Sven Hjörleifsson og Clara Thomsen i Den Jyske Operas forestilling, der er en co-produktion med Theater Münster. Foto: Anders Bach/DJO.

Mozart frigjort af tid og sted

Anmeldt af Peter Wang

******

Af gemyt var Mozart ikke på nogen måde en politiserende kunstnertype, men han var tydeligvis tiltrukket af opera-tekster, der kunne sætte lidt lus i skindpelsene: I Figaros Bryllup var det forholdet mellem adelen og tyendet, i Don Giovanni lister oprørstanker sig ind gennem Masetto-figuren og i Così fan tutte pirkes der så meget til den offentlige moral, at kejserinden omtalte værket som ”tysk svineri” (”una porcheria tedesca”). Og tilbøjeligheden til at flirte med kontroversielt stof viser sig allerede med den opera, Die Entführung aus dem Serail, hvormed han i 1781 efter sit brud med ærkebiskoppen af Salzburg meldte sin ankomst på det wienerske operamarked.
På dette tidspunkt var der lidt mode i mellemøstlig 1001-nats-mystik og samspillet eller – om man vil – sammenstødet mellem islamisk og kristen kultur. Få år tidligere havde Gotthold Ephraim Lessing skrevet sin Nathan der Weise, hvori han – trods alle forskelle – fremmaner en fælles liberal-humanistisk kerne i de tre monoteistiske religioner, og i hvis islamiske figur, sultan Saladin, finder træk, der tydeligt reflekteres i Bortførelsens Bassa Selim.
Men denne flirt med Islam var bestemt ikke enerådende på det pågældende tidspunkt. Tværtimod var Islams imperialistiske fremmarch gennem Balkan-landende – sluttende med slaget ved Kahlenberg den 31. marts 1683, hvor det på et hængende hår var lykkedes de østeuropæiske magter at besejre tyrkerne – langtfra glemt; i østrigske regeringskredse var der ligefrem planer om et rask lille 100-års-jubilæums-felttog gennem Balkan til en yderligere én-gang-for-alle-afklapsning af osmannerne. Det var i denne atmosfære, at Mozart og librettisten Johann Gottlieb Stephanie’s opera havde premiere den 16. juli 1782.

Et forældet kuriosum
Efter Den franske Revolution havde Europa andet at tænke på, hvilket er den nærliggende forklaring på, at Bortførelsen siden da har haft status som et lidt forældet kuriosum, hvis opførelse kun har haft berettigelse i den notorisk fremragende og egenartede musik. Dette har dog ændret sig i vor tid, hvor mødet mellem europæisk og mellemøstlig kultur har fået fornyet aktualitet og dermed foranlediget adskillige provokerende og til dels skandaleombruste opførelser. Handlingens miljø, et muslimsk harem samt de to muslimer – den groft karikerede Osmin og den ædle Bassa Selim – leverer rigeligt stof til både sexistisk-lummer provokation og pro-et-kontra-indspark i den verserende mono- eller multi-kulti-debat. Alene af disse grunde var der store forventninger til, hvad Den Jyske Opera havde fundet på ved premieren fredag aften den 21. februar: Var Bassa Selim en grov islamistisk fundamentalist, der blandt sine tilfangetagne og slavebundne kvinder havde forelsket sig i Konstanze, men nu havde fortrudt sine handlinger? Eller var han måske en ædel, humanistisk, islamisk statsmand, der i operaens forløb afslørede sin tjener Osmin som en grum, forklædt ISIS-kriger, hvis tilfangetagne sexslave han nu befriede?
Mulighederne er lige så mangfoldige som kontroversielle og man skal passe på, hvad man siger og gør.
Men intet af den slags har instruktøren, operachef Philipp Kochheim, gjort sig skyldig i. Stik imod tidens tendens har han tilstræbt en afpolitisering af operaen til fordel for en fremhævelse af et alment-menneskeligt aspekt, som han har ment at kunne aflæse af fortællingen: Miljøet har intet med islam at gøre, men er et rigmands-miljø af den slags, hvor man køber sig til alt. Konstanze er ikke taget til fange, men blot ’fanget’ af sin egen indre konflikt mellem kærlighed til den fattige Belmonte og materielt begær efter mangemilliardæren, Bassa Selims, ydelser. Over denne problematik kunne der sikkert også udspilles at vældigt drama, men spørgsmålet er, om Mozarts opera kan benyttes til formålet?
Den talte dialog er blevet tilpasset derefter, men ikke arierne, hvilket resulterer i grov kognitiv dissonans: Konstanze snakker som tomhjernet overklassegås om sit selvvalgte begær efter Bassa Selims materielle ydelser og synger derpå – i sart empfindsamer Stil– om sit påtvungne fangenskab, der afskærer hende fra lykken med Belmonte. Det sceniske, det talte og det sungne lag passer slet og ret dårligt sammen.
Noget lignende gælder persontegningen. I DJOs version er Bassa Selim et stakkels velhavende skvat, der braser sammen, så snart han opdager rigdommens tomhed. Dermed vokser han naturligvis som teatralsk figur, fordi han får en skæbne, men han taber som karakter – som fixpunkt – for det, som overhovedet får Konstanze til at overveje, om hun – som alternativ til ingenting – skal føje for ham. For det er jo det, der er hendes dilemma og det fremgår af operaens tekst.

Ganske godt teater
Når dette er sagt, skal det ikke bestrides, at opsætningen på mange måder er ganske godt teater, om end effektjageriet flere steder tager overhånd og udvisker musikken, som er og bliver operaens største kvalitet. Som man kender det fra alle de store operakomponister, har Mozarts mesterværker alle deres specielle colore. Musikken fra den ene kan ikke umiddelbart flyttes over til den anden uden at forårsage et vist stilbrud: Udover den tyrkiske kolorit i orkestermusikken (og de udeladte kor) kendetegnes musikken i Bortførelsen ved sin sarte, følsomme stil, der især strømmer gennem Konstanzes pragtfulde arier – men også gennem Belmontes parti – og som forbinder sig tæt med den tilsvarende sarte sprogstil. Der er grænser for, hvad denne sarte stil tåler uden at blive til skår i den glasbutik, elefanten har trampet igennem.
Aarhus Symfoniorkester leverede ikke blot det vanligt smukke orkesterspil, men ramte under Claus Eflands kompetente direktion netop den sarte klang, musikkens stil fordrer. I hovedrollen som Konstanze blev sangerkorpset anført af den suverænt syngende Clara Thomsen, for hvis fødder en storslået karriere synes at folde sig ud. Fremragende var også Cassandra Lemoine som Blonde og Hakan Tirasoglu som Osmin. Martin Lechleitner som Pedrillo havde svært ved at fylde rummet, når han kom for langt tilbage på scenen. Sven Hjörleifssons unge stemme har mange kvaliteter, men mangler vel stadig de fornødne erfaringer til at folde sig helt ud. I talerollen som Bassa Selim var den fremragende skuespiller, Christoph Gareisen, lige ved at sjæle hele scenebilledet.
Alt i alt en meget ejendommelig forestilling, hvor godt blandede sig næsten uadskilleligt med mindre godt: Arier for sig og scenisk spex for sig.