Figaros bryllup i Malmö
Figaro – Henning von Schulman . Foto: Martin Paulsson / Malmö Opera
Forfriskende traditionel
Anmeldt af Pia Fossheim
******
Malmö Operas Figaros bryllup er forfriskende traditionel. Den er en repremiere, iscenesat i 2016 af den tyske instruktør Peter Stein, for hvem det har været vigtigt at følge de intentioner, som Mozart og Beaumarchais – på hvis skuespil handlingen er baseret – havde.
Derfor foregår denne opsætning i 1780’erne i den tid, hvori operaen er skabt. Det er ifølge Stein den mest interessante periode i Europas historie – oplysningstiden lige inden den franske revolution. Den foregår i Sevilla, og der danses sevillanas til bryllupsmusikken i 3. akt, flot udført af alle medvirkende med koreografi af Katarina Sörenson, som også har stået for instruktion af genopsætningen.
Scenografien er skabt af Ferdinand Wögerbauer, som i interiørerne har taget udgangspunkt i gravurer fra uropførelsen af Beaumarchais’ skuespil i 1784. Havescenen i 4. akt er skabt ud fra den samtidige filosof Diderots tanker om en symmetrisk havearkitektur med arkader og pavilloner.
Kostumerne følger moden fra 1780’erne.
Vi er altså langt fra en moderne udgave af Figaro, der for eksempel kan foregå i et fitnesscenter eller på Manhattan i 1930’erne. Denne opsætning ligner noget, vi har set før. Men det er hverken kedeligt eller forlorent!
Uforstyrret nydelse
Man skal altså ikke bruge tiden på at tolke de anakronismer, der kan forekomme i regi-opsætninger. Man kan koncentrere sig om den spøg og skæmt og de erotiske forviklinger, som var trenden i samtidens teater. Og det foregår på scenen, hvor de medvirkende agerer naturligt og ubesværet, men især findes det i musikken, som både kan fange det lette og underfundige – og skildre de følelser, som personerne oplever. Det er Mozarts musik, der har hovedrollen i denne forestilling.
I stedet for det traditionelle cembalo akkompagneres recitativerne på hammerklaver af Magnus Fryklund, som af og til forvilder sig ud i strofer fra senere tiders ørehængere. Han dirigerer samtidig orkesteret med det livlige overskud, som stykket kræver.
Alle de medvirkende sangere er gode i deres roller. Henning von Schulman har både myndig stemme og udstråling som helten Figaro. Hans Susanna er Maria Chabounia, som på samme tid er skælmsk og jordnær. Kartal Karagedik er greven, der kommer til kort i spillet; hans grevinde synges af Verity Wingate, hun er værd at lytte til! Cherubino, som plejer at være en bukserolle, synges med bravur af en ung mandlig sanger, Adrian Angelico.
Og i disse #MeToo tider fik Ivonne Fuchs selvfølgelig stort bifald for Marcellinas arie i 4. akt.
Malmö Operas Figaro er en dejlig og moderne udgave af et af operagenrens helt store mesterværker, der fortjent ved repremieren fik stående ovationer.
Figaros bryllup
Malmö Opera
Set ved repremieren den 10. december 2022
Musik: Wolfgang Amadeus Mozart
Libretto: Lorenzo da Ponte
efter Beaumarchais’ komedie
Dirigent: Magnus Fryklund
Instruktør: Peter Stein
Genopsætning og koreografi: Katarina Sörenson
Dirigent og hammerklaver: Magnus Fryklund
Scenografi: Ferdinand Wögerbauer
Kostumer: Anna Maria Heinreich
Lysdesign: Joachim Barth
Figaro: Henning von Schulman
Susanna: Maria Chabounia
Grev Almaviva: Kartal Karagedik
Grevinde Almaviva: Verity Wingate
Cherubino: Adrian Angelico
Doktor Bartolo: Lars Arvidson
Marcellina: Ivonne Fuchs
Don Basilio: Martin Vanberg
Don Curzio: Staffan Lindberg
Antonio: Ola Heinpalu
Barbarina: Frederikke Kampmann
Malmö Operakor
Malmö Operaorkester