Seneste nyt

På grund af tekniske problemer udsendes ikke Nyhedsbreve.


Indsat 5. februar  2018

Skønsang i Aarhus

Fremragende sangere og et velspillende Aarhus Symfoniorkester sikrede en musikalsk premiere-succes for Den Jyske Opera. Men om Verdis mesterværk så også tåler den sceniske behandling, La Traviata fik i Musikhuset Aarhus, er et lidt mere kompliceret spørgsmål: Udover at være en fremragende opera er La Traviata – og Alexandre Dumas’ bagvedliggende roman – en barsk fortælling om dårlig europæisk samvittighed, som vinder ved at blive fortalt med passende veneration og ikke blive omfortolket til noget, den ikke er.

Iscenesættelsen

Det er ikke noget problem, at instruktøren, Lothar Krause, henlægger operaen til 1930-erne, for det tåler den nemt. Det er derimod et problem, at han ikke helt synes at have forstået den sande perfidi i det mondæne miljø, hvori handlingen udspiller sig: De parisiske levemænd opfattede sig selv som ’tout-le-monde’, altså de mondæne som hele verden drejede sig om. Deres levevis var domineret af lediggang, luksus, nydelse og pynt, hvortil hørte en skare af smukke unge damer, der fra samfundets nedre lag søgte at trænge ind i deres dekadente verden. Sædvanligvis nåede de dog kun lige at få deres smukke ankler ind i miljøet, inden de blev smidt ud, fordi deres ungdommelige skønhed blegnede. De omtaltes som les demimondes, de demimondæne, men også som kurtisaner (les courtisanes), hvilket jo egentlig betyder hofdamer. Da en betydelig del af deres ydelser var af erotisk art, var de naturligvis prostituerede, men det var mindst lige så vigtigt for deres karriere, at de slet og ret forlenede miljøet med overdådig skønhed. Og indtil hun døde den 5. februar 1847, blot 23 år gammel, var den virkelige kameliadame, Alphonsine Plessis, under kurtisanenavnet Marie Duplessis, romannavnet Marguerite Gautier og operanavnet Violetta Valéry den skønneste og mest eftertragtede af dem alle. Hun ligger begravet på Montmartrekirkegården i Paris, hvor hendes gravsten den dag i dag altid er smykket med friske blomster. Derfor virker det helt forkert, at hun i Lothar Krauses opsætning skildres som den tarveligste og mest foragtede gade-luder, som ved slutningen af ouverturen forbereder et vulgært burlesque-show. De 3-4 samlejer, der var flettet ind i slutningen af 1. akt, begyndelsen af 2. akt og – udviklende sig til voldtægt – i midten af tredje akt, kunne med fordel have været udeladt. For miljøets sande perfidi ligger ikke i selve dets lurvethed, men i at denne er sløret af den mest forfinede elegance: Uskønne sjæle i skønne legemer. Violetta bliver ikke forkastet, fordi hun er skøge, for det er alle de andres også, men fordi hun bryder miljøets uudtalte regler og koder ved at lade følelserne tage overhånd. Hendes tragik ligger først og fremmest i, at hun overvældet af kærligheden pludselig bliver sig sit overfladiske liv bevidst og erkender dets tomhed. Det er netop denne dialektik, der fortabes i opsætningen, som dermed bliver lidt småkedelig.

Scenebillede og lyssætning

Der findes i perceptionspsykologien er fænomen, der hedder synæstesi, som ytrer sig ved mærkelige koblinger af sanseindtryk. For nogle mennesker har dagene og månederne farver, for andre kan det være tallene. Indenfor musik ytrer synæstesi sig især ved, at toner forbindes med farver. Man taler eksempelvis om forskellige instrumenters klangfarve, og i operaæstetikken har forskellige operaer ligefrem deres specielle colore. For os, der ”lider” af synæstesi, kan det ligefrem være generende, hvis operaens opsætning ikke rammer den colore, vi forlanger. La Traviata’s fire akter har fire vidt forskellige farver, hvilket ikke rigtigt foldede sig ud i scenografien og lyssætningen. Den Jyske Opera har ellers været meget dygtig til med enkle midler at frembringe gode opsætninger, men her var der for meget gråt i gråt over det hele. De fire akter ligner slet og ret hinanden for meget i stedet for netop at få deres specielle colore spillet ud imod hinanden. Der blev spillet noget på farvekontrasten mellem varmt og koldt, men uden at det grå fortonede sig.

