Barberen i Helsingør

Figaro alias Ole Henriksen 

 Af Sanne Caft

******

Barberen er dybest set en belcanto “dreng møder pige – komplikationer opstår – forløsning og bukke/neje-historie” med hjertegribende smuk musik. Rossini har komponeret længselsfulde arier, myldrende masseoptrin og tornadohurtige tirader, der i denne opsætning blev leveret med charme og scenisk overskud af Helsingør Kammeropera og GuidOpera. Kombinationen af hjerte og fjolleri var i centrum allerede fra åbningsscenen, hvor en længselsfuld Grev Almaviva i Niels Jørgen Riis’ skikkelse sang sin følelsesfulde serenade til den fraværende elskede, Rosina, sunget af Camilla Illeborg.
Handlingen var henlagt til Los Angeles, og Guido Paevatalus Figaro var modelleret efter creme-kongen Ole Henriksen. Han havde fat i alle manerismerne og det boblende overskud, der er karakteristisk for både karakteren og Paevatalus egen kunstneriske profil. Figaro er og bliver en spradebasse, der syngende masserede både musikerne og sangerne, der upåagtet fortsatte gennem creme- og nakkemassage til publikums moro.
Forestillingen var solidt funderet i de fleste optrædendes årelange erfaring og blev båret igennem med charme, selvtillid og lækkert hår. Kammerformatet med fire musikere fra Det kongelige Kapel formåede at give musikalsk fylde, og de fik selv tordenvejret i sidste akt til at lyde af tordenbulder og piskende slagregn. Der blev sunget på dansk, hvilket var et helt rigtigt valg. Handling, følelser og komik kommer tættere på tilhørerne, når der ikke skal filtreres gennem et for mange uforståeligt sprog som italiensk. En komisk opera fungerer, hvis timingen er rigtig, og med en forbilledlig tekstudtale fra sangerne var det nemt som publikum at høre de mange finurlige detaljer i librettoen.

Bolands libretto?

For denne anmelder lød det som den gamle Holger Boland oversættelse, der blev sunget i Det kongelige Teaters opsætning af Barberen, der løb over scenen år efter år. Måske med et par pluk fra Karen Hoffmanns oversættelse fra Kasper Holtens efterfølgende Barber-på-vrangen. Flettet med lidt ændringer, der var tilpasset handlingen i Hollywood.Det lyder rodet, men det virkede perfekt.
Et af kravene til en Rossini-sanger er evnen til at levere afsindigt hurtige perler af sang, der skal stå knivskarpt både i tone og tekst. Teksten kunne f.eks. være Don Basilios “bagtalelsesarie”, her sunget af den rutinerede Christian Christiansen: “Og den arme, man bagtaler, segner under disse kvaler. Under sladrens pisk han martres, sønderknuses og forgår”. Prøv at synge det hurtigt otte gange efter hinanden og få en fornemmelse af kravene til ekvilibristisk stemmestyring.
Var der indimellem lidt slitage på stemmen, blev der til gengæld leveret på sceneudstråling og tekstmæssigt overskud, hvor mange af Bolands gennemprøvede instruktørmæssige finurligheder var bibeholdt og kombineret med amerikanske elementer. Som den sergent, der kommer for at arrestere Almaviva: Her ændret til en FBI-agent, der måtte trække sig for Almavivas forklædning som CIA-agent. Fjollet, javist, men også sjovt og fint sunget af Jakob Vad.
Hans Lawaetz sang Bartolo, der trods rænker og hidsighed må stå forstenet tilbage og konstatere, at tenoren nok engang løb med sopranen. Rollen fordrer, at der spilles til kanten men ikke over, hvilket også er gældende for det øvrige ensemble. Her skal spilles for fuld skrue men ikke overspilles. En balance, der lykkedes langt hen ad vejen.
Også de mindre roller var godt besat med yngre kræfter. Jasia Julia Nielsen havde den lille rolle som stuepigen Berta, her coke-sniffende klinikdame, og fik sikkert leveret Bertas arie om mænd, der holder sig væk, skønt hun ‘er i prima stand’ – og som havde både sangligt og scenisk overskud. Generelt emmede forestillingen af en ustoppelig lyst til at underholde, hvilket publikum taknemmeligt tog imod.
Alt i alt en Barber, der både bød på nostalgisk gensyn med Bolandske elementer og fornøjelig nytænkning. Vel værd at spendere en aften på.