Orest på Det Kongelige Teater

Scenebillede fra Orest. Foto: Camilla Winther / DKT

Blodet på mine hænder

Anmeldt af Anne Holm

******

Handlingen i Orest er blodig og barsk. Orest martres af mareridt – virkningsfuldt iscenesat i en mørkelagt teatersal, hvor der lyder et hjerteskærende skrig efterfulgt af sitrende violiner og kvindestemmer, der hvisker, kalder ”Orest”. Han kæmper med det faktum, at han har slået sin mor og hendes elsker ihjel. Tilskyndet af sin søster Elektra, vanvittig af sorg og hævnlyst, og af guden Apollon, der har flere mord på agendaen og lokker med det, mange stræber efter, berømmelse og et evigt liv i historien.

Orest’ og Elektras moster, den ikke mere helt så skønne Helena, kommer sammen med sin datter Hermione for at lægge blomster på sin søsters grav, men kan ikke komme til det, fordi alle hader hende efter hendes kærlighedsflugt med Paris og den krig, som har kostet så mange liv.

Hun er fortvivlet, Orest er martret, Elektra er vanvittig, og det hele er gået op i en stivnet spids, som ingen af dem kan komme ud af.

Menelaos kommer for at hende sin kone, Helena tilbage, han vil ikke hjælpe nogen, han vil bare rydde op og hjem igen, Orestgiver efter for presset fra søsteren og Apollon og slår Helena ihjel, så blodet sprøjter – og i øvrigt er væggene allerede smurt ind i blodet fra tidligere mord, blod, som nogle prøver at vaske væk, andre bare bliver smurt ind i.

Nu har Orest begået endnu et mord og Apollon fået sin vilje og den eftertragtede Helena i døden – og den eneste, der ikke rigtig er fanget i denne nedadgående spiral af hævn og blodtørst og begær er Hermione. Den unge, ubesmittede, der får overbevist Orest om, at han kan bryde ud af det skæbne-net, han er fanget i. Sammen forlader de den mørklagte scene, kun udstyret med to lommelygter. Enkelt, men virkningsfuldt – det slutter, hvor det begyndte, i en mørkelagt sal, nu ikke med mareridt, men med to lyskegler, der peger søgende fremad og måske finder en vej.

Handlingen i den 74-årige tyske komponist Manfred Trojahns opera, som havde urpremiere i 2011, fortsætter, hvor Richard Strauss’ Elektra slap.

Hvordan lever man videre med mordet på sin mor på samvittigheden, i en verden drevet af tilsyneladende uendelighævnlyst …?

Ikke godt, skulle jeg hilse og sige.

Efter 76 pauseløse minutter i selskab med den traumatiserede familie, sidder man spændt til bristepunktet og får lyst til at skrige ”SÅ hold dog OP! Gør jer FRI! Stop det forbandede myrderi!” Det er næsten ikke til at bære.

Et gennemvævet musikbillede

Det, der gør det til at bære, er Manfred Trojahns musik, som er gennemkomponeret, gennemvævet, substansfuld, solid og smuk,og som indimellem åbenbarer musikalske mindelser fra Richard Strauss, der gør, at man føler sig strøget en anelse med håret (de få sekunder det varer).

Operaen er et voldsomt musikbillede – sangere, der står og synger fra først til sidst, med en styrke, der får en til at tænke, at om lidt hopper deres lunger ud af kroppen. Det kræver sin sanger, og dem har de fundet til opsætningen i Operaen.

Om en stemme klinger godt, afhænger jo meget af ørerne, der hører, men i mine ører klinger den tyske baryton Christoph Pohls stemme perfekt i Manfred Trojahns musik. Pohl sang Orest, en rolle, der selvsagt fylder meget. Elisabeth Jansson sang Elektra og fyldte rollen med store, stærke toner fra først til sidst og bund til top, Ida Falk Winland sang en fortvivlende smuk Helena, og Caroline Wettergren sang Hermione med både kraft og ømhed. Thomas Blondelle var en slesk charmerende, skræmmende Apollon, og Gert Henning-Jensen en energisk Menelaos. Ingen af stemmerne kom til kort overfor den udladning af musik, der væltede op af orkestergraven, hvor kappellet spillede om kap under ledelse af Marie Jacquot.

Deres udsendte er usikker på, om hun helt forstod iscenesættelsen – men når først musikken spiller, så pyt. Det var en aften med musik, der blæste én hele vejen hjem og et andet sted hen på én og samme tid. Det er det, opera kan, når bølgerne går højest.

Orest

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 19. september 2024

Musik og libretto: Manfred Trojahn

Musikalsk ledelse: Marie Jacquot

Iscenesættelse: Kasper Holten

Scenografi, kostume og videodesign: Scenografi, kostume og videodesign: Steffen Aarfing

Lysdesign: Ulrik Gad

Orest: Christoph Pohl

Elektra: Elisabeth Jansson

Menelaos: Gert Henning-Jensen

Helena: Ida Falk Winland

Hermione: Caroline Wettergreen

Apollon/Dionysos: Thomas Blondelle

Herrekor: Lars Bo Ravnbak, Lukas Noerbel, Marcus Birgersson, Shaked Evron (tenor); Dong Huy Kim, James Berry, Lasse Christian Bach, Simon Schelling (bas)

Damekor: (præindspillet): Sibylle Glosted, Melissa Baug, Francine Vis, Kirsten Voss, Nina Clausen, Frederikke Kampmann

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel