Hjemmeopera i den helt store stil. Foto: Miklos Szabo / DKT

CHARME, HUMOR, ELEGANCE

Ariadne på Naxos på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

”Vi har overværet et spændende eksperiment. Mon det kan ændre operaens fremtid?” Sådan cirka lyder den sidste replik i Richard Strauss’ Ariadne på Naxos, som den nu kan opleves på Operaen. Replikken bliver ikke sunget, og den findes heller ikke i Hugo von Hofmannsthals libretto. Den er en del af det ekstra lag, som instruktøren Katie Mitchell – ved denne genopsætning repræsenteret af Robin Tebbutt – har lagt på den i forvejen sindrige konstruktion: en opera inden i en opera inden i en æstetisk diskussion.

Replikken giver rigtig god mening, for Strauss og Hofmannsthal blandede i sin tid kortene på en ny og raffineret måde: tragisk opera seria møder opera buffa/operette/kabaret – og moderne konversationsopera. Det gælder både musikalsk og scenisk, for historien er jo, at ’rigmanden’ – her fordoblet til et nutidigt, rigt, cross-dressed ægtepar – har bestilt både en tragisk opera og en munter musikkomedie til (sølvbryllups)festen, men der er ikke tid nok til begge dele, så hushovmesteren – her en kvindelig ’Personal Assistant’ – videregiver beskeden om, at de to værker skal opføres samtidig! Til bestyrtelse for den unge, idealistiske komponist og hendes lærer, pragmatisk taget til efterretning af dansemesteren og hans gøglertrup. For ”den der betaler for musikken, bestemmer hvad der spilles”. Det gjaldt for 100 år siden, og det gælder ikke mindre i dag.

Dette er den ene af Katie Mitchells pointer, som her understreges af, at det rige ægtepar er eneste publikum til forestillingen: alle de andre ’kunstelskere’ er faldet i søvn, får vi at vide. Parret følger med i operaen/showet, men med vekslende engagement. Fruen forstår ikke rigtig handlingen og spørger til den, ret forstyrrende; manden er mere engageret, men de kigger også i mobil, får taget selfies, danser og taler sammen undervejs. Begge lader sig ind i mellem invitere op på ’scenen’ – et område af deres kæmpestore patricierlejlighed, der (som en luksus hjemmeopera) er omdannet til et spil-område, nærmest som en lille manege. Scenografen Chloe Lamford og kostumedesigneren Sarah Blenkinsop må roses for den elegante ’storstue’, hvor ’parykmageren’ indretter sig med kostumer, parykker, sminke osv. i det fjerneste hjørne, så vi får hurtige omklædninger à la teatersport.

Den anden (feministiske?) pointe er sværere at formulere klart, for det drejer sig om en problematisering af operaens slutning: Ariadne overvinder sin dødslængsel – forladtheds- eller fødselsdepression, efter at Theseus har forladt hende, men hun bliver ikke forløst af den skønt syngende bejler Bacchus (som vi er vant til, fordi det er Strauss’/Hofmannsthals slutpointe). Nej, Ariadne får vakt livsgnisten og kærligheden af og til det barn (Theseus, må vi formode), som hun føder på scenen, mens najaderne forkynder ’gudens ankomst’. Det er altså en meget speciel Ariadne, vi møder – først som højgravid sopran i forspillet, som skildrer de to kunstnergruppers møde og konflikt. Bacchus – sunget af en forfængelig tenor – ved vi herfra – får en lang næse, og resten af selskabet holder barselsfest omkring den atter lykkelige Ariadne og hendes nyfødte dreng. Moderkærligheden trumfer alt? Eller er det simpelthen lykkedes Zerbinetta at give Ariadne et nyt livssyn?

Tempo, kontraster og timing

Der er meget at holde styr på, uanset om man i forvejen kender operaen eller ej. Især i forspillet er tempoet højt, kontrasterne mange og timingen heldigvis meget stram. Der foregår næsten hele tiden flere ting samtidig. Musikken er flygtig og hastigt skiftende. Det er konversationsopera med mange korte replikker og dialoger, og med stor stilkontrast: på den ene side den storladne (tragiske) operastil repræsenteret af komponisten, hendes lærer og de to primadonnaer (sopranen og tenoren), på den anden side munter buffo-stil hos dansemesterens gøglertrup med stjernen Zerbinetta og hendes fire ’tjenere’ og bejlere. Tiden går kun i stå nogle få gange: i komponistens ’trosbekendelse’ (musikken er en helligdom) og i den pludseligt opståede forelskelsesscene mellem komponisten (mand eller kvinde?) og Zerbinetta. I Opera-delen foldes de to stilarter så ud i meget længere, stærkt kontrasterende afsnit, hvor Ariadne begræder sin skæbne, sekunderet af nymferne, mens komedianterne forgæves prøver at muntre hende op. Højde- og vendepunktet er Zerbinettas store scene og arie, hvor alle kommer i hendes koloratur-vridemaskine. Det er alt sammen uhyre underholdende og musikalsk nydelsesrigt.

