Fra medlemsbladet

Klip fra indholdet i ASCOLTA  årgang 38, nr. 2, oktober 2019:

Germonts bøn og Violettas offer

Af Thomas Teilmann Damm

La Traviata(1853) er en af Verdis populæreste operaer, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Musikken er ualmindeligt iørefaldende og anslår en blidere, indimellem næsten sart tone som står i kontrast til det mere kraftfulde, pompøse udtryk, der ellers kendetegner hans værker. Handlingen udfolder sig i et genkendeligt, borgerligt miljø. Personerne er ikke konger og dronninger, ikke helte eller halvguder, men almindelige mennesker, og begivenhederne forløber i disse almindelige menneskers almindelige liv.

Men det betyder ikke at La Traviata er banal og letfordøjelig, tværtimod. Det er en opera, der griber fat i meget dybe følelser og virkelige dilemmaer, og som omdrejningspunkt har den en bøn og et offer, som det – især i vore dage – kan synes svært at acceptere: Hvordan skal vi forstå, at Violetta vælger at give afkald på sin elskede Alfredo? Sker det med tragisk nødvendighed? Eller tvinges hun af Alfredos fader, Giorgio Germont, personificeringen af en kynisk-hyklerisk samfundsorden?


Tiderne skifter…

Af operachef John Fulljames, Det Kongelige Teater

Måden vi laver opera på i dag er også anderledes og fortsætter med at udvikle sig. Vi oplever at arkitektur, de visuelle kunstarter og film forandrer sig og det påvirker også operaens æstetik. Eksempelvis er vi i dag langt mere optagede af skuespilpræstationerne end vi var for 25 år siden. Vi er også mere kritiske i forhold til operaernes visuelle udtryk. Hvor mange af os kan have en fornemmelse af, at produktionerne var bedre i gamle dage, har jeg en formodning om, at vi ville være skræmt over udsigten til at skulle gennemleve alt det vi har oplevet i fortiden på samme måde. Selvom der selvfølgelig er perler, som har evigt liv. Realiteten er, at alt udvikler sig, selv måden at synge og spille på, som det vil være klart for alle, som lytter til en 25 år gammel Monteverdi eller Mozart indspilning.


Portræt:

Mia Bergström, dimittend fra OA 2019

Mezzosopranen Mia Bergström kommer fra Bålsta, som er en lille by uden for Stockholm. Her voksede hun op langt ude på landet, men hvorfra hun har operainteressen vides ikke. Ingen i familien har haft interesse for klassisk musik.
”Jeg begyndte min musikkarriere som klassisk pianist, hvor jeg gik på Nordiska musikgymnasiet i Stockholm 2006 – 2009 og herefter et år som pianist på Vadstena Folkhögskolas musiklinje, men efter mit første år dér, søgte jeg ind på den samme musiklinje, men med mit nuværende hovedinstrument, som er sang. De tre år i Vadstena fra 2009 til 2012 fik mig virkelig til at indse, at sangen er mit kald”, fortæller Mia Bergström.
Fra 2012 – 2015 fulgte hun Bachelor-uddannelsen på Det kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos Hanna Hjort. Herefter gik hun i et år på kandidatlinjen hos Marianne Rørholm. Derefter valgte hun at afbryde kandidatstudiet for i stedet at begynde på Operaakademiet i efteråret 2016.


Boghylden:

25 år med Wagner – artikler og tekster

Af Bo Basbøll

Henrik Nebelong har et stort forfatterskab bag sig og de fleste bøger handler om Richard Wagner – heriblandt kommenterede oversættelser af samtlige komponistens operaer, ”Wagners Ring – en introduktion”, den store biografi ”Liv, Værk, Politik” samt ”Liebesverbot! Sex og Anti-sex i Wagners dramatik” for at nævne nogle få. Nu er så ”Wagneriana” udkommet.
Bogen indeholder en broget samling artikler og tekster til foredrag fra de seneste 25 år. De omhandler blandt andet den unge Wagners berøring med familien Oehlenschläger i Danmark ”Wagner-ouverture i København”, forfatteren Thomas Manns opgør med nazisternes Wagneropfattelse ”Die gesunde Art krank zu sein – Syg på den sunde måde. Wagner og Thomas Mann” og familien Wagners hjertelige forhold til Adolf Hitler ”På Onkel Wolfs knæ. Familien Wagner og Hitler”. Andre temaer er forbløffende detaljer om Wagners forhold til Mathilde Wesendonck og endelig et par artikler, som analyserer Wagners kompositionsteknik.


Pladescenen:

Dudamel og Figaros Bryllup

Af Henrik Markussen

Denne DVD-optagelse af en produktion fra Staatsoper im Schiller Theater, Berlin, 2015, opfylder alle slags tilfredshedsønsker indbefattende det vokale, skuespillet, udstyr, regi, orkester og teknik. Derfor en ubetinget højeste rating. Udgangspunktet for denne vittige og inciterende opsætning opleves helt elementært ved at Figaros bryllupsom bekendt også bærer undertitlen ”Den skøre dag”. Her foregår nemlig en masse skøre ting en dag, hvor greven har besluttet at invitere sit hushold til en én-dags ferie i sommerresidensen. Hele menageriet flytter. Det foregår under ouverturen med kufferter og udstyr under forventningsfuld småsnak henover orkestergrav til en intens og forventningsfuld ferieoplevelse.