden blegnede bort. Privilegierne havde imidlertid været døende længe, hvor bekendt tv-seere verden over end er med tiden omkring Første Verdenskrig. Allerede sidst i 1700-tallet, på Mozarts tid, vaklede fodfæstet under adelstanden, og blot fem år efter premieren på Pierre Beaumarchais’ komedie ”Figaros bryllup” og tre år efter Mozarts opera baseret på samme komedie, brød Den franske Revolution ud.

Selvom Mozart og hans librettist Lorenzo da Ponte tog brodden ud af Beaumarchais’ provokerende drama, inden de omsatte den til opera, vidner denne stadig om en tid med overklasse og underklasse, hvor nogle måtte arbejde, slide for livets ophold, og andre havde frihed til at gøre, som de ville – og gøre med dem under dem, som de ville. Det ændrer alle kærlighedsintrigerne, karakterernes psykologiske dybde og falden-på-halen-komikken i operaen ikke ved, og det er – bogstaveligt talt – grundlaget for Anne Barslevs nye iscenesættelse på Den Kongelige Opera, hvor premieren den 6. oktober var opførelse nr. 795.

Subtil scenografi

Scenograf Rikke Juellund har skabt en trappescenografi i fire niveauer, og her udspiller hele handlingen sig. Den er ikke en ramme eller et skema presset over operaen (det kunne nogle instruktører have fundet på, men ikke Barslev). Karaktererne kan frit bevæge sig rundt, de holdes ikke fast, for begærlige og ambitiøse er de, men niveauerne minder hele tiden om, at der er forskel, at der er et oppe og et nede, og de kan komme helt ud på kanten, hvorfra de ikke kan komme længere.

Det gælder socialt, men det gælder også mentalt. Barslevs instruktion har et skarpt blik for karakterernes psykologi, og at alle – høj som lav – kan være nede eller være høje. Mozart er en del af Sturm und Drang-perioden. Det er voldsomme følelser, der får tag i karaktererne, og heri opstår komikken, men den bunder i alvor: Greven er kolerisk, og hans lussinger sidder løst. Alligevel ler man højt, da hans frustrationer – efter at planen om, at Marcellina skal ægte Figaro, er gået i vasken – går ud over en sagesløs Don Curzio. Grevindens melankoli synes en forkælet overklassetøs’ kedsomhed, for den stikker ikke dybere, end at hun hurtigt lader sig distrahere af Cherubino, og hun har meget lidt tålmodighed med Susanna under påklædningen. Figaros jalousi er så udtalt, at man må overveje, om hans hævnplaner er drevet af idealistisk retfærdighed eller af personlige grunde.

Detaljerne er mange, og humoren gennemsyrer gudskelov alt; det er ikke bare en tænksom, filosofisk opsætning. Astrid Lynge Ottosens kostumer mimer rokokomoden, men er overdrevne, så bare synet af karaktererne vækker latter: Opkomlingen Bartolo har kalvekrøs på hele brystet, så den skjuler hans udsyn, og han vælter op ad trappen og må trøste sig med piller fra den medicintaske, som han – ganske som Kjeld i Olsen Banden – konstant bærer rundt på. Marcellina har højt hår som en cheerleader, grevinden er i tyl og fjer – så har hun behændigt et skriveværktøj i kraven – og greven har nok pailletter på kjoleskøderne, men han har en svaghed for store værktøjer (som han ikke kan finde ud af at bruge) og smider gerne skjorten, når han rigtig skal tage fat! Han søger af samme grund trøst hos Antonio, når verden er ham imod. Basilio går med paryk à la toiletruller, så han er forståeligt nok ikke til at skyde igennem, da han griber brudebuketten i tredje akt. Publikum tager det varsel med et gran salt!

Sangerfest

Sangerne kan ikke bare spille skuespil, de kan – meget passende i en opera – også synge. Det er en velsignelse, at Den Kongelige Opera igen råder over et ensemble, der kan besætte Mozart-operaer, så man ikke går til en opsætning med bævende hjerte og tænker, om det nu bærer eller brister. Her bærer de alle som en.

