Fra medlemsbladet

Klip fra indholdet i ASCOLTA  årgang 37, nr. 6, juni 2019:

Carsten Berthelsen. Foto: Anette Thede.

Skal Wagner virkelig kules helt ned under de skrå brædder?

Hvis man i disse tider vil opleve operahistoriens hovedværker, udsættes man for mange spidsfindige(!) og helt urimelige tolkninger. Det skriver hele Danmarks ølentusiast og -ekspert nr. 1, Carsten Berthelsen, i et indlæg i operamagasinet Ascolta.
”Ok, det har været således i mange år og har udvirket for mit vedkommende, at jeg meget nødigt bevæger mig inden for murene. Jeg kan simpelt hen ikke holde ud at overvære det, som man udsættes for. Jeg rejste i min grønne ungdom rundt i Europa og nød, hvad jeg så i Berlin, München, London, Hamburg og Bayreuth. Den tid er forbi. Operakunsten er lagt i ruiner af iscenesættere og instruktører, der presser deres tolkninger ned over værkerne, så ethvert logisk pejlemærke er forsvundet. Hvordan skal man dog kunne fortælle en ubefæstet sjæl, at Wagner egentlig mente, at Siegfried og Mime bevæger sig rundt i en skov, men på scenen ser vi, at de kravler rundt i et kloakanlæg?”


Buffooperaen lever!

”Nej, jeg må tilstå, at jeg heller ikke har bemærket, at en af musikteatrets herlige genrer – ubemærket for de fleste – er gået bort: Den komiske opera, buffooperaen”.
Således indleder chefen for Den jyske Opera, Philipp Kochheim, sin klumme i den aktuelle udgave af Ascolta.
”Efter to verdenskrige og atombomber synes følgende regel entydigt at gælde: Jo vanskeligere forlægget er, jo mere komplekst emnet er, jo mere gådefulde personerne er, desto større er chancen for at værket bliver opført og bliver taget alvorligt i kulturspalterne. Morskab, satire og humor skal man venligst lede efter andre steder end i operaen! Men skal det nødvendigvis være sådan? Kan man ikke også i latteren nå til erkendelse? Eller skærpe éns blik på verden, når man med et smil på læberne bliver distanceret fra den?”
I dag dukker den komiske opera kun sjældent op blandt urop- førelserne i verdens operahuse, skriver Philipp Kochheim med den tilføjelse, at buffooperaen lever og at DJO har bestilt en ganske ny af slagsen til premiere i sommeren 2022: Inkognito Royal, komponeret af Karsten Fundal.


Den første Ring i Bayreuth

I et spændende essay om den første Ring i Bayreuth 1879 skriver Henrik Monved om den lange vej frem mod den endelige udformning af Wagners Gesamtkunstwerk.
”Wagner så festspildagene i Bayreuth som en folkefest. I en fri bearbejdelse af de germanske sagn kunne man her opleve en fortælling om mennesket på vandring mod en lysere og mere kærlighedsfuld tilværelse, som kapitalens magt og de indstiftede love og vedtægter alt for let slog til jorden. For Wagner var det derfor af afgørende betydning, at tilskuerne ikke blev låst fast i en forestilling om en germansk heltedigtning, som udspandt sig en fjern historisk fortid, men i højere grad kom til at se sig selv i en evig befrielseskamp mod alle undertrykkende autoriteter. Og til dette formål var de skiftende scenebilleder, som Josef Hoffmann skulle udforme, af stor betydning”.


Franz von Suppé 200 år

Som 18-årig forsøgte han sig som operakomponist og 6 år senere tiltrådte han som assisterende dirigent på Josefstadt-teatret i Wien, hvortil – men også andetsteds – han i evig strøm leverede vaudeviller, farcer og sangspil i samme ånd som de meget populære Offenbach-operetter.
“Franz von Suppé er den oprindelige stifter af Wieneroperetten, som han overordentlig flittigt bidrog til. Han blev født den 8. april 1819 i Dalmatien, oplevede sin barndom i Italien og flyttede som teenager til Wien. En påbegyndt jurauddannelse blev tidligt forladt til fordel for musikken hvor han beherskede fløjtespillet på virtuost niveau”, skriver Henrik Marcussen i et miniportræt af Franz von Suppé i anledning af hans 200 års fødselsdag.

 


Kosky’s Carmen kommer til København

Australskfødte Barrie Kosky er en på én gang omstridt og anerkendt leder af Komische Oper i Berlin. Her har han opsat og iscenesat en række spektakulære forestillinger, men uden for egen rede har han også sat sit præg på operascenerne verden over – bl.a. ved sin debut i Bayreuth med Mestersangerne i 2017. Opsætningen, som også er på programmet i år, drøfter man sikkert stadig berettigelsen af i Wagner-kredse, skriver Ascoltas redaktør Kim Reich i et blik ud over den kommende sæson på Det kongelige Teater.
Kosky er optimist på operaens vegne i en tid præget af en vis usikkerhed om fremtiden. Han sagde fornylig til websitet Bachtrack, at operaen er den mest ekstreme, den mest ægte og følelsesmæssigt stærkeste kunstform, der findes.
”Jeg har en liste af forestillinger, som jeg godt kan lide og får lov til at lave. Pelléas og Mélisande, Boris Godunov, Tosca, La Bohème og Falstaff,  som er min Verdi-favorit. Der er også en liste af operaer, som jeg godt kan lide, men som jeg er lidt bange for. Carmen var en af dem”, sagde Barrie Kosky til Bachtrack.
Og så er det lige netop hans version af Bizet’s mesterværk fra Royal Opera House, Covent Garden, som indleder næste sæson på Det kongelige Teater i København. Der er premiere den 14/9 2019 og meget tyder på, at det er Carmen selv, der er udfordringen for Kosky. Vi læser af foromtalen, at hun om muligt vil være endnu mere frigjort, lidenskabelig og uovervindelig end før, men stadig både gåde og lunefuld. En anmelder skrev efter premieren i London, at Kosky’s udgave af Bizet’s døgnbrænder er det smarteste og mest morsomme show i byen.