En sangerfest

Forestillingen er nærmest overdådigt besat med herlige sangerskuespillere. I forspillet brillerer Elisabeth Jansson som komponisten (ærgerligt at hun i Opera-delen ikke synger, men kun ’dirigerer’ og reagerer). Michael Kraus er en stor autoritet, også vokalt, som hendes lærer, og Jens Christian Tvilum skaber en herlig figur ud af dansemesteren. I Operaen folder Ann Petersen sig ud som Ariadne, gribende i sin søvngængeragtige fortabthed. Zerbinetta, den kontrasterende kvindefigur, gestaltes med forbløffende virtuositet af Serena Sáenz, mens James McCorkle synger det forholdsvis lille, men hundesvære parti som Bacchus med imponerende vokalt overskud. I de mindre roller som Zerbinettas kolleger er det en fornøjelse at se og høre Andreas Landin, Gert Henning-Jensen, Jacob Skov Andersen og Simon Duus. Tre sangerinder fra kompagniets ”Young Artist Programme” er de meget velsyngende najader: Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen og Fanny Soyer. Hushovmesteren aka den kvindelige PA spilles af Katrin Weisser, mens Lars Halby og Helle Kristiansen udfylder ægteparrets roller – med de tildigtede replikker – på fineste vis.

Funklende orkester

Strauss har komponeret Ariadne for et lille orkester: 16 strygere, 12 blæsere plus pauker, slagtøj, harmonium, celeste, klaver og to harper! Han jonglerer fuldstændig virtuost med de forskellige stilelementer og citerer eller refererer undervejs både til Mozart, Schubert, Wagner og sig selv. Den kvindelige dirigent var ny for mig: den 35-årige Giedre Šlekyte fra Litauen havde fuld kontrol over såvel det instrumentale som det vokale. Man fik indtryk af, at holdet har haft en fest med at gøre forestillingen klar til publikum.

Ariadne på Naxos kan varmt anbefales, velsunget og -spillet som den er. Der er også en del at tænke over, men det er kun godt, for fortolkningen er modig og nyskabende på den gode måde. I programmet gør Robin Tebbutt udmærket rede for nogle af Katie Mitchells tanker og dramaturgiske greb. Alligevel er jeg f.eks. i tvivl om, hvordan jeg skal forstå graviditeten og fødslen. Jo, det er selvfølgelig en metafor for at nyt liv og ny kærlighed kan opstå ud af selv den dybeste sorg og elendighed. Og samtidig er det en afvisning af den gamle (og ophavsmændenes) kliché, at en forladt kvinde behøver en ny elsker for at komme videre i livet. Men hvorfor er det ikke kun (rollen) Ariadne, men også sopranen, der er gravid? Og hvorfor har Bacchus en pistol (og andet selvmordsgrej) med blandt sine mange gaver? Er han faktisk, som Ariadne tror, Hermes som dødsgudens bud? Det er sandelig godt, at Zerbinetta griber ind og får afværget Ariadnes selvmord!

Der serveres med andre ord en del gåder oveni Strauss og Hofmannsthals elegante leg med store æstetiske og eksistentielle spørgsmål. Det er helt i orden, når det gøres så veloplagt og vedkommende som her. Et velkomment ”eksperiment”!

Ariadne på Naxos

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 13. marts 2024

Komponist: Richard Strauss

Librettist: Hugo von Hofmannsthal

Dirigent: Giedre Šlekyte

Iscenesættelse: Katie Mitchell

Genopsætningsinstruktør: Robin Tebbutt

Scenografi: Chloe Lamford

Kostumedesign: Sarah Blenkinsop

Koreografi: Joseph Alford

Lysdesign: James Farncombe

Genopsætnings lysdesigner: Pierre Lafanechere

Medvirkende:

Komponisten: Elisabeth Jansson

Musiklæreren: Michael Kraus

Primadonnaen/Ariadne: Ann Petersen

Tenoren/Bacchus: James McCorkle

Dansemesteren: Jens Christian Tvilum

Parykmageren: Johannes Sejersted Bødtker

Lakajen: Marcus Dawson

Agenten/Officeren: Ian Bjørsvik

Zerbinetta: Serena Sáenz

Harlekin: Andreas Lundin

Brighella: Gert Henning-Jensen

Scaramuccio: Jacob Skov Andersen

Truffaldino: Simon Duus

Najade: Marlene Metzger

Dryade: Frida Lund-Larsen

Ekko: Fanny Soyer

Hushovmesteren: Katrin Weisser (talerolle)

Det rige ægtepar: Lars Halby/Helle Kristiansen (taleroller)

Det Kongelige Kapel

Produktionen er et samarbejde mellem DKT, Festival d’Aix-en-Provence, Finnish National Opera og Opéra national de Paris.