Et maskebal uden masker

Flagermusen på Den Kongelige Opera

******

Af Kim Reich

Det Kongelige Teaters udgave af Flagermusen var et flop. Det var de fleste kritikere enige om efter premieren på Peter Langdals opsætning i 2006. Nu har der så lørdag den 24. november 2018 været repremiere med et ny cast og jeg må indrømme, at også jeg mødte op lidt farvet af oplevelsen sidst, som i min erindring forekom uden charme.
Nu er forventninger til for at blive indfriet, men de kan også stå i vejen for en god oplevelse og det gjorde de her, fordi tiden i en vis forstand har været med Peter Langdals og ikke mindst scenografen Mia Stensgaards storkøkken og fine toilet, hvor en væsentlig del af handlingen er henlagt. Vi vil jo helst se de flotte rober og skønne balscener, hvor alt og alle tager sig ud, men er det ikke bare et glansbillede af virkelighedens verden? Strauss-dynastiet levede på en tid, hvor det at gå til bal i Wien var mere end overdådigt, men saftighederne var henlagt til sidegemakkerne og måske endda til toiletterne, som Stensgaard har lavet lige så flotte som de gode, gamle underjordiske af slagsen, som Københavns Kommune overvejer at lukke.
Så der er grund til at fejre denne form for installationskunst om end Prins Orlovskys bal blegner en anelse og figurerne bliver lidt krampagtige, hvor de skulle være erotisk blødgjorte. Det er den store fest set bagfra – ganske som DKT selv med Rigoletto og Den Jyske Opera med Carmen har vist os livet på bagsiden.
Det problematiske er i det konkrete tilfælde, at den charmerende optakt fra 1. akts soveværelse glider over i noget mindre erotisk og dermed mindre forførende. Figurerne bliver klichéer, hvor de i starten var ganske velspillede parodier på, hvordan vi mennesker er – fra den mest irriterende elsker og sødeste, udspekulerede stuepige til Rosalindes smukke, modne kvinde med alle sanser i behold og den noget bleglystne ægtemands forsøg på at være – ja, en ægte mand. Vi er her i selskab med en komedietradition, som nok er lidt nærmere de gamle tyskfødte Arnold & Bach farcer, som vi husker dem fra ABC Teatret end italiensk commedia dell’arte.

Kunsten at more sig

Det gode ved opsætningen er, at ensemblet viste, at de mestrer kunsten at more sig. Alle replikker sad lige i skabet og Ann Petersen var en yderst attråværdig Rosalinde med en ganske forførende stemme. Michael Kristensen fik en sjov figur ud af von Eisenstein, mens Dénise Beck var en herlig, uskyldsren Adele. Og ingen kan være en så irriterende italiensk tenor og selvforstærkende førsteelsker som den utroligt adrætte Gert Henning-Jensen, der har tilpas megen selvironi til at melde sig ind i kampen om den smukkes gunst med en strategisk velplaceret bamse.
Jens Søndergaards fængselsinspektør – med en stærk, men ikke urimeligt karikeret jysk betjentaccent – som taget ud af det nu hedengangne danseetablissement Exalons faste korps af udstationerede betjente efter fyraften. Stedet gik under navnet Station 10 og ingen kan som Søndergaard aflevere den store replik: ”Hvad foregår her”, så man helt frivilligt længes efter Aarhus med bolle-å.
Også Morten Eisners mimik og slapstick er modnet med årene, så den indlagte rolle som kok blev en fin forsmag på det næsten poetiske indslag, hvor fængselsbetjent Frosch har en godmodig infight med en stædig stumtjener.
Flagermusen er på flere planer et oplæg til skæg og ballade, og den var det Kongelige Kapel også med på. De er i topform for tiden og spillede med glød. Robert Houssart forløste glimrende Johan Strauss’ den Yngres formidable partitur.

Spændvidden er stor

Måske er Langdals komisk frivole opsætning, der desværre går lidt på akkord med det pikant-erotiske maskebal, ikke alles kop the og skal jeg dryppe en anelse malurt i bægeret, så var Hanne Fischer som Prins Orlovsky og Susanne Resmarks dristige forsøg som dr. Falke ikke lige i skabet om end vi jo ved, hvad de kan og står for – førstnævnte fik Operaens Venners Pris sidste år for rollen som nonnen i Dead Man Walking. Således er spændvidden stor, når det gælder ensemblet på Operaen og de lysende talenter fra Operaakademiet, der står på spring – her Frøy Hovland Holtbakk som dansemusen Ida.
Operetterne er overalt på vej tilbage i repertoiret på de store og små operascener og godt for det. For det første er det tydeligt, at de medvirkende nyder at folde sig ud med lidt tant og fjas, og for det andet er de musikalske udfordringer i Opera Buffé – genren ikke mindre krævende – især ikke, når man skal tage sig ud og gøre sig til undervejs.
Skal teatret have et enkelt ord med på vejen, så var den lange introduktion til repremieren noget løs i kanten. De medvirkende fra scenen og pianisten gjorde det godt, men den ukendte (hun præsenterede sig ikke) var langt hen ad vejen uden den nødvendige kontakt med alle, der var kommet for at høre nærmere. Det dur bare ikke at stå med en mikrofon og et manuskript, men foyeren er heller ikke det mest oplagte sted, hvor publikum skal i cafe og garderobe.

Og så skal det bemærkes, at der er to hold sangere på Flagermusen, så du kan sagtens møde den i et andet udtryk end her beskrevet. Forestillingen spiller frem til den 3/3 2019.