Hjertevarm minimalisme

Anmeldt af Anne Holm

******

Da jeg fortalte, at jeg skulle opleve Aida i Opera Hedeland, sagde en veninde: ”Gad vide, om der så er elefanter?”
Det var der ikke, kan jeg røbe, men mindre kan også gøre det. For der er ikke meget, der kommer op på siden af at sidde en mild augustaften på skråningerne omkring scenen i amfiteatret i Hedeland og kigge rundt, på publikum, der sidder pakket ind i tæpper og jakker; på trappekulissen, der hæver sig over scenen og også er orkestergrav; på søen bag scenen, på øen i søen bag scenen, og på landskabet bag øen i søen bag scenen, mens en måge ihærdigt skræpper om kap med seks klart-truttende Aida-trompeter.
20 års jubilæumsforestillingen på Opera Hedeland, som havde premiere fredag den 5. august 2022, er Giuseppe Verdis festopera Aida. En opera, de fleste nok forbinder med sejrsoptoget, som indleder anden akt (det er her elefanterne kommer ind i billedet), men som også er et kammerspil om kærlighed, jalousi, forræderi og død i en overdådig musikalsk indpakning.
Aida, som er etiopier og slave hos den egyptiske konge, elsker den egyptiske feltherre Radamés, og han hende, men det siger sig selv, at forholdet mellem en etiopisk slavinde og en egyptisk feltherre ikke er ”a Match made in Heaven”. Tværtimod er den kærlighed nok dømt til undergang lige fra begyndelsen.
Nemmere bliver det ikke af, at den egyptiske konges datter, Amneris, også er forelsket i Radamés og har en kraftig mistanke om, hvad det er, der er på spil mellem hendes slavinde Aida og Radamés – en mistanke som hun gør, hvad hun kan for at få bekræftet, jaloux, som hun er.
Hvad Aida ikke har røbet for nogen er, at hun er etiopisk prinsesse, og da hendes far bliver taget til fange under endnu et egyptisk krigstogt i Etiopien, og han begynder at blande sig, går det helt galt: Den slagne konge bruger – i et forsøg på at vinde magten over sit land tilbage – sin datter til at få Radamés til at røbe egypternes krigsplaner. Da det går op for Radamés, at han er blevet misbrugt og har forrådt sit land, overgiver han sig, og bliver efterfølgende dømt til døden, på trods af at Amneris, som er kommet på bedre tanker, går i forbøn for ham.
Radamés skal begraves levende – og om det er en form for happy ending kan vist diskuteres, men i al fald ender det med, at Aida, da den sidste sten er lagt på graven, træder frem af skyggerne, hvor hun har gemt sig, og sammen går de to elskende i døden, mens en sørgende Amneris beder for sin elskedes fred ude i det fri.

Kitsch og kærlighed
Nogle læsere vil måske synes, at der er en lille smule ironisk distance over denne gennemgang af Verdis elskede opera. Men der er altså, set med mine nutidige øjne, et element af kitsch over denne opera, som samtidig med, at den er et gennemkomponeret mesterværk og en musikalsk nydelse, er en helt utidssvarende musikforestilling – en anakronisme pakket ind i hieroglyffer og fed orientalisme.
Og hvordan opfører man så sådan en opera i dag, hvor luften og kulturdebatten er tyk af begreber som ”kulturel appropriation” og ”blackfacing”?
Den græske instruktør Rodula Gaitenou, som i 2019 fik en pris for sin opsætning af Lucia de Lammermoor i Hedeland, har sammen med scenograf og lysdesigner Simon Corder og kostumedesigner Gøje Rostrup skabt en forholdsvis minimalistisk opsætning, der ikke er særlig ”egyptisk” eller ”etiopisk”, men fungerer. Dog bedst efter pausen, når mørket har sænket sig, og der med lys kan skabes et intimt rum omkring forestillingens hovedfigurer, og operaens karakter af kammerspil bliver tydelig.
Scenografien er flot i al sin enkelhed, men selv om Gøje Rostrup har været large med guldstoffet, så syner de 32 korsangere, som optræder som slavinder, soldater, præster og etiopiske krigsfanger, ikke af meget på Hedelands ret store scene, og masseoptrinene inden pausen virkede lidt magre.
Til gengæld fyldte og lød musikken og sangen godt. Orkestret under ledelse af Carlo Goldstein ydede en solid præstation. Det samme gjorde koret med Filipe Carvelheiro som kormester.
Også solisterne var gode – med Yana Kleyn, der synger Aida, som en klart lysende stjerne. Hver gang hun sang, løftede det hele sig lige en halv meter fra jorden, og gåsehuden kom krybende. Intet under, at Copenhagen Opera Festival 2022 har udnævnt hende til Årets Operatalent.
Andrea Pellegrinis mørke mezzosopran tilførte en tone af lidenskab og vrede til den arrogante, men også ulykkeligt elskende Amneris’ sange; det klingede intenst og smukt sammen med og op imod Yana Kleyns sopran, den fortvivlet elskende Aidas.
Kjetil Støa lød nogle steder, som om rollen som Radamés lå lige udenfor rammerne af, hvad hans stemme kunne klare, men hans stemme klang gennemgående smukt sammen med Yana Kleyns, og deres duetter var gribende.
Kristin Nowlan var stærkt syngende i rollen som ypperstepræstinde, og rollerne som kongen af Egypten og den etiopiske konge Amonasro blev sunget overbevisende af Steffen Bruun og Lars Fosser.

Så pyt med, at der ikke var elefanter. Vi gik hjem med hjerterne fulde af velklingende Verdi og sindet stemt af sensommernattens mildhed.

Aida
Opera Hedeland

Set fredag den 5. august 2022

Komponist: Giuseppe Verdi
Libretto: Antonio Ghislanzoni

Instruktør: Rodula Gaitanou
Dirigent: Carlo Goldstein
Scenografi og lysdesign: Simon Corder
Kostumedesign: Gøje Rostrup

Aida: Yana Kleyn
Radamés: Kjetil Støa
Amneris: Andrea Pellegrini
Ramphis: Tadas Girininkas
Amonasro: Lars Fosser
Kongen af Egypten: Steffen Bruun
Bud: Per Jellum
Ypperstepræstinde: Kristin Nowlan

Opera Hedelands kor
Opera Hedelands Festivalorkester