Stephen Milling sang Filip II ved premieren. Foto: Miklos Szabo / DKT

Kærlighed og politik for fuld musik

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Lad Verdis Don Carlos præsentere os for eviggyldige følelser og konflikter. Operaen rummer noget af komponistens allerbedste musik. Generationskonflikt, venskab sat på prøve, kærlighed og jalousi er de vigtigste temaer på det personlige plan. Storpolitik, frihedskamp, arrangerede ægteskaber, religiøs fundamentalisme og magt(mis)brug på det overordnede plan. Hvad mere kan man ønske sig, når man går i teatret – måske endda for at blive lidt klogere på tilværelsen?

Den nye Don Carlos-produktion på Operaen lykkes med at stille skarpt på begge konfliktniveauerne, men det politiske aspekt og dets sørgelige aktualitet har tydeligvis været det afgørende fokus for det italienske team med instruktøren Davide Livermore i spidsen. Man har – desværre, synes jeg – valgt den forkortede version fra 1884, der har fire akter og synges på italiensk. Originalversionen, der var bestilt til og havde urpremiere på Pariseroperaen i 1867 var på fransk og havde fem akter. Det betyder at man må undvære den oprindelige 1. akt, der foregår i prinsesse Elisabeth af Valois’ franske hjemstavn ved Fontainebleau. Det er her, hun møder den spanske tronfølger Don Carlos, som hun skal giftes med i et arrangeret ægteskab med politisk formål. De forelsker sig – mod alle odds – og får ét lykkeligt døgn sammen, før de erfarer et nyt politisk diktat: Elisabeth skal giftes med Carlos’ far, den spanske kong Filip II. I fireakts-versionen oplever man udelukkende Elisabeth og Carlos som ulykkelige skæbner; deres lykke(døgn) er kun noget, som personerne refererer til; vi ser den ikke.

Operaen bygger på Schillers skuespil fra 1787, der foregår i midten af 1500-tallets Spanien med reelle historiske personer som rollehavende. Livermore & Co. omplanter historien til Spanien i 1974. Det var Franco-diktaturets sidste år, og den spanske diktator yndede efter sigende at se sig selv som en moderne kollega til Filip II, der også satte en ære i at knuse al modstand med hård hånd. Både Schiller og Verdi så historien som en kamp mellem despoti og demokrati, mellem katolicisme og protestantisme, mellem undertrykkelse og frihed. Filip og Storinkvisitoren er rene magtmennesker, den ene verdslig, den anden religiøs, mens Don Carlos og Elisabeth, inspireret af vennen Rodrigo (marquis af Posa), er frihedens og demokratiets forkæmpere, historiens helte.

Storslået musikteater

Verdis musik er fremragende, og historien er dramatisk og engagerende, så der skal ikke nødvendigvis stor scenisk opfindsomhed til for at få en god operaforestilling ud af Don Carlos. Men denne udgave har ”et ekstra gear”, som gør den nye produktion til en storslået musikteateroplevelse. Jeg kender ikke nærmere til det italienske teams meriter, men instruktøren Livermore, scenografen Forma, kostumedesigneren Fracasso, lysdesigneren Castro og (ikke mindst) videodesign-kompagniet D-Wok (som gjorde forarbejdet til denne produktion ved en opførelse af Don Carlos i Monte Carlo) skaber et konstant fængslende og ofte overraskende scenebillede. Sidevæggene er noget af tiden spejlblanke og skaber derfor mange typer af refleksioner. Foran scenen ses ofte et kæmpestort gitterværk, der både kan associere til fængselspigtråd og katolske kirkers korgitre (magtens udgrænsning af de magtesløse). På mellemscenen ses ofte monumentale skulpturer, der – sammen med projicerede bygningsfacader – signalerer fascistisk arkitektur og kunst (à la Arno Brekers i Nazityskland).

Bagscenen er et kæmpestort lærred, hvorpå der gennem forestillingen projiceres de forunderligste panoramaer. Sommetider abstrakte geometriske mønstre, bearbejdet à la kaleidoskop. Andre gange raffineret brug af mere eller mindre kendt malerkunst – mest af renaissancemalere og Picasso. Jeg bemærkede mindst tre forskellige måder at bruge videodelen på: som illustration af steder eller rekvisitter (f.eks. Fontainebleau-slottet), som illustration af personernes indre følelsestilstande (typisk via farver og meteorologiske fænomener) og endelig (mest spændende) som visuelt kontrapunkt til den sceniske handling. Et eksempel på det sidste er et kæmpestort krucifiks med den lidende Jesus på korset, som akkompagnerer en ”festscene” i kirken, hvor kættere og andre systemmodstandere synligt tortureres i magtens interesse. Francos Spanien spejles i kostumerne og i en enkelt scene i projicerede videosekvenser fra den spanske borgerkrig.

Andre effektive elementer i det sceniske spil er spændstig koreografi (de dekadente hofdamers dans til Ebolis ”Slør-sang”/Habanera), ”frysning” af scenebilledet med ubevægelige aktører, og ”levende skulpturer”. I 1. akt ser man ikke den munk, der først i slutscenen viser sig som Filips far, kejser Karl V, som altså ikke er død, men som har afsværget magten og er gået i kloster – i erkendelsen af at ”Hjertets krige først afsluttes i himlen.”

De dybe stemmers fest

Forestillingen er sangligt meget stærkt besat, men det er især de dybe stemmer, som både imponerer og griber. Operaens ”kronjuvel” er efter min mening 3. akt, som åbner med kong Filip II’s berømte monolog, hvor magtmennesket viser sårbarhed i sorgen over hustruens manglende kærlighed til ham. Derefter følger bas-dialogen mellem kongen og den uhyggelige, gamle og blinde storinkvisitor, som med henvisning til det hellige skrift både bifalder kongens ønske om sin søns død og kræver marquis’en af Posa dræbt for farlig magtkritik. Filip II ydmyger i den næste scene (verbalt og fysisk) Elisabeth, som han anklager for utroskab med Carlos, men hofdamen Eboli indrømmer, at det er hende, som har skabt de falske rygter. I aktens fornemme kvartet synger Filip, Elisabeth, Eboli og Posa om hver sin smerte og det er fra Verdis side gjort med ypperlig sanglig karakteriseringskunst (en parallel til kvartetten i Otello).

Elisabeth er sopran og Carlos er tenor, ganske som traditionen og operapsykologien byder. Filip er bas, storinkvisitoren dyb bas, Posa baryton og Eboli mezzosopran. Det er en fryd at høre dette lange forløb, hvor de dybe stemmer dominerer. Stephen Milling fylder scenerummet med sin karakterfulde og forbløffende nuancerede bas, som har fuld dækning for alle sider af denne kolos på lerfødder: den skruppelløse magthaver, den politiske realist, den religiøse tvivler og det svage, uelskede menneske. Roberto Scandiuzzi har både stemmens malm og kælderdybde til den fundamentalistiske ypperstepræst, der holder (næsten) alle tråde i sin hånd. Barytonen Gihoon Kim tog publikum med storm; og efter at have hørt hans utroligt fleksible, smukke og kraftfulde stemme, som er kombineret med stort scenisk nærvær, forstår man, hvorfor han blev Cardiff Singer of the World 2021. Eboli synges med autoritet af Aytaj Shikhalizada, hvis mørke, sensuelle mezzo, suppleret med glansfulde højtoner og tindrende koloraturer, gør hende til en ideel femme fatale.

Som de ulykkelige elskende gør Gisela Stille og Matthew White det også vokalt glimrende. Stille synger sin store arie i 4. akt fornemt disponeret med fuld beherskelse af stemmen og dyb indlevelse, og White har en flot tenor med imponerende højtoner og god stilfornemmelse. Men jeg savnede klanglige nuancer og oplevede tegningen af Carlos som ret fersk. Så med fraværet af Fontainebleau-akten kom værkets kærlighedspar ikke rigtig i mål.

Sangerne i de mindre roller gjorde det fint, og operakoret leverede en imponerende indsats i det store og meget forskelligartede korparti. Kapellet spillede bragende flot, rytmisk præcist og klangligt frydefuldt under ledelse af dirigenten Jordan de Souza.

Alt i alt er det en meget anbefalelsesværdig forestilling: fornem sangkunst, medrivende musik og en storslået, moderne præsentation af et klassisk mesterværk. Slutningen kan diskuteres (hvorfor har instruktører behov for at ændre, hvad komponist og tekstforfatter ønskede?), men grebet er dristigt, nytænkende, relevant.

Don Carlos

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 8. september 2024

Musik: Giuseppe Verdi

Librettist: Antonio Ghislanzoni og Camille du Locle

Dirigent: Jordan de Souza

Iscenesættelse: Davide Livermore

Korsyngemester: Steven Moore

Scenograf: Giò Forma

Kostumedesigner: Mariana Fracasso

Lysdesigner: Antonio Castro

Videodesigner: Kompagniet D-Wok

Don Carlos: Matthew White

Rodrigo (Posa): Gihoon Kim

Filip II: Stephen Milling

Elisabeth: Gisela Stille

Eboli: Aytaj Shikhalizada

Storinkvisitoren: Roberto Scandiuzzi

En munk/Karl V: Kyungil Ko

Tebaldo: Marlene Metzger

En stemme fra Himlen: Elmas Mehmet

En herold/Grev Lerma: Jacob Skov Andersen

Grevinde Aremberg: Nia Coleman

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel