Velgennemført, smuk og stilbevidst

 Così fan tutte på Den Kongelige Opera

Anmeldt af Henrik Marcussen

******

Così fan tutte hedder Mozarts elegante og helstøbte mesterværk, der med ironi og leg på et højt niveau med opera buffa- og seria-traditioner udtrykker en æstetisk tilfredsstillelse som ved et godt udført skakparti. Den står nu efter nogle års pause atter på Operaens repertoire i et regi, som anmelderord andetsteds fra har kaldt ”en ny, intelligent og velkommen genoplivning”.
Operaen blev bestilt af den østrigske kejser ”som en lille opera til 200 dukater” til opførelse i 1790 med den klausul, at den skulle handle om en virkelig begivenhed. Denne skulle kort forinden (måske?) havde fundet sted i Wien. To herrer fra hoffet ville ledsage deres damer til maskebal, men måtte undslå sig da de – på skrømt – var blevet indkaldt til kejserens hær mod tyrkerne. De dukkede forklædte op med en ’vens’ mellemkomst og forførte deres respektive ’forkerte’ damer.
Efter få opførelser døde kejseren. Al operaaktivitet blev aflyst og Così fan tutte faldt desuden i unåde som umoralsk, løsagtig, kynisk og fordærvelig for ungdommen. Denne holdning holdt sig trods ”forsvarlige forbedringer” stort set i 150 år. Men denne forkerte opfattelse er nu heldigvis omvendt anerkendt som en helstøbt og stilistisk perfekt opera med udsøgt og mere kompliceret leg med tonearterne end kendt fra tidligere – og med nye landvindinger for blæserne, der tillægger operaen nogle af dens smukkeste passager.
Iscenesættere og musikere står nu mere frit med henvisning til forskelle i stilkomedie og den gennemførte symmetri, som Mozart tydeligvis vælger i stemmetyper, kønsmæssige konstellationer og den psykologi, der indgår i musikkens udtryk.

I oplysningstiden
Scenografisk er her i denne opsætning valgt en magnumudgave af et Camera Obscura, hvis opbygning vi allerede præsenteres for under ouverturen. Operaens to akter foregår inde i kameraets indre, hvor et stort billede illuderer kameraets åbning indadtil. Vi tilskuere får en velplejet stilkomedie og udstyr med periodekostumer. Tim Albery og Tobias Hoheisel som henholdsvis iscenesætter og scenograf fortæller os hermed, at vi er i den rationelle oplysningstid, hvor fornuft og logik er fremhævet og symboliseret bl.a. ved magnetismens kraft og kameraets klarhed. At kæresteparrenes logik ikke helt fulgte filosoffens opskrifter, som operaen skrider frem, er en af operaens pointer. En anden pointe, der harmonerer med den intelligente genoplivning som er instruktørteamets udspil, er den klarhed i Paul Goodwins musikalske ledelse, der søger en forenklet musikalsk spillestil med vægt af blæsere der derved tilfører nye aspekter som særlig fornemme passager i akkompagnementet af kvindernes arier.
Così fan tutte er som en ren sangerfest, hvor alle seks i forskellig orden kommer til fadet og overgår de forrige med sangkunstens mærkevarer i frasering, udtryksfylde, sødme og samspil m.m. Et fint hold viste i forskelligt mål disse kvaliteter – især kendetegnet ved rigtig bevidsthed om samspillets værdi og vågenhed over for skuespillerens færdigheder, hvor resignation og løssluppenhed er yderpoler i en ellers velsmurt forestilling. Som slutresultat: en smuk og stilbevidst, velgennemført opera der igen på bedste vis indtager sin plads i standardrepertoiret.