Miriam Clark, Raehann Bryce-Davis og Samuele Simincini. Foto: Camilla Winther / DKT

Det menneskelige drama

Af Pia Fossheim

******

Aida blev ikke skrevet til åbningen af Suez-kanalen i 1869. Verdi var blevet opfordret til at skrive en festkantate til begivenheden, men han afslog med begrundelsen, at han ikke komponerede lejlighedsmusik. Samtidig indviedes et nyt operahus efter europæisk forbillede i Cairo, og første forestilling der var en af hans operaer, nemlig Rigoletto.

Stærke kræfter gjorde alt for at få ham til at komponere en opera med et oldægyptisk tema, og han lod sig efter nogen betænkning overtale. Måske dels fordi opgaven ellers ville gå til den franske komponist Gounod eller tyske Richard Wagner, dels fordi honoraret var fyrsteligt.

Så Verdi påtog sig opgaven, og Aida havde premiere i Cairo juleaften 1871 – uden Verdi, som ikke brød sig om at sejle. Operaen blev opført første gang i Europa februar 1872, hvor han til gengæld var til stede. Til den nyopførte Opera på Holmen valgte DKT Aida som den først spillede opera i fuld længde i 2005. Det var en opsætning, som foregik i oldtidens Ægypten med scenografi og kostumer i tidens stil.

Denne Aida foregår et ikke defineret sted og meget aktuelt i nutiden i skyggen af krig og religiøse magtstrukturer. Landet, hvor den foregår, ledes formelt af en konge, men reelt er det ypperstepræsten Ramfis, der styrer. Han manipulerer ved at påstå at kunne tolke Gudindens vilje, som er at de skal drage i krig mod et land mod syd, og at den unge Radamès skal lede hæren.

Radamès er stolt og glad for at kunne tjene sit fædreland. Han har tilbragt natten sammen med kongens datter Amneris, men han elsker slavinden Aida, som ingen ved er prinsesse af landet mod syd. Aidas rolle synges og danses også af fire dansere, som illustrerer hendes forskellige sindsstemninger.

Begge kvinderne elsker Radamès, og dette trekantsdrama er den centrale handling i operaen.

Amneris er hævngerrig og syg af jalousi. Radamès og Aida er splittede mellem deres kærlighed til hinanden og kærligheden til deres respektive lande.

Radamès drager i krig og vender sejrrig tilbage; med tilbage har han krigsfanger, deriblandt Aidas far Amonasro. Radamès er blevet lovet et ønske, og han vælger at få fangerne frigivet, meget mod Ramfis’ vilje, som mener at taberne vil gøre gengæld, og det er da også, hvad der sker. De planlægger et angreb, og Amonasro tvinger Aida til at udfritte Radamès om hans strategi. For sent forstår Radamès, at han har forrådt sit land, og han ønsker at blive stillet for præstedomstolen, selv om han ved, at han vil blive dømt til døden.

Amneris er udset til at efterfølge sin far på tronen. I et forsøg på at redde Radamès tilbyder hun ham ægteskab, men Ramfis viser hende brutalt, at hun i virkeligheden ingen magt har.

De tre elskende er således oppe imod præstestandens undertrykkelse, og de ender med at tabe. Radamès vælger at dø, fordi han har forrådt sit land, Aida vælger af kærlighed at dø sammen med ham, og Amneris sidder tilbage og begræder sin elskede og sin skæbne.

Musikken og sangerne

Verdi lader hovedpersonerne have hver deres ledemotiv; ouverturen begynder næsten som kammermusik med de lyse strygere, som spiller et tema, som følger Aida. Og det meste af musikken er netop stemningsfuld piano, der beskriver forholdet mellem mennesker, selv om de fleste forbinder Aida med den pragtfulde triumfmusik.

Sangerholdet på premiereaftenen var alle flot syngende. Miriam Clark som Aida mestrede både det dramatiske og det meget sarte i partiet. Amneris, et drømmeparti for en dramatisk mezzo, blev fuldt indfriet af Raehann Bryce-Davis. Som Radamès turnerede Samuele Simoncini den svære bravurarie ”Celeste Aida” i begyndelsen af operaen på imponerende vis. Kyungil Kos Ramfis var tilpas usympatisk som magtmenneske, og Musa Ngqungwana som Amonasro og Sir Willard White som kongen gav begge pondus til deres roller. Tempelsangerindernes fremmedartede musik blev sunget med atmosfærisk skønhed af Gisela Stille og damerne i Operakoret. Endelig var Michael Kristensen som budbringer et dejligt genhør på Operaen.

Og ikke mindst Operakoret og Kapellet, som begge er udvidet til denne forestilling, ydede en fornem præstation, med Triumfmarchens fanfare, der blev spillet fra balkonen på de særlige Aida-trompeter, som højdepunkt.

Scenografi og kostumer

Scenografien er enkel og består mest af projektioner på bagtæppet. Det er dels ubestemmelige billeder af noget organisk, som skal illudere landskaber eller stenformationer, dels krigsbilleder af flyangreb, våben og mennesker i nød. I slutscenen deler tæppet sig og viser en slugt op imod lyset, den lukker sig langsomt og udvisker Aida og Radamès, så de til sidst går i ét med billedet.

Hæren drager i krig under en fane sammensat af EU’s gule stjerner, Natos kompas og FN’s laurbærkrans. Helten Radamès har en vis lighed med Ukraines præsident Zelenskyj. Han er som ham iført kortærmet T-shirt og kamuflagebusker. Præsterne er selvfølgelig en sort anonym skare. Til gengæld er der guld og glimmer over kostumer og scene, når de store triumfer fejres.

Alt i alt et scenebillede uden pyramider, sfinkser eller søjler i kolossalorden, men som med forholdsvis få virkemidler giver plads til det menneskelige drama.

Instruktøren Annabel Ardens tolkning af Aida bringer historien ind i nutiden og gør den relevant for os i en verden under forvandling.

Aida

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 2. marts 2023

Musik: Giuseppe Verdi

Libretto: Antonio Ghislanzoni

Dirigent: Paolo Carignani

Iscenesættelse: Annabel Arden

Med-instruktør: Angelo Smimmo

Koreografi: Theo Clinkard

Scenografi: Merle Hensel

Kostumedesign: Gabrielle Dalton

Lysdesign: Lee Curran

Videodesign: Will Duke

Aida: Miriam Clark

Amneris: Raehann Bryce-Davis

Radamès: Samuele Simoncini

Amonasro: Musa Ngqungwana

Ramfis: Kyungil Ko

Kongen: Sir Willard White

En tempelsangerinde: Gisela Stille

Et bud: Michael Kristensen

Dansere: Brittanie Brown, Jens Schyt Brøndum, Nikoline Due, Stine Rønne

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor