Dark Room på Operaen i Midten
Jakob Bloch og Nina Sveistrup Clausen. Foto: Operaen i Midten.
En rundtur i mørkekammeret
Anmeldt af Bodil Wöhnert
******
Citat fra programmet:
”Dark Room er en musikalsk og visuel rejse ind i mørkets mange virkninger og betydninger. Interviews med otte forskellige mennesker danner det kontrastfulde grundlag for den række af mørke rum, man bevæger sig igennem, hvor en sammenvævning af stemmer, lyde, sange og visuelle udtryk bl.a. lader fotografi, mørkerædsel, astrofysik, sex og eksorcisme mødes i mørket”.
Holstebro er stadig et kulturelt kraftcenter i det vest- og midtjyske. En bevidst, lokal kulturpolitik bragte i 1960’erne verdenskunstnere til byen, og musikskolen sendte stortalenter ud i det danske musikliv. De stovte midtjyder tog det troligt, men lod sig gerne rive med, når Dario Fo skabte comedia del’arte i gaderne. Siden gik en borgmester til valg på at afskaffe det hele igen, men kultur er jo vaner og vanedannende, så selv denne kølige fastelavns-søndag er der turister og gæster på kulturinstitutionerne.
Operaen i Midten nyder som egnsteater godt af dette miljø, og får også støtte fra nabokommunerne samt Statens Kunstfond. Deres mål er at skabe nutidig musikdramatik, og de arrangerer baggrunds- og optakts-arrangementer til deres forestillinger. Målgruppen er det unge publikum, men denne eftermiddag er ’de voksne’ også mødt frem – måske inspireret af foredragene på biblioteket.
Vi er vel en snes publikummer – lige hvad der er plads til på den rundtur vi skal ud på.
Operaen i Midten holder til på Holstebros nyeste kultursted: det nedlagte eksportslagteri, som står rustikt i et nyt bymiljø på vej omkring banelinjen. I foyeren – eller rettere en af de store slagtehaller – er plast-kasserne, som før indeholdt slagteaffald, omdannet til sofagrupper. Der lyder en dyb rumlen, som leder tanken hen på Vesterhavets buldren eller udluftning af slagteridunster i den gamle virksomheds storhedstid, men det er nok snarere et forvarsel om, hvad der befinder sig bag de grå jerndøre.
I et mørkekammer lukker man sig inde og fremkalder billeder. Vi træder ind i mørket og lader os opsluge af endnu mere lyd, blafrende lysglimt, syngende gespenster og sære tableauer. Akkurat som i et spøgelsestog? Eller er vi i swingerklubbens mørke, hvor man anonymt kan dyrke sine sex-lyster? Eller er vi i barens baglokale: fristedet for transvestitter og LGBT? Eller…? Pludselig er vi til heksesabbat og verdens sakrale undergang.
Nulpunktet
Efter en lille time har vi med performernes egne ord nået det absolutte nulpunkt! Vi klapper og vandrer overvældet ud i dagslyset, som tænder et håb om, at det, vi har oplevet, blot var et mareridt. Men stykket er jo opstået af rigtige menneskers udsagn!
Musikalsk er der både dunkende rockkoncert og operasang med duetter, som leder tanken hen på West Side Story (også en slags tragedie). De to smukke stemmer matcher fint med elektronikken. Lydniveauet er konstant og højt som forvarslet i foyeren. Librettoen” er overvejende på engelsk. Hvorfor i grunden – vi er jo trods alt i Danmark?
Alt er Dark, Queer og Weird i alle disse glosers oversættelsesmuligheder. Indtrykket er mørke, (ungdoms)depression og tristesse – og meget lidt håb endsige lys. Er det virkelig den verden, vi lever i? Tjah: klimatrusler, ensomhed, krige og despoter som truer verdens eksistens. Det er bestemt bekymrende og frygtskabende.
Denne deltager fik alligevel trang til at smutte ind i det mørkekammer, hvor man kan fremkalde håbet og alle de gode minder, som en filmrulle også kan indeholde!. Så absolut en forestilling som gør indtryk!
Dark Room
Operaen i Midten
Set søndag den 11. februar
Iscenesætter: Jacob F. Schokking
Komponist: Rasmus Zwicki
Lys og teknisk design: Jeppe Deibjerg Kristensen, Vertigo
Tonemester: Jørgen Lindholm
Produktionsleder: Philip Doolan
Sangere: Jacob Bloch Jespersen, baryton, og Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran
Performer: Cassie Augusta Jørgensen
Videoperformere: Rikke Lylloff og Mads Stage
Dark Room er Operaen i Midtens indslag til Holstebros 750 års jubilæum.