Opera Hedelands “Lucia di Lammermoor”

Meget mere end en vanvidsscene

Forlægget

I begyndelsen af 1800-tallet var det læsende europæiske publikum besat af Skotland og den med dette land forbundne romantik. Mange unge damer med trang til litterære fordybelser delte med Emma Bovery, heltinden i Flauberts bekendte roman Madame Bovary, de endeløse dagdrømmerier, som især læsningen af Sir Walter Scotts romaner gav stødet til, og hans roman fra Bruden fra Lammermoorfra 1819 afveg ikke fra det kendte mønster. Romanen, som baserede sit plot på virkelige begivenheder i den skotske familie Dalrymple et halvt århundrede tidligere, blev endnu en stor succes for den berømte skotske forfatter, og historien blev ikke alene dramatiseret og sat op på en række franske teatre, men franske og italienske komponister og librettister, som længe havde vidst at værdsætte franske melodramaer som forlæg til deres operatekster, slog straks kløerne i Scotts seneste opus.

Da Donizetti og hans (kommende) faste tekstforfatter, Salvatore Cammarano (1801-52) som deres første operaprojekt valgte Bruden fra Lammermoor, var det ikke første gang Walter Scotts romaner blev omsat til operaform: Elisabetta dal castello di Kenilworth(1829) var Donizettis første udflugt til det historiske engelske tudormiljø, og den til grundliggende roman, Kenilworth, blev også komponeret af Daniel Auber i 1823, og, på hjemlig grund, af C.E. F. Weyse (Festen på Kenilworth1836). Andre eksempler på operaer baseret på Scotts bøger er Boieldieus La dame blanche(1825) og Bizets La Jolie fille de Perth (1867).

Donizettis operaprojekt

Da Donizetti og Cammarano indledte det samarbejde, som i de følgende år skulle resultere i syv operaprojekter, havde komponisten beriget det italienske operarepertoire med en række mesterværker, såsom Anna Bolena (1830), Elskovsdrikken (1832), Lucrezia Borgia (1833) og Maria Stuarda (1834) og stod på sin berømmelses toppunkt. Donizetti lod sig umiddelbart gribe af den tragiske historie om Bruden fra Lammermoorsom svar på et kommisionsforslag fra Teatro di San Carlo i Napoli, og han arbejdede som i trance og med en feberagtig hast: To måneder efter hans accept var Lucia di Lammermoorfærdigkomponeret. Og Cammaranos omdannelse af romanen til en operatekst bestod i tidens ekstraktion af handlingens mange personer og begivenheder til en simpel, effektiv libretto, bygget op omkring den tragiske heroine, som torteres og nedbrydes af de destruktive kræfter, som udspringer af mænds konflikter.

I slutningen af 1. akt udveksler Lucia ringe med sin elskede, Edgardo, hvis ægte kærlighed dog drages i tvivl af Lucias bror, Enrico. Med falske breve overtaler han hende til at give sit samtykke til at ægte broderens egen politisk forbundne ven, Arturo, men ved deres efterfølgende bryllup og underskriftceremoni dukker Edgardo pludselig op og kaster sig over Enrico og Arturo, medens han beskylder Lucia for utroskab. Senere på natten går bryllupsfestlighederne videre, men pludselig meldes det, at Lucia er blevet vanvittig og har dræbt sin mand. Hun dukker op i bryllupssalen og gennemlever ceremonien endnu engang, men i den tro, at Edgardo er hendes mand. På toppen af sin trance falder hun om og bæres bort. I sidste akt skal Edgardo duellere med Enrico, men da han hører dødsklokken ringe som tegn på Lucias død, tager Edgardo sit eget liv.

Vanviddet

Dette korte rids yder naturligvis ikke handlingen nogen som helst retfærdighed, men det er klart, at et af operaens dramatiske højdepunkter er slutningen af 2. akt, hvor Lucia føler sig tvunget til at afsværge sin kærlighed til Edgardo. Herfra ruller handlingen videre med stormskridt, og pludselig har Lucia ikke flere tilflugtsmuligheder end de, som hendes vanvittige sind indskyder hende, og herfra er der kun et lille skridt, til hun pludselig står midt mellem bryllupsgæsterne i den store festsal og ser ud, som var hun stået op af graven. Som en søvngænger taler hun med sig selv i små sætninger. Hun er nu helt hinsides mænds destruktive kræfter, og hendes vanvidsscene, en af de mest berømte i hele operarepertoiret, er noget af det vanskeligste at udføre, men også noget af det, som gør mest indtryk, både vokalt og dramatisk.

Scenen begynder som i en drøm: Lucia er gået gennem spejlet, over på den anden side. Donizetti former musikken fuldstændig efter teksten for at vise Lucias følelsesmæssige ustabilitet, som skifter mellem det ophøjede og det fortvivlede. Hun hører Edgardos stemme og taler med ham om deres kærlighed, beder ham møde hende ved alteret og pludselig er Lucia ved den vielse, som hun blev bedraget for. Hun lugter røgelsen, ser de tændte kerter og præsten, som lige har velsignet dem. Hun er overlykkelig, og hendes melodibue, gennemtrængt af henført blidhed, stiger langsomt op mod himlene, holdt oppe af noget overnaturligt. Nu, hvor fornuftens og samfundets snærende bånd er sprængt, oplever Lucia noget berusende, som kulminerer i disse vanvittige toner. Med sin stemmes fulde kraft henvender hun sig til Edgardo og forsikrer ham, at hun vil bede for ham i det store Hinsides, hun er på vej ind i, lige indtil et højt #B markerer dødens komme.