Ny i ensemblet er barytonen Theodore Platt, der synger grevens tenor med lige så stor agilitet og styrke, som han agerer. Sofie Elkjær er som sagt yndigt pjanket og stædig som grevinden, men hendes sopran forlener partiet med en kvindes eftertænksomhed, der er betagende! Clara Cecilie Thomsen giver Susanna den søde, ægte djærvhed, partiet fordrer – ren velklang – og Henning von Schulman imponerer i titelpartiet i sin arie i fjerde akt. Morten Staugaard er en prægtig Bartolo, Antti Mähönen en imposant Antonio, Fredrik Bjellsäter en fremragende Basilio, og Cecilia Lund Tomter et mirakel af skønklang og overskud som Marcellina. Man må udstede et stille hjertesuk over, at de to sidstnævnte snydes for deres arie i sidste akt… Sidst men absolut ikke mindst er Nina van Essen intet mindre end en triumf som Cherubino! Hendes klare, sølvglinsende mezzosopran glimter og tindrer; den stråler og overstråler dermed alle, selvom alle er fremragende, og forestillingen er ren sangerfest.

Sangerne understøttes kun af Det Kongelige Kapel under Nicholas McGegans ledelse. Han har til lejligheden gravet noder frem, som Haydn skrev til en opsætning af Figaros bryllup (som ikke blev til noget, fordi fyrsten døde) på slottet Esterházy, og som fortæller en del om opførelsespraksis på Mozarts tid. Man var ikke bange for at ændre på noderne, lægge til eller trække fra, udelade en arie eller forkorte, og i denne opsætning hører man triller og toneornamenteringer, man måske ikke kender fra indspilninger eller tidligere opsætninger, men som viser, at opera er en levende kunstart. Barslev viser det med sin instruktion, McGegan med sin direktion og sit forarbejde i arkiverne, og når der i enkelte, korte passager – sandsynligvis er det premierenerver, eller også høres lyden fra scenen og graven forskudt i parkettet – er uoverensstemmelser i tempo mellem musikere og sangere. Blændende solospil og fornem strygerklang kompenserer i overmål herfor.

Djævlen i detaljen

Mangler der noget? Der er så mange detaljer, at man helst må se forestillingen mere end en gang – jeg må i alt fald! – og skulle man synes, at finalen mangler et coup de theâtre, fordi karaktererne er så egensindige, at fest og fordragelighed ikke er løsningen, så ligger også dette subtilt i detaljen: Grevens og Basilios forsøg på at hjælpe den dånende Susanna er tydeligvis et overgreb, det behøver ikke mejsles ud i #metoo-rubrikker for publikum. I finalen er alle umiddelbart lige, men vi ved, at det ellers ikke er tilfældet, og fra begyndelsen har umælende, tjenende ånder, der fejer og vasker og slæber, mindet os om, at hele pyramidescenografien hviler på skuldrene af nogen, der skjuler sig i røgen fra de nedre, usynlige regioner. Allerede under ouverturen følger vi en højgravid tjenestepige, der skurer og skrubber, og som forgæves forsøger at få greven i tale. Hvorfor mon? Under den festlige finale sættes hun på porten og synker fortvivlet sammen på trappens absolut laveste trin.

Desuden genfinder vi stadig disse skel i verden omkring os, hvor meget end politikere i regering og opposition forsøger at bilde os ind, at vi er lige. Et par rækker bag undertegnede sad denne eftermiddag lederen af et politisk parti i oppositionen, og det er svært ikke at tænke på, om Operaen er for elitær og finkulturel til Statsministeren endsige Vicestatsministeren eller Udenrigsministeren? Også selvom dette er en ret ligefrem, festlig og folkelig opsætning! (Måske for folkelig til visse?) Regeringen har i alt fald fremsat et forslag til en reform af ungdomsuddannelserne, der vil resultere i større klasseskel, i et A- og et B-hold: Én uddannelse for dem, der kun kan læse og én anden uddannelse for dem, der kun kan bruge hænderne. Så bliver magten kun sværere at sige imod. Hvor er fællesskabet, samarbejdet, respekten for hinanden og bestræbelsen på at forbedre sig i det forslag? Barslev har svaret: Oprøret må komme nedefra. Leve revolutionen! Leve Anne Barslev!

Figaros Bryllup

Det Kongelige Teater

Set ved premieren i Operaen den 6. oktober 2024

Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart

Libretto: Lorenzo da Ponte

Dirigent: Nicholas McGegan

Instruktør: Anne Barslev

Scenograf: Rikke Juellund

Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen

Lysdesigner: Ellen Ruge

Koreograf: Sara Ekman

Korsyngemester: Steven Moore

Grev Almaviva: Theodore Platt

Grevinden: Sofie Elkjær Jensen

Susanna: Clara Cecilie Thomsen

Figaro: Henning von Schulman

Cherubino: Nina van Essen

Marcellina: Cecilia Lund Tomter

Bartolo: Morten Staugaard

Basilio/Don Curzio: Fredrik Bjellsäter

Antonio: Antti Mähönen

Barbarina: Annika Beinnes

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor