I den sidste time

Anmeldt af Brian Bo Jensen

******

Har man set Marc Rothemunds ”Sophie Scholl – die letzten Tage” fra 2005 – en af de mange film, der i nyere tid fremstiller og bearbejder Tysklands såvel traumatiserende som fascinerende historie i det 20. århundrede – kender man baggrunden for Udo Zimmermanns opera Die weiße Rose fra 1968. Rothemunds film fremstiller forløbet op til henrettelsen af søskendeparret Sophie og Hans Scholl, der blev dømt for at uddele flyveblade, som opfordrede til oprør mod naziregimet.  Zimmermanns opera beskriver parrets sidste time i cellen. Det kan umiddelbart lyde som en ikke videre dramatisk opera, men det råder instruktøren Christoffer Berdal fornemt bod på.

Opsætningen af Die weiße Rose var tænkt som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 2020, men måtte aflyses på grund af de omstændigheder, som vi alle kun er alt for godt bekendt med. Nu er den her så – i en tid, hvor krig i vores del af verden kun er en alt for aktuel en problemstilling: en opera for to sangere i 16 scener og en orkesterbesætning på oprindeligt 15 musikere, her et kammerensemble på syv, om oprør og frihedstrang. Måske skulle man snarere kalde det 16 strofer end scener, for Ingo Zimmermanns libretto har mere karakter af liedcyklus end drama; de 16 sekvenser har intet forløb (medmindre man mener, at nedtælling til guillotinen er et forløb), men beskriver de tanker, de følelser og den frygt, søskendeparret gennemlever i cellen den sidste time af deres liv.

Peter Schultz’ scenografi er lige så enkel som den ydre handling og består egentlig bare af en tribune med en skærm bag de to sangere, Sibylle Glosted og Mathias Hedegaard, hvorpå først projiceres billedet af den lukkede, nøgne celle, men den kan åbne sig og sætte billeder på Sophies og Hans’ ønske om at løbe gennem skoven en sidste gang, erindringen om en kvinde, hvis hår er blevet klippet af, visionen af det, der er på den anden side. Personligt finder jeg tendensen med videoprojektioner i operaer overflødig; ofte afslører de kun instruktørens frygt for at kede publikum og manglende tillid til operaens kvalitet. Her er den i vejen for instruktør Christoffer Berdals rigt facetterede, originale og nuancerede personinstruktion, der udmærket ville kunne stå alene. Berdals fingeraftryk er i de to medvirkendes frygt, deres venten, deres glæde over minderne og afsked med forældrene. Det er rørende indfølt, veludført og gennemført og det fineste træk ved opsætningen overhovedet. Det kunne glimrende have båret forestillingen – ja, måske gjort den rørende ved sin enkelhed og direkte appel uden billeder og tekst på skærmen bag dem. Alle følelserne er at læse i mimik, gestik og sang.

Ukomplekst tonesprog

Zimmermanns tonesprog er moderne, men ikke videre komplekst. Operaen begynder dramatisk med clusters i de dybeste og højeste tangenter på klaveret fulgt op af slagtøj og fløjte; et motiv, der vender tilbage senere, og som naturligvis udtrykker nazistyrets brutalitet. En enkel (meget enkel), lille melodi, som Sophie nynner i slutningen af anden scene, vender også tilbage undervejs, så publikum genkender temaer og fornemmer et mønster og en hensigt i værket. Musikken er ofte meget rytmisk og giver iblandt mindelser om Olivier Messiaen, men helt uden den rigdom af nuancer og det farveorgie, der er i Messiaens værker, og uden den pirrende og inspirerende originalitet, der er hos andre komponister i det 20. århundrede: Stravinskij, Berg, Britten, Sjostakovitj, Ligeti og mange andre. Det er kort sagt en ret kedelig opera, for selvom Berdal forstår at bruge partituret i sin instruktion, så ejer musikken ikke de detaljer, som Berdal formidler. Det hjælper selvfølgelig ikke Zimmermanns musik, at det lille orkester bevæger sig på grænsen til at spille falsk. Der er flere utilsigtede og ubehagelige mislyde navnlig fra strygerne. Bedst er Kasper Grøns energiske slagtøj. Glosted og Hedegaard synger begge fremragende og er vokalt lige så nærværende som scenisk, så man spørger sig selv, da forestillingen er slut, om der virkelig ikke er bedre operaer – gerne nyere – at sætte op, når man har den slags sangere til rådighed? Det skal ikke være for musikkens skyld, at man besøger Den fynske Opera i denne omgang, men forestillingen har som nævnt også andre og betydelige fortrin.

Die weiße Rose

Den Fynske Opera

Set fredag den 29. april 2022

Komponist: Udo Zimmermann

Libretto: Ingo Zimmermann

Musikalsk ledelse: Clemens Hund-Göschel

Instruktør: Christoffer Berdal

Scenograf: Peter Schultz

Kostumier: Mie Steenberg Andersen Drud

Sminkør: Cecilie Nielsen

Scenemester & lysdesigner: Mik Manley Andersson

Medvirkende:

Sibylle Glosted, Mathias Hedegaard

Musikere:

Mina Haghbin (1. violin)

Sonia Zajac (2. violin)

Dominika Dudek (bratch)

Eva Østergaard (fløjte)

Henriette Holk (horn)

Kasper Grøn (slagtøj)

Clemens Hund-Göschel (klaver)