Carmen i Opera Hedeland
Som skabt til Carmen
Anmeldt af Benny Welinder
******
Opera Hedelands scene henligger ved forestillingens start overstrøet med større og mindre betonfragmenter – som efter en større eksplosion? Orkesterbygningen bærer et større antal bygningsdele, så der næppe er plads til en modest dør ind til tobaksfabrikken. Et antal skorstensdele udspyr forestillingen igennem røg af forskellige stærke farver – gemmer der sig en kemisk fabrik bagved? I hvert fald kommer adskillige voksne og børn frem og bærer et stort antal sække rundt på pladsen, idet de gør alt for at undgå militæret. Sækkene lastes på scenens udkant på et transportbånd, som leverer dem til en ventende pick-up. Smuglere? Tid og sted lader sig kun vanskeligt afkode. Byens borgere er klædt i nutidige, farverige gevandter, medens militærets uniformer er til den sparsomme side – Franco tiden, et østland? Men der dyrkes jo tyrefægtning og de overdimensionerede søgelys i 3. akt signalerer vel nærmest en totalitær stat? Og nogle af de biler, som forestillingen igennem køres ind på scenen, er jo helt nutidige?
Måske skal disse gåder betyde, at scenografen ønsker at vise, at forestillingens drama er så universelt, at det kan udspille sig alle steder og til alle tider?
Som skabt til Carmen
Andrea Pellegrinis mezzosopran er som skabt til at synge Carmen. I alle fire akter er hun helt overbevisende, hvad enten hun synger blidt eller råt, hvad enten hun søger at indynde sig hos Don José, er blevet træt af ham, håner ham eller forsøger helt at komme ud af resterne af deres forhold. Når dertil lægges, at hun har en evne til at fylde scenen helt ud, hvor hun end står – at hun så at sige suger alle vores blikke til sig, hvad hun nu gør eller siger – ja, så tiltrækker hun os, selv om hun synger råt og ligefremt om den bristede kærlighed. I slutakten, hvor hendes trang til den ubetingede frihed frem for alt får hende til helt at afvise Don José brutalt, får det så konsekvenser, idet hans forsmåede kærlighed til hende får ham til at stikke hende ned med kniven. Han pakker hende ind i hvid plastic som en slags ligpose og sender hende via transportbåndet som et andet stykke smuglergods over på smuglernes pick-up, medens et bragende festfyrværkeri fejrer Escamillos tyredrab.
Sic transit…
Magnus Vigilius kunne måske have trådt lidt mere i karakter i 1. akt, men i de resterende tre akter var han helt overbevisende som den menige soldat, der i den grad lader sit forhold til Carmen køre galt. Han undervurderer fatalt hendes dybe forelskelse i sin soldat og hendes foragt for at sætte retrætekaldet over hendes dans. Han synger ganske vist en fortræffelig blomsterarie med et fint piano i slutningen, men for Carmen er løbet kørt og resten af operaen er egentlig kun at trække pinen ud.
Hans scene med Escamillo i 3. akt er helt oppe på de høje nagler, både vokalt og dramatisk, og det er kun Michaëlas indgriben, som redder tyrefægterens liv. Nu ved vi, hvor meget hans kærlighed til Carmen betyder for ham, og det er da ikke overraskende, at han, da Carmen provokerer ham i 4. akt, mister besindelsen. Hans vokale udfoldelser i slutningen var fremragende. Hvem skulle have troet, at han havde så meget stemme i sig?
Yana Kleyn agerede helt rigtigt som det lille Guds ord fra landet, som dog ikke desto mindre kan gribe Don José med moderens ord. Hun sang sine to arier overmåde smukt, og høstede flot bifald, som enhver velsyngende Michaëla altid gør det i denne opera.
Lars Møllers Escamillo er en oplagt spansk womanizer i sorte, guldbroderede knæbukser, pink strømper, blå sko og en lækker bil. Han synger det meste af sit parti i forte og højere, og man kunne godt tænke sig at se, hvad denne kvindebedårer ville stille op med Carmen, når hun kasserer ham? Her er det en oplagt rolle for Lars Møller.
Christian Kluxen har godt styr på Festivalorkestret, Festivalkoret og Drengekoret, om end vi ikke undgik et par gange i 1. akt, hvor drengekoret var ved at miste kontakten med dirigenten. Ganske vist var Kluxen godt belyst i orkesterhuset, men i scenens yderpunkter er der grumme langt til dirigenten, om end der er monitorer i scenekanten, og det følte vi ind i mellem.
Korene var i øvrigt godt instruerede. Der var ikke tale om blot at stille sig op og synge.
Summa summarum: Opera Hedeland har atter begået en veloplagt operaforestilling, hvor hovedrollerne er overordentlig velbesatte. Der synges, så det er en fryd, og det dramatiske
fungerer godt. Sammen med de velkendte ”Hedeland-effekter” (biler af flere arter, maskiner, festfyrværkeri) og et velfungerende kor og orkester må succesen nok siges at være i hus.