Hvorfor vender Orfeus sig om?

Orfeo som opera-installation på Teater S/H

Af Lars Ole Bonde

******

Man går gennem Kødbyens mylder af spisende, drikkende, snakkende og festende mennesker – og ankommer til Dødsriget allernederst i Staldgade. Eller rettere: man når frem til Teater Sort/Hvid i bunden af Kødbyen, hvor der er indbudt til ”operainstallation”.

Hvis man ikke er klædt i sort, som teatret ellers opfordrer til, kan man låne en sort kappe. Alle tilskuere må iføre sig hvide dødsmasker (med huller til øjnene, men ikke til mund og næse), som også teatrets personale og alle orkestermusikere er iført. I gåsegang ankommer vi så – gennem en af de mange døre til den forhenværende slagtehal – til en labyrint med skiftende kvadratiske tableauer: ét med talrige inskriptioner på væggene, hvor en hvidklædt kontratenor nynner stilfærdigt; et anden med en ligeledes nynnende, androgyn underverdensdronning (Persefone?) på en vandomkranset sokkel; et tredje med en kokkeklædt mand, der langsomt ruller ler-dej ud med ituslået porcelæn og afrevne lemmer omkring sig. Vandringen er ledsaget af en ordløs, enstemmig klagesang, der klinger af meget gamle dage.

Dødsrigets teater

I centrum af labyrinten finder vi Dødsrigets operateater, hvor et orkester sidder parat i to etager og med en dirigent (Magnus Larsson), som lærer os klagesangen. Efterhånden synger næsten hele publikum med på teksten: Ku’ vi kalde ham frem / En sidste gang / Var vi fri for at synge vores klagesang.

I dødens teater møder vi prominente døde (uden masker), som gennemspiller og -synger det gamle drama om Orfeus og Eurydike i noget, der ligner Monteverdis version. Operaen præsenteres af en både skræmmende og fascinerende fortæller. Det er Madame Nielsen iført bar, tilsølet overkrop og sorte ridebukser, en intens og grotesk gestalt. Monteverdis Orfeo præsenteres – ret loyalt mod forlægget – som enkeltscener: Musica har sin prolog, Orfeus møder Eurydike og gifter sig med hende, Eurydike dør af slangebid, Budbringersken beretter tragedien for Orfeus, som beslutter sig for at hente sin elskede i Dødsriget, selvom Karon siger nej til at sejle ham over Styx. Vandringen gennem Dødsriget slutter i/med det skæbnesvangre øjeblik (i Monteverdis 4. akt), hvor Orfeus vender sig om (selvom Eurydike ikke har bedt ham om det i denne version).

Så bryder alt sammen i et splintret mørke med sort katastrofemusik, og vi gennes igen ud i labyrinten. Den har nu flere stationer, hvor en række temaer relateret til myten foldes ud i ord, toner, gestik og scenografi: skæbnetro og livsvalg; musikken som bro mellem levende og døde; drømmen om evigt liv; sproget som overvinder af alle grænser. Vi genser dirigenten og nogle af sangerne, men også de to skuespillere, der i operadelen har spejlet Eurydike; Karons dværg er der også – og Madame Nielsen igen!

Memento mori, memento vivere

Fællestemaet synes at være spørgsmål rettet til os: Hvem er Orfeus egentlig? Hvad er hans projekt, og hvorfor vender han sig om? Hvad betyder det for dig?

Vi vandrer længe rundt i forbavsende gestaltninger af disse store eksistentielle spørgsmål indtil en stemme (med metro-klang) beder os forlade Dødsriget. Lettere fortumlede står vi kort efter i det milde aftenlys i Staldgade og spørger os selv, hvad det dog er vi har oplevet? På væggene i ”skriftrummet” stod der mange kloge og bevingede ord, og vi blev selv opfordret til at skrive – f.eks. ”Du ved kun alt for godt / at den bedste digtning ikke er / den mindste revolution”. Der er nok at tænke over, meget at forholde sig til.

Monteverdi dekonstrueret

Musikalsk er forestillingen usædvanlig og spændende. Monteverdis mere eller mindre kendte renaissancemusik dekonstrueres overbevisende af Rasmus Zwicki. Komponisten lader vokalstemmerne stå næsten uændret, mens det elegant elektronisk forstærkede orkester – seks violiner, fire bratscher, fire celli, tre kontrabasser plus to slagtøjsspillere – klinger dybt, mørkt, ofte gådefuldt og af og til decideret uhyggeligt. Nogle gange er Monteverdis musik let genkendelig, andre gange er den effektivt fremmedgjort, og atter andre gange har Zwicki kombineret sangernes renaissancemelodier med helt moderne instrumentalmusik eller elektroniske lydkulisser. Og så har han selvfølgelig også komponeret den sært hypnotiske musik til klagesangen, der er forestillingens gennemgående ledemotiv.

Højt kunstnerisk niveau

Fire operasangere ses og høres i Madame Nielsens præsentation af myten. De er alle imponerende gode. Kontratenoren Morten Grove Frandsen som blandt andre Musica og Budbringersken, sopranen Frederikke Kampmann som Eurydike, den dybe bas Steffen Bruun som blandt andre Karon og Pluto, og tenorbaritonen Conny Thimander som Orfeus. Skuespillerne Louisa Aisin og Nanna Francisca Schottländer bidrager visuelt til operadelen og dramatisk til anden tur i labyrinten. Helt i en klasse for sig er Madame Nielsen, der med sin særprægede stemme og krop gør både teksten, dramaet og Dødsrigets Dronning (eller hvem hun nu er) til uforglemmelige oplevelser.

Den tredelte dramaturgi – med Orfeo i midten omkranset af labyrinten – skaber en klar ramme om oplevelsen. Det hjælper selvfølgelig at kende Monteverdis mesterværk (og der synges på italiensk), men jeg tror ikke det er en forudsætning for at opleve mytens relevans i dag som overraskende stærk. Det er ikke en forestilling for mennesker med dødsangst, men et oplagt tilbud til nysgerrige mennesker, som er parate til at blive udfordret af store eksistentielle spørgsmål, intens (musik)dramatik og raffineret musik. Christian Lollike siger farvel til Teater S/H med fuld musik. Memento mori memento vivere.

Bonusinfo: Kasper Holten giver en fin introduktion til Monteverdis opera i “En lille bog om opera”.

 

Orfeo

Teater S/H i den gamle slagterihal i Kødbyen, København

Set den 21. april 2023

 

Efter Claudio Monteverdis Orfeo

Komposition og arrangement: Rasmus Zwicki

Tekst: Christian Lollike, Madame Nielsen

Iscenesættelse: Christian Lollike

Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup, David Gehrt

Kostumer: Hanne Mørup

Lysdesign: Morten Kolbak

Operasangere: Morten Grove Frandsen, Frederikke Kampmann, Conny Thimander og Steffen Bruun

Skuespillere: Louisa Aisin, Nana Francisca Schottländer, Madame Nielsen og Kristian De Linde

Musikere fra Copenhagen Phil: Andreas Orlowtz (1. Violin), Anne Søe (1. Violin), John Bak Dinitzen (1. Violin), Kirstine Futtrup (2. Violin), Helene Bordonaro (2. Violin), Andrea Gyarfas (2. Violin), Ninnie Isaksson (Bratsch), Kathryn Ridley (Bratsch), Jakup Lützen (Bratsch), Rasmus Nørby (Bratsch), Theodor Lyngstad (Cello), Wiebke Vestergaard (Cello), Samira Dayyani (Cello), Aino Siurua (Cello), Perrine Pacherie-Basseux (Cello), Stephen Buckley (Bas), Morten Mandel (Bas), Piotr Hetman (Bas), Benjamin Fox (Slagtøj), Alicja Krajewska (Slagtøj)

Dirigent: Magnus Larsson