Gøngehøvdingen i Musikhuset Esbjerg

Allan Dahl Hansen, Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff og Hans Dueholm. Foto: Thomas Juul

Gøngehøvding-galimatias

******

Anmeldt af Bodil Wöhnert

Ensemblet Figaros består af en århusiansk rappenskralde, en erklæret fan af Spangsberg Chokolade, en skaldet førsteelsker og et udvidet enmandsorkester, som denne aften skal erstatte et 25 mand stort lur-orkester, som har meldt afbud. Deres talenter er, at de er gennemmusikalske, kan synge, har en vanvittig humor og et komisk talent. De skriver selv deres tekster, og det kommer de ganske godt fra.

Når jeg hører dem, får jeg glade minder om tegneren Gerard Hoffnungs skøre musikfestivaler i London i 1960’erne og salig Anna Russels belærende gennemgange af operalitteraturens mesterværker. Dertil kommer et lille strejf af Jytte Abildstrøm og – som Figaros selv bekender – Jesper Klein og Flemming Jensen.

Denne premiereaften er det snestorm og farligt at færdes på de frosne veje. Dønningerne fra søndagens tronskifte ruller stadig, og miljøforureningen ved Randers udvikler sig. Og så spiller Danmark håndboldlandskamp mod Sverige. Det kommer til at præge forestillingen mere end Figaros nok havde forudset, men de har da på den korte tid nået at tilbyde Dronning Margrethe et seniorjob som kongelig konferencier, og Kong Frederik X får lært at sige ”Gud bevare Danmark”.

Det glade vanvid

Det hele er det rene herlige glade vanvid, og det har ikke meget at gøre med Carit Etlars roman om konge, adel, borgere og frihedskamp på svenskekrigenes tid. Og dog – man siger jo at historien gentager sig; og Figaros har sans for de skæve paralleller til vores egen tid. Hvordan? Det vil være synd at afsløre her, for det hele bygger på det, som Figaros selv kalder respektfuld respektløshed.

En forestilling med Figaros er gennem-musikalsk situationskomik, overraskelser og forvirring! Så selv om enkelte sukker i pausen over ikke at kunne følge med i Carit Etlars historie om Gøngehøvdingen, så morer vi os alle over denne revyudgave. Den røde tråd og hovedpersonerne er der, men med forventede forviklinger.

Musikalsk får vi både kampråb, fællessang, Nattens Dronning på slap line, ”Kom dog hjem” lige så jammerlig, som den bør lyde, og masser af andre opera- og musicalhits for ikke at nævne Hansi Hinterseer og Johnny Madsen. Den dansk/svenske (!) gøngehøvding forærer jomfru Parsberg et potpourri over den svenske sangskat. Alt sammen fermt sammensat af ”enmandsorkesteret” Allan Dahl Hansen.

Dette er Figaros’ 20 års jubilæumsforestilling. Det markeres i programmet – og også i forestillingen med et lidt for langt medley over de tidligere forestillinger. Det er naturligvis sjovt at mindes, og der har bestemt været mange pletskud, men denne anmelder ville foretrække mere boblende Gønge-galimatias og ordleg.

Bagefter tripper vi småklukkende hjem på de is-klumpede stræder. Dagens svenske-kamp i Hamburg er vundet, og det harmonerer jo godt med kommandant Hinterheimer’s tyske sprogforbistring undervejs!

Til Lykke til Figaros, som heldigvis ikke tog imod det kongelige råd om at abdicere og nu tournerer landet rundt til fornøjelse for mange!

Gøngehøvdingen – på syngende grund

Musikteatret Figaros og DNO

Set ved premieren den 19. januar 2024

 Manuskript, sang og tekster: Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen og Hans Dueholm

Musikalsk arrangement og ledelse: Allan Dahl Hansen