Enkebal 2.0

Af Brian Bo Jensen

******

Udfordringen i Den glade Enke fra librettisterne Viktor Léon og Leo Stein til Franz Lehár synes at have været, hvor mange ørehængere komponisten kunne fylde ind i handlingen, inden helten frier til heltinden. Handlingen i den elskede operette baseret på et skuespil af Henri Meilhac – det er også ham med Frk. Nitouche – er i alt fald såre simpel, næsten banal: Grev Danilo skal erkende, at han ikke længere bærer nag til sin ungdomskæreste Hanna, fordi hun svigtede ham og giftede sig med en gammel våbenfabrikant, da Danilos familie ikke kunne acceptere forbindelsen, og at han nu, hvor Hanna er en hovedrig enke med efternavnet Glawari, ikke tager hende for pengenes skyld. Hele operetten handler altså om, at helten skal sige de tre små ord: Jeg elsker dig.
Det er pakket ind i nogle morsomme, erotiske forviklinger, der udspiller sig i Paris på ambassaden for den fiktive stat Pontevedro, og som alle lette komedier og farcer kræver det stort skuespiltalent at få disse intriger og forvekslinger til at flyde frit og vække publikums latter. Lykkes det ikke (og det gør det ikke altid), så lykkedes det Lehár at tage udfordringen op og levere det ene hit efter det andet til den fjollede handling; få operetter – og deri består vel Den glade Enke’s uopslidelige styrke – har så mange indsmigrende, smægtende og medrivende duetter og soli, og hvis blot musikken spiller og sangerne ikke synger falsk, hvad kan så gå galt?

Et gensyn med enken
Det er en genopsætning af Den glade Enke fra 2017, der nu valser i det nymalede Flodbio, hvor Den Fynske Opera har til huse. Forestillingen markerer på festlig vis, at der er en ny ledelse i operaen: Ida Fogh Kiberg er kunstnerisk leder, og Kim Bakdal Jensen er administrativ chef, og det tegner meget lovende. Et gennemarbejdet sæsonprogram, der også byder på Rossinis Askepot og Poulencs La voix humaine, blev på trods af Covid-19 præsenteret i foråret, og det er en virkelig god idé at begynde med en genopsætning af Den glade Enke. For det første er det en populær forestilling, der vil sælge mange billetter. For det andet er det en meget elegant produktion, og de skønhedsfejl og vildskud, der var ved premieren i 2017, er fjernet eller skåret bort: Der tales ikke ned til publikum, når rammen om forestillingen præsenteres, for det er indlysende at intrigen om at hente Glawaris millioner hjem til fyrstendømmet passer ind i tiden efter børskrakket i 1929. Rigtige dansere – the Foxy Ladies – er indforskrevet, så koret kan koncentrere sig om at synge, og de kan virkelig danse, så det er en FEST, da cancan’en fra Maxims møder op.
Genopsætningen er også et gensyn med Rikke Juellunds flotte og helstøbte scenografi: En imposant trappe ved bagvæggen leder ned mod en oval catwalk, der udgør scenen. I begge ender er der en trappe op til denne oval, og i midten af den er et hul, hvor Jacob Beck sidder ved klaveret, Astrid Mikaelyan trakterer violinen og Kirstine Elise Pedersen celloen. De spiller let, smukt og dansant, og Beck har stadig overskuddet til at agere den filterfri pianist, der kommenterer og stiller de rigtige (og det vil som oftest sige de forkerte) spørgsmål til handlingen. Scenografien indbyder altså til en dynamisk, helstøbt forestilling med musikken i centrum, og det får man. At den er garneret med Birgitte Nisbeths fabelagtige charleston-kostumer (alle, der har fulgt Downton Abbey på TV, ved, hvor eksklusive disse ellers enkle kjoler kan tage sig ud) og understreget af Súni Joensens lyssætning, bidrager kun til successen.

Mere sang end skuespil
Sangerne i de bærende roller er alle uden undtagelse også de samme: Kiki Brandt synger Valencienne, og hendes stemme synes umiddelbart at have fået en mindre skarp, blød og mørk klang. Hun er en fornøjelse at lytte til. Mathias Hedegaard supplerer hende smukt som Camille de Rosillon. Han kæmper måske lidt i højden, men synger uanfægtet, og så bemærker publikum det heller ikke. Og Jesper Buhl er den evigt uforstående og naive ægtemand i deres trekant.
Anders Skov Madsen prøver som Njegus at holde styr på intrigerne og ikke mindst at holde dem ude fra hinanden, men det komiske i karakteren træder først frem, da han slapper af i rollen. Den gakkede gangart har han, mimikken behersker han, tonen lige så, man skal bare frem til anden akt og hans entre i lyserødt tylskørt, før han er ét med rollen. Det kan derfor kun blive en fornøjelse at se ham ved de næste forestillinger.
Generelt er det forestillingens ene store svaghed, at skuespillet ikke falder let for sangerne. De sagte replikker snuppes af eller siges for lavt, spillet mellem sangerne virker iblandt kunstigt og stift, når der ikke synges. Det er sangere, der står på scenen, ikke skuespillere, og det er meget svært at spille let komedie, så det ses.
Til gengæld får man så, hvad man køber billet til: en operette sunget som operette, og synge kan de alle. Ikke mindst de to bærende partier forvaltes med stor akkuratesse. Thomas Storm er en drenget og charmerende grev Danilo (han er nok den, der bedst evner at løfte skuespillet), Mette-Maria Øyen er en skær og skøn Hanna Glawari, og hun har en røst, der river alle med. (Nogle af publikummerne river det så meget med, at de tror, de skal sidde og nynne med på hver eneste sang, de kender, og det skal man ikke! Det giver ikke sangerne den plads og respekt, de fortjener, og desuden er det pinligt, når man dermed afslører, at man ikke engang kan nynne rent…).
Den glade Enke er en evigtgrøn hitparade, og på Den Fynske Opera præsenteres den i en meget elegant indpakning med dygtige sangere og kompetente musikere, så den er bestemt et gensyn værd. Man må klaske sig på lårene af grin ved en anden lejlighed og nøjes med det lille, lune smil – og så må man hellere vugge med i valsetakt end synge med!

Franz Lehár: Den Glade Enke
Den Fynske Opera
Premiere 5. september 2020

Iscenesættelse: Daniel Bohr
Instruktør ved genopsætning: Anne Fugl
Musikalsk ledelse: Jacob Beck
Libretto: Viktor Léon & Leo Stein
Scenograf: Rikke Juellund
Kostumier: Birgitte Nisbeth
Lysdesigner: Súni Joensen
Medvirkende: Mette-Maria Øyen, Thomas Storm, Kiki Brandt, Mathias Hedegaard, Jesper Buhl, Anders Skov Madsen, David Kragh Danving og Jonathan von Schwanenflügel
Kor: Ida Johanne Wahl, Michaela Simkova, Nina Smidth-Brewer, Nikole Damgaard Sokianos, Alexander Fjord Nielsen og Frede H. Thorsen
Foxy Ladies: Katrine Gattrup, Elisabeth Renée Sejbak, Line Janning-Thorup og Helena Dong
Musikere: Jacob Beck (piano), Astrid Mikaelyan (violin) og Mathilde Helding (cello)