 Sang og Orkesterspil

Kari Postma forløste på smukkeste vis rollen som Violetta, og man kunne godt have undt hende at få lov til at optræde i det store skrud, som rollen kræver. Jung Soo Yun’s tenor er både solid, stabil og klangskøn samt særdeles effektiv i de dramatiske scener. I de lyriske scener – duetterne med Violetta – savner man nok en smule indføling og delikatesse, hvilket dog ikke skygger så meget for, at hans varetagelse af Alfredos parti som helhed var overordentlig tilfredsstillende. Trond Halstein Moe klangskønne baryton foldede sig umådelig smukt ud i alle operaens faser. De seks mindre roller blev varetaget smukt af Den Jyske Operas korsolister, og hele koret løste som sædvanligt opgaven glimrende. Fra ouverturens allerførste spinkle ansats var man fuldstændig tryg ved Aarhus Symfoniorkesters fine orkesterspil, som holdt sig gennem hele forestillingen. Dansemusikken lige efter drikkevisen lød lidt ”syntetisk” som en elektronisk optagelse og var vel ikke tilstrækkeligt nærværende. Det geniale ved denne musik er, at den egentlig knytter sig til dansen, der foregår bag scenen, samtidig med at den i sin opløsningsproces fortæller om Violettas følelesmæssige forvandling ved den opblussende forelskelse. Men hvor er vore landsdelsorkestre blevet dygtige. Touché.

For musikken skyld

Forestillingen er særdeles høreværdig, men hører ikke til blandt Den Jyske Operas bedste opsætninger. Ikke fordi den er minimalistisk, for det må den jo som turneforestilling i nogen grad være, men fordi den – nåh, ja – mangler den rigtige ’colore’. Efter premieren 1. februar turnerer forestillingen indtil 23. marts (se Operakalenderen).

Peter Wang

 

Medvirkende:

Violetta Valéry: Kari Postma/Elin Pritchard

Alfredo Germont: Jung Soo Yun/Adam Frandsen

Giorgio Germont: Trond Halstein Moe/Fabio Previati

Flora Bervoix: Eline Denice Risager/Estrid Molt Ibsen

Anina: Sine Algreen Møller/Birgit Demstrup

Gastone: Erik Bekker Hansen/Jens Jagd

Baron Douphol: Thomas Christian Sigh/Morten Wang

Marquis dÓbigny: Andreas Winther/Jani Kyllönen

Doktor Grenvil: Jens Bové/Thomas Christian Sigh

Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Copenhagen Phil

Dir: Tecwyn Evans

Instruktion: Lothar Krause

Sceografi:  Annette Mahlendorf

Lysdesign: Ib Asp


Indsat 13. januar 2018

Mezzosopranen Hanne Fischer har modtaget Operaens Venners Pris 2017 for rollen som søster Helen Prejean i Det kongelige Teaters opsætning af Jake Heggies opera ”Dead Man Walking”.

Hanne Fischer har i de godt 20 år hun har været en del af Den kongelige Operas solistensemble sunget mange og meget forskellige partier. Hun debuterede i 1993 på Det kongelige Teater som Cherubino i ”Figaros Bryllup” og i denne sæson er hun med i Thomas Adès’ succesombruste ”The Exterminating Angel”, som kommer op i slutningen af marts.

Hendes portræt af nonnen, som bliver den dødsdømte morder Joseph De Rochers sjæleven, anses såvel i operakredse som blandt publikum som en af hendes allerstørste og mest gribende præstationer. Det kom også frem i den tale, som formanden for foreningen Operaens Venner, Sanne Caft, holdt ved prisuddelingen, der fandt sted i Kulturstation Vanløse.

”Du greb os og du formede rollen, som var Helen en almindelig kvinde, som vi alle kan identificere os med. Det er en grum historie med mange lag og mange stemninger. Smertefuld, tankevækkende, hjertegribende, stålsat. Du mestrer det hele. Fra den største udladning til den mindste nuance. Vi kender dig for din smukke stemme og dit fine udtryk. Din sang klinger smukt og helstøbt. Den stråler varme, smil og følelse. Du giver altid et fængslende dramatisk udtryk og har gjort det gennem en lang række spændende roller”, sagde Sanne Caft.

Hanne Fischer, tv, glæder sig sammen med formanden for Operaens Venner, Sanne Caft, over OV-prisen 2017. Foto: Nicolai Harning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Indsat 12. december:

Anmeldelse af  Hans og Grete på Malmö Operan

Da heksen røg i luften


Indsat 17. oktober:

Anmeldelse af Momo og Tidstyvene – klik på linket:

Tidstyveri


Indsat 10. oktober:

Anmeldelser af premierer på DJO og Malmö:

Elskovdrikken på DJO

Lakme i Malmø.TH (1)