Don Giovanni på Operaen i Midten

TV-talkshowet er i fuld gang. Foto: Operaen i Midten.

Nutidens Don Giovanni – Special!

Af Bodil Wöhnert

******

Operaen i Midten er et egnsteater, der formidler professionel opera på højt plan i Struer, Ikast-Brande, Herning og Holstebro Kommuner. De får støtte fra såvel kommunerne som Statens Kunstfond. Formidlingen sker ved optaktsarrangementer og åbne prøver til deres forestillinger.
Målet er at nå ud til nye målgrupper for musikdramatik så at sige fra vugge til grav, og repertoiret er både eksperimenterende nyt og nysyn på det kendte gamle. De medvirkende er håndplukket med god sans for talentmassen blandt morgendagens kunstnere på de danske og måske også internationale scener.

Denne søndag eftermiddag strømmer et forventningsfuldt publikum til Folkets Hus i Struer. Plakaterne vidner om, at ”kulturen” har det rigtig godt heroppe, hvor togpersonalet begyndte at snakke engelsk allerede efter Herning – og Bang & Olufsen har overtaget bybilledet efter DSB.
Og Mozart havde det lige som Wagner: jo længere jo bedre…

I dag skal vi opleve Mozarts Don Giovanni – forkortet, nyfortolket og uden stort orkester, som det annonceres i programmet. Det kan bekymre lidt, når store mesterværker sættes ned i mindre skala med ”slagnumrene ledsaget af et udvidet enmandsorkester”, men sådan er det bestemt ikke hos Operaen i Midten. Her får vi ægte Mozart uden omsvøb med arier, småsnak i stedet for lange recitativer og skøn ensemblesang.

Scenen er sat til et TV-talkshow: vi er midt i studiet med roterende røde plys-stole til interviews og småscener til at skyde side-shows.Der er kameraer og skærme overalt. Under publikums stole ligger stemmesedler – for i nutidens Don Giovanni stemmer seerne om skurken skal i himlen eller helvede.

Min sidekammerat bemærker, at tunge tåger driver ud i rummet – vi enes om at det må være varslet fra underverdenen. I det hele taget kan man godt få associationer til Don Giovannis Inferno på Kongens Nytorv.

Ensemble MidtVest leverer musikken: 3 strygere, en håndfuld blæsere og et klaver placeret bagest spiller i en orkestrering, så man får alle pointer med – og ensemblerne klinger og river publikum med. Kommandanten er programvært og introducerer med malmrøst de medvirkende i The Giovanni Game Special. Senere er han med blidere toner Masetto, som i denne forestilling overgår Don Ottavio som fortællingens traditionelle skvat.

Ellers er alt ved det gamle – rå magt, krænkelser og bedrag anno 1787 omsat til 2024.
Pointen er at de forsmåede kvinder får mere taletid i dag end dengang. Det synes jeg nu altid har været tilfældet i denne opera: damerne lider højlydt og tjenestepigerne er frække.
I denne forestilling ender det ud i underholdende totalteater, og sangerne har kvalitet og stemmepragt til at fare rundt i lokaletnæsten uden at der går koks i kommunikationen med orkesteret.
De krænkede donnaer og udnyttede don’er leverer deres vidnesbyrd til Kommandanten, som det er lykkedes at genopliveefter hans duel med don Giovanni. Der er pikantesovekammerscener og træske rænkespil – og don Giovanniforsøger naturligvis at manipulere publikum til at sende ham i himlen.
Men som i den slags TV-shows er der jo en drejebog, som skal følges – mere eller mindre elegant!

På live
De agerende taler til de opstillede kameraer, og publikum kan følge alt via de opstillede skærme, hvis man ikke har mulighed for at rotere på sit sæde. Det er sjovt, men er man billed- og lydfreak, forstyrrer det lidt i dette ikke så store rum, at lyd og billede – vistnok ifølge fysikkens love – ikke kan være synkron.

Operaen i Midten har skabt en vedkommende udgave at en af operalitteraturens mesterværker. Det er blevet totalteater i bedste commedia del arte stil. Der synges og musiceres så det er en nydelse, og det anes at de også selv kan lide det, de laver!

Som min lokale sidekammerat hviskede: ”vi har meget at glæde os over her”.
Nye operagængere kan med fordel begynde her: tre timer med sikker hånd kortet ned til 90 minutter med helhedsoplevelsen i behold. Det er 6 stjerner værd!!

Don Giovanni

Operaen i Midten

Set den 5. maj 2024

Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart

Libretto: Lorenzo da Ponte

instruktør: Anna Sofie Keller Brandsborg

Omorkestrering: Eirik Haukass Ødegaard

lysdesign: Dennis Birk Laursen

Scenografisk konceptet: Mai Katsume


Sangere
:

Don Giovanni: William Jønch Pedersen, baryton

Donna Anna: Signe Sneh Durholm, sopran

Don Ottavio: Petter Wulfsberg, tenor

Donna Elvira: Camilla Button, sopran

Leporello: Mikkel Baungaard Thomsen, bas

Masetto: Martin Møller Vilbrand, bas

Zerlina: Mariann Mikkelsen, sopran

Musikere fra Ensemble MidtVest:

Charlotte Norholt! Peter Kirstein, Tommaso Lonquich! Yavor Petkov, Neil Page, Tue Lautrup, Sanna Ripatti, Jonathan Slaato, Martin Quist Hansen