Donizetti ønskede Lucia akkompagneret at et instrument som kunne lægge en atmosfære af forstyrrende fremmedhed ud over heroinens stemme. Derfor valgte han glasharmonikaen hertil, et instrument, som havde ry for at kunne inducere nervøs uro hos de, som faldt for dets næsten overnaturlige charme. Men de praktiske vanskeligheder forbundet med instrumentet, som allerede dengang var på vej ud af musikhistorien, fik ham til at erstatte det med fløjten.

 Fra Napoli til den vide verden

Lucia di Lammermoorhavde premiere i Napoli på San Carlo Operaen 26. september 1835. Tre dage før premieredagen døde operakomponisten Vincenzo Bellini (1801-35) i Puteaux under omstændigheder, som aldrig er blevet klarlagte, og Donizetti var nu den ubestridte leder af den italienske operaskole. Han var en af de første til at anerkende Bellinis sidste opera, I Puritani (1834), og vanvidsscenen i Luciaer en reference til den tilsvarende i I Puritani, hvor Elvira i sin bryllupsklædning vandrer rundt fuldstændig uden mål og med, da hendes mand er flygtet. Vanvid var den eneste udvej for Elvira, som det også var det for den bedragne hustru Imogene i en anden mesteropera af Bellini, Il Pirata (1827).

Efter en lidt tøvende start i det napolitanske spredtes værket over hele Italien og til Europas metropoler (London 1838, Paris 1839 i en omarbejdet fransk version, Det Kgl. Teater i København først i 1857, Den Jyske Opera 2014), og USA blev indtaget i 1841. På Metropolitan har Luciai perioden 1903-72 aldrig været af repertoiret i mere end en enkelt sæson.

Efter 2. verdenskrig har en række teknisk dygtige sopraner, hvoraf de mest kendte er Maria Callas og Joan Sutherland, tilført operaen nyt liv og vist, at vanvidsscenen ”Il dolce suono… Spargi d’amaro pianto” kræver lige så megen dramatisk følsomhed som teknisk kampmod, og at Luciapå ingen måde længere kan nedgøres som ”en opera for en primadonna”.

Sekstetten

Men Donizetti har med sin musik til Lucia leveret yderligere et ’nummer’, som til stadighed har betaget publikum, nemlig sekstetten ”Chi mi frena in tal momento?” fra 2. akt, hvori de tilstedeværende giver udtryk for deres forskellige stemninger. Et gedigent stykke italiensk ensemblekunst af allerbedste skuffe, en genre inden for operakunsten, hvor Verdi lærte sig ganske meget af Donizettis udfoldelser. Sekstetten blev indspillet så tidligt som 1908 af RCA Victor med bl.a. Caruso, og dette prestigeprojekt blev udbudt til salg for den ikke ganske ubetydelige sum af $ 7,00, et forhold som lynhurtigt skaffede indspilningen øgenavnet ”Syv-dollar sekstetten”. Langt senere blev den indspillet af bl.a. Gigli og Galli-Curci sammen med kvartetten fra Rigoletto, og denne indspilning blev en af alle tiders mest solgte pladeindspilninger.

Sekstetten har fundet anvendelse i flere klassiske gangsterfilm, eksempelvis Scarface (Howard Hawks), hvor den er signaturmelodi for Tony Camonts morderfigur, og i Martin Scorseses The Departed bruges sekstetten som underlægningsmusik i en længere scene, ligesom den er ringetonen på Jack Nicholsons mobiltelefon. 

Et par anekdoter

Lucia di Lammermoor er Donizettis mest spillede opera og en af de mest elskede italienske operaer overhovedet. Traditionen tilsiger os herudover, at det også var den af hans mere end 40 operaer, som komponisten selv elskede højest – noget, som anekdoterne kan bevidne. Et par eksempler:

Komponistens sidste år blev tilbragt på et parisisk asyl for sindssyge i syfilitisk parese. Denne bitre anekdote fortæller os, at der kun var ét eneste stykke musik, som gjorde noget synligt indtryk på den hårdt prøvede Donizetti. Som fik ham til at rejse hovedet, åbne øjnene og slå takten.

Dette musikstykke var – naturligvis – vanvidsscenen fra Lucia di Lammermoor.

En anden anekdote: i sine sidste stunder, hvor Donizetti var flyttet tilbage til Bergamo, lå han døende på sin seng da en lirekassemand uden for Donizettis hus begyndte at spille finalen fra Lucia di Lammermoor. Den døende mands øjne åbnede sig og man hørte ham mumle: ”Åh – Min Lucia.”

BW

Kilder:https://www.opera-online.com

Lucia di Lammermooropføres på Opera Hedeland  den 4., 10. og 11. august 2018.

 Medvirkende
Enrico: Audun Iversen, baryton
Lucia: Lina Johnson, sopran
Edgardo: Adam Frandsen, tenor
Arturo: Rasmus Jupin, tenor
Raimondo: Steffen Bruun, bas
Alisa: Stina Schmidt, mezzosopran
Normanno: Jonathan Koppel, tenor

Kunstnerisk team
Instruktør: Rodula Gaitanou
Scenograf/lysdesigner: Simon Corder
Kostumedesigner: Gøje Rostrup
Dirigent: Martin Nagashima Toft.                                                                                                                            Kormester: Filipe Carvalheiro
Koreograf: Christine Meldal