Cody Quattlebaum (Don Juan) møder sin skæbne. Foto: Camilla Winther / DKT

Til Helvede med operaen

Don Juans Inferno på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Anne Holm

******

At fortsætte en eksisterende fortælling, at forestille sig, hvad der sker, efter at fortællingen er slut, er en sjov leg. Hvor gik Nora hen, da hun gik ud, og hvor mange prinser og prinsesser levede egentlig lykkeligt til deres dages ende?

Den danske komponist Simon Steen-Andersen har leget med tanken om, hvad der sker med Don Juan efter hans afsluttende møde med stengæsten i Mozarts opera, og han bliver opslugt af Helvedes flammer. Hvordan ser der ud i kvindeforførerens og levemandens helvede?

Det får man så Simon Steen-Andersens bud på i hans opera Don Juans Inferno, og for nu at begynde med en spoiler, så vil det nok ikke komme bag på nogen, at hans forfører ikke holder op med at forsøge at forføre, bare fordi han er i Helvede.

Det vil nok heller ikke komme bag på mange, at der ikke er ret mange kvinder i det Helvede, som Simon Steen-Andersen sender Don Juan ned i, og at de to, der er, slet ikke er modtagelige for hans tricks og manerer, men tværtimod giver ham samme behandling, som han har givet et utal af kvinder – og at det ikke er nogen nydelse for ham.

For sådan er det i Helvede. Der får man kærligheden at føle, så at sige.

Turen derned går ad trapper og korridorer, ned og ned, gennem mange lange gange – den vises som en videofilm på scenens bagtæppe, mens figurerne veksler mellem at optræde på scenen in natura og på filmen, man ser – og illusionen er gennemført. Figurerne hopper ind og ud, og det samme gør musikken, og man oplever virkelig, at man er på en moderne Helvedes-fart.

Kollegiale møder

På turen, som anføres af operadjævlen Polystofeles, møder Don Juan en lang række andre operafigurer, som har et forhold til Helvede – f.eks. Faust, der jo har solgt sin sjæl til Djævelen, og Orfeus, der vandrer til Helvede for at hente sin elskede Eurydike. Operaen, der er i én akt og varer i cirka to timer, er en slags tour de force gennem 300 års operahistorie repræsenteret ved mere end 20 dramatiske figurer og musikalske citater fra 26 operaer. Det er en lidt mærkelig, men ikke ucharmerende blanding af musik i mange, af og til lidt umage stilarter.

Selv om det måske ikke er det, man tænker i dag, så er Mozarts Don Juan en opera buffa, altså en komisk opera, og det er da også humoren, det absurde, groteske og komiske, der præger Don Juans Inferno. Der bliver kastet et ironisk blik på Puccini, Wagner, Verdi og mange andre, og ved enkelte optrin må man bare le.

Men man opdager også, at to timer godt kan være (for) lang tid, selvom det jo i operaens verden er kort tid. Den bærende idé er god, og der er smukke, poetiske, dragende og morsomme indslag, men når de bliver ved og ved eller bliver gentaget for tredje gang, så begynder man at kede sig lidt.

Operaen er et bestillingsværk ved Opéra National du Rhin, Den Kongelige Opera og Musica Festival Strasbourg, og den havde urpremiere i september sidste år i Strasbourg. Den australske basbaryton Damien Pass, som synger Polystofeles, er fulgt med herfra, og han alene kunne være grund nok til at gå ind og se operaen. Hans stemme er vidunderlig, og han fylder rollen som Polystofeles med meget mere liv og nærvær end det umiddelbart virker til, at der er i den på papiret.

Også bassen Geoffroy Buffière, de fem musikere i Ensemble Ictus, som er med på scenen, og dirigenten Bassem Samir Akiki har været med til at uropføre værket i Strasbourg, og det mærkes på den sikkerhed og fornøjelse, hvormed de turnerer sang og musik. Den amerikanske basbaryton Cody Quattlebaum synger Don Juan, og han passer godt og overbevisende ind i de brogede optrin.

Hvis man ikke kan lide, at der bliver leget lidt med det, man ofte ellers tager ret alvorligt, så skal man ikke gå ind og se Don Juans Inferno.

Men hvis man vil se en anderledes, underholdende og velopført opera serveret med et glimt i øjet, så kan man roligt tage af sted.

 

Don Juans Inferno

Det Kongelige Teater

Set ved Danmarkspremieren den 20. april 2024

Koncept, re-komposition og iscenesættelse: Simon Steen-Andersen

Musikalsk ledelse: Bassem Samir Akiki

Kostumedesign: Thibaut Welchlin

Assisterende instruktør: Johanne Holten

Assisterende scenograf: Hannah Deutschle

Assisterende lyddesigner: Romain Muller

Medvirkende (i flere roller):

Cody Quattlebaum

Damien Pass

Fanny Soyer

Siphokazi Molteno

Fredrik Bjellsäter

Geoffroy Buffière

Video fra Strasbourg:

Sandrine Buendia

Julia Deit-Ferrand

Francois Rougier

Ensemble Ictus:

Michel Schmid

Susanna Santos Silva

Eva Reiter

Tom Pauwels

Gerrit Nulens

Statister på video fra Gamle Scene:

Charlotte Olsen, Sabine Thun, Martin Stoltenborg Christensen, Lillian Iman, Bo Thomas

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel