Elektra (Lise Lindstrom) og Chrysotemis (Elisabet Strid). Foto: Miklos Szabo / DKT

I de store følelsers vold

Anmeldt af Anne Holm

******

Kan man elske og sørge og hade så meget, at man går tabt i sin sorg og hævnlyst, og bliver vanvittig?

Kongedatteren Elektras far, Agamemnon, er blevet myrdet af sin kone, Klytaimnestra, og hendes elsker, Aigisthos, og Klytaimnestra har sendt sønnen, Orestes, væk af frygt for, at han skal hævne sin fars død. Elektra og hendes søster, Chrysotemis, bor stadig hos moderen og stedfaderen. De er nærmest spærret inde på det kongelige slot. Elektra fantaserer ikke om andet end at hævne faderens død og slå sin mor og stedfar ihjel. Søsteren ønsker bare inderligt, at Elektra kan give slip på sin sorg og sin hævnlyst, så de begge kan blive frie. Chrysotemis drømmer om at blive gift og få børn.

Men så let går det ikke i Richard Strauss’ og Hugo von Hofmannsthals opera Elektra. Her går det helt galt. Elektra kan ikke give slip på sorgen og hævnlysten, hun VIL have hævn – og det får hun. Broderen Orestes vender hjem og slår deres mor og hendes elsker ihjel. Ulykkeligvis forløser det ikke Elektra. Hun er faret helt vild i sine voldsomme følelser, og den sejrsdans, hun har drømt om at danse på mordernes grav, bliver hendes dødsdans.

Inden det når så vidt, har publikum måttet igennem en 105 minutter lang rejse i Strauss’ voldsomme, monumentale udladning af et musikstykke, der ikke lader én eneste af hovedpersonernes følelser være uudtrykt. Båret af von Hofmannsthals tekst, der er et poetisk-lyrisk mesterstykke, får de tre kvinder, Elektra, Chrysotemis og Klytaimnestra, udtrykt ALT hvad de føler, og det er noget af en mundfuld.

Man sidder nærmest blæst tilbage i stolen og hvordan man så vælger at reagere på det, kan være forskelligt. For nogle er det bare for meget – ”there are simply too many notes”, som kejser Joseph II siger om Mozarts musik i Peter Shaffers Amadeus – for andre er det som at få et mentalt og fysisk boost, der sender én fire kilometer ud i universet og tilbage igen.

En energiudladning

I Operaens nyopsætning af Elektra bliver der ikke sparet på energien. Det Kongelige Kapel under ledelse af Thomas Søndergård spiller kraftfuldt og præcist. Det kan være svært at huske 105 minutters Strauss helt ned i detaljen dagen efter, men det foresvæver denne anmelder, at forte var den fremtrædende udtryksform. De få lyriske og stille passager, der trods alt er i værket, fik ikke så meget rum, hvilket gjorde det musikalske udtryk lidt unuanceret, men helhedsindtrykket var gevaldigt, overvældende, smukt, og publikum kvitterede da også med stående applaus fra næsten samme øjeblik tæppet gik ned.

Men de, der bærer forestillingen – hvis man kan tale om det i en sammenhæng, hvor det hele er vævet sammen, og man ikke ville kunne trække én tråd ud af tæppet uden at det faldt fra hinanden – er de tre sangerinder, der synger hovedpartierne: Lise Lindstrom (Elektra), Elisabet Strid (Chrysotemis) og Violeta Urmana (Klytaimnestra).

Lise Lindstrom er på scenen i alle 105 minutter, og det er en kraftpræstation, hun leverer. Hun ikke bare synger rollen, hun fylder den med liv og overbevisende tilstedeværelse helt ud i allersidste lille sekstendedelsnode. Hun ER Elektra.

Elisabet Strid gennemlever alle Chrysotemis fortvivlende og modsatrettede følelser så inderligt, at det efterlader én på grådens rand sammen med hende, og Violeta Urmana synger Klytaimnestra med en styrke, der næsten får én til at få ondt af hende, selv om det er hende, der er skurken.

Iscenesætter og scenograf Dmitri Tcherniakov har valgt at lade operaen udspille sig i en kulisse, der ligner en herskabslejlighed fra begyndelsen af det 20. århundrede – det tidspunkt, hvor operaen er skrevet. Men Elektra fremstår nærmest nutidigt androgyn med en drejning imod det maskuline, Chrysotemis ligner en husmor fra 1950’erne og Klytaimnestra en plejehjemsbeboer fra 1980’erne, hvilket samlet set gør helhedsindtrykket om ikke tidløst, så i al fald ikke entydigt tidsfæstet. Ideen med at hive dramaet og de stærke følelser ud af den græske sagnverden og op i noget nær nutiden fungerer godt. Det med at være i sine følelsers vold og slå ihjel for at få hævn er ikke noget, der forsvandt med antikken.

Men Tcherniakovs afsluttende plot-twist, som indtræder ca. 10 minutter før operaen slutter, brød denne anmelder sig ikke om. Det hang ikke sammen med dét, man lige havde siddet og oplevet. Det virkede påklistret og som en total demontering af fortællingens dramatiske plot og af de ekstreme følelser, som Strauss’ musik og von Hofmannsthals libretto gør plausible. Hvorfor bruge tid og kræfter på at bygge et drama og en række figurer op, så de bliver troværdige og medrivende for så i sidste minut at hive bundproppen ud af badekarret med et utroværdigt kunstgreb og skylle det hele ud? Uforståeligt og synd for både Strauss, von Hofmannsthal, de medvirkende og publikum.

Men uanset hvad – løb, hop, spæn, gør hvad du kan for at komme i Operaen og opleve Elektra.

Det er næsten 20 år siden, den sidst var sat op på DKT, og hvem ved, hvornår man får muligheden igen?

Elektra

Det Kongelige Teater

Set ved premiere lørdag den 25. marts 2023

 

Komponist: Richard Strauss

Libretto: Hugo von Hofmannsthal

Musikalsk ledelse: Thomas Søndergård

Iscenesættelse og scenografi: Dmitri Tcherniakov

Instruktør ved genopsætning: Thorsten Cölle

Kostumedesign: Elena Zaytseva

Lysdesign: Gleb Filshtinsky

Videodesign: Tieni Burkhalter

Dramaturg: Tatiana Werestchagina

Elektra: Lise Lindstrom

Chrysotemis: Elisabet Strid

Klytaimnestra: Violeta Urmana

Aigisthos: Gert Henning-Jensen

Orestes: Johan Reuter

Orestes’ plejefar: Morten Staugaard

Den fortrolige: Tessa Kiilsholm

Slæbbærersken: Sine Sneh Durholm

En ung tjener: Fredrik Bjellsäter

En gammel tjener: Morten Frank Larsen

Den opsynshavende tjenestekvinde: Hedvig Haugerud

Første pige: Frida Lund-Larsen

Anden pige: Elisabeth Jansson

Tredje pige: Hanne Fischer

Fjerde pige: Melissa Baug

Femte pige: Louise McClelland Jacobsen

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel

Denne opsætning af Elektra er en co-produktion med Staatsoper Hamburg.