COF 2017

Læs også om Susanne Elmarks medvirken i Sommerlyst Revyen 2017 – klik på seneste nyt


Operettebåden i sit rette farvand.

Næstsidste tur af daglige to gange rundfart fulgte den gode tradition gennem 9 år med den veloplagte og slagfærdige turleder Jacob Beck der også akkompagner det syngende par, her Philippa Cold og David Danholt. Operettebåden er gennem årene en sikker vinder der trækker et par bådfulde glade gæster til og sikkert dermed et solidt økonomisk grundlag for at festivalen løber rundt. Og man er da heller ikke snydt for gode sangeroplevelser gennem et varieret program der afslører operettens mange facetter frem til udviklingen af musicals. Undervejs således gavmilde numre fra Jaques Offenbachs Den skønne Helena, Emmerich Kalmanns Grevinde Maritza, Johan Strauss´ Zigeunerbaronen, Gilbert/Sullivans Admiralvise fra H.M.S. Pinafore, Richard Rodgers Oklahoma og hjemlige Kai Normann Andersens Landmandsliv og Mød mig på Cassiopeia. Hastige omklædninger hvor hatte er en uundværlig rekvisit hører med – og er der brug for at svinge harmonikaen tager Danholdt gerne en tørn her. Der er tempo og godt humør hvor den kunstneriske udførelse trods mikrofonforstærkning og bølgeskvulp er helt i orden. Forskellige intermezzi hvor sangerne går i land og blander sig med kajens intetanende turister giver kostelige forlegne situationer og festlige afbrud i caféens ellers så stille hyggestund.

Operettebåden er med god grund kommet for i den grad at blive med sin kombination af en dejlig sejltur ledsaget af uforpligtende herlige operettetoner. Og er man dertil så heldig at have valgt sin sejltur hvor vejret synes at arte sig, ja – så er dagen da bare reddet.

Henrik Marcussen

____

Viva L’Opera 05/08/17 på Ofelia Scenen

Det Kongelige Teaters bidrag til operafestivalen 2017 var – modsat sidste år, med den koncertante opførelse af Wagners Den Flyvende Hollænder – en ”lagkagekoncert” bestående med uddrag fra Verdi og Puccini operaer. Derfor navnet Viva L’Opera

Aftenens solister var Elizabeth Llewellyn, Hanne Fischer, Kristian Benedikt og Johan Reuter. Det kongelige Kapel blev dirigeret af Giuliano Carella. Mens Henrik Engelbrecht ledte os gennem de forskellige indslag med sine snurrige og let syrlige bemærkninger. En sådan ”lagkagekoncert” bliver jo kun indtryk af de involveredes færdigheder. Samtidigt giver de fornemmelsen af smagsprøver på Verdis og Puccinis fantastiske musik. Koncerten bliver bl. a. derfor kun en appetitvækker til de kommende forestillinger på Operaen. Dermed kom koncerten til at fungere som tidligere tiders koncerter ved Rosenborg Slot. Af solisterne virkede tenoren Kristian Benedikt i starten lidt usikker og uinspireret. Han blev dog bedre i koncertens forløb og tog kegler med sin ”Nessum Dorma”, som sluttede koncerten af. Henne Fischer leverede som vanligt flot og fornem operakunst. Især i sit samspil med de øvrige. Johan Reuter viste sig fra sin allerbedste side og gav præstationer, som udtrykte ægte indlevelse i rollerne. Sidst – men ikke mindst – gav Elizabeth Llewellyn smagsprøver på sin smukke og dramatiske stemme. Især i ”Chi il bel sogno di Doretta” fra La Rondine af Puccini vakte stor begejstring. Alle fire solister gav sammen ”Bella figlia dell amore” fra Verdis Rigoletto, som jo starter kommende sæson 17/18 på Operaen.Kapellet spillede som vanligt op til allerhøjeste standard. Hvilket ikke mindst må være Carellas fortjeneste. Man kunne se og høre at de var inspirerede af hans smittende væsen. Alt i alt et overflødighedshorn af drama og velklang. Men i den langsomt snigende aftenkulde tænkte undertegnede at koncerten måske havde vundet ved at være kortet noget ned.

/BB

_____

Silent zone (Cph Operafestival)

She cried loud, but no one came, cause the father was already in the room.”

 På universitet i Queensland drypper en klump tjære langsomt mod jorden. Ophængt i en beholder slipper den klæbrige substans med ubegribelig langsomhed drypvis en lille dråbe. Siden 1927 er der faldet 8 dråber.

Operaen Silent Zone på Undergrunden mindede mig om forsøget med tjære. Samme langsomme fremadskridende uafvendelighed.

Forestillingen formåede at gøre grænseoverskridende adfærd fascinerende. Grænseoveskridende i fortællingen om voksne, der gjorde børn fortræd. Fortalt i et hypnotiserende langsomt og melodisk tonesprog, komponeret af Louise Alenius . Der var ingen tvivl om, at det var moderne musik, men samtidig lød det så smukt og tonalt, at det kunne være kommet svævende til os fra en tidligere tid.

Hvad så vi?

Dér i den gamle fabrikshal med rå mure og jerndragere så store som skibsmaster. Vi så en familie.

Vi så faderens opdukken i soveværelset og tavse insisteren, der fik pigen til at kravle ned ad sengen, gå forbi ham i døråbningen og fortsætte hen til forældrenes soveværelse og seng. En scene, der i sin implikation af en gennemprøvet rutine præcist viste, hvordan selv de mest grundlæggende forkerte handlinger (hos faderen), kan blive til hverdag. En hverdag, der lukker munden på protester og skaber den stillezone, som var operaens titel.

Egentlig var der ikke tale om egentlige scener med sceneskift men sammenhængende 70 minutter, der, i en række sammenflydende konstallationer mellem personerne, viste de syge, sørgelige eller kærlige relationer. Et dramaturgisk meget velfungerende greb var at vise både unge og ældre versioner af den samme figur. Så Sten Byriels ældre faderskikkelse havde en yngre faderfigur, der med stirrede blik (på datteren) gestaltede de overgreb, som var den grundlæggende gift, der smadrede familien.

Et par særligt hjerteskærende øjeblikke var, da den voksne søn omfavnede sin søster i ung skikkelse og sang ”I’m sorry”. Og da den unge søn til allersidst brækkede sig ud over køkkenbordet igen og igen og igen i en afmagt, der var så håndgribelig, at det næsten gjorde fysisk ondt at være vidne til.

Det var en forestilling, hvor det virker forkert at fremhæve en frem for en anden. For der var i høj grad en ensenblepræstation, hvor musikernes interageren og musikalske puls var fuldt ligeværdige med sangernes vokale præstationer og skuespil. Særligt ros skal gives til alle medvirkende for at holde masken og hverken søge øjenkontakt eller bryde ud af rollerne, selv med publikum stående meget tæt på.

A pro pos at være tæt på, så gør scenografiens hus uden ydervægge sit til, at man som tilskuer flydende bevæger sig rundt om den lille familie og finder den ståplads, der giver det bedste udsyn. Eller at man trækker sig lidt tilbage, når det kommer meget tæt på.

Der herskede en særlig stemning blandt tilskuerne, der med små blikke bevægede sig rundt i kanten af scenografien, snoende sig langsomt ind og ud mellem hinanden. Helt ubevist følgende forestillingens langsomme puls.

Teksten var ikke alle steder lige let at høre, men det gjorde ingenting. De sproglige fragmenter, der lod sig høre, understregede nærmest det fragmentariske liv, som denne fortabte familie var fanget i. Som tjæren fanget i et rør på et universitet, der på hundrede år kun kan slippe 8 dråber fri.

Citatet i starten er frit efter hukommelsen, skrevet som det var med blyant på børnenes køjeseng. Sammen med fragmenter skrevet rundt omkring på den kridhvide scenografi, og sammen med de medvirkendes knitrende hvide fremtoning, understregede det kontrasten mellem det hvide, vi ser og det mørke, vi ikke ser. Eller ikke vil se.

Se Silent Zone og bliv klogere.

/Sanne Caft
9.august 2017

_____

Søndag d. 06/08/17

En duet i to udgaver

Søndag middag opførtes Leonvallos Bajadser som Pop-up opera (opera på en cykel) i Valby Parken. Solisterne som var hjulpet af mikrofoner blev akkompagneret af klaver v/  Oscar Michaelsson Foruden sangsolister fik vi ekvilibristiske akrobatiske numre ved Tuk Frederiksen og Sofie Jasmin Sabroe Rollerne var besat således: Canio: Rasmus Jupin, Nedda: Frederikke Kampmann, Tonio: Teit Kanstrup, Silvio: Leif Jone Ølber. Alle spillede og sang flot og fik den opfindsomme og enkle opsætning til at fungere. Bajadser var et godt valg til denne gade-operaform, idet det folkelige og samtidig dramatiske i operaen fungerede flot i denne sammenhæng. Det forsamlede publikum bestod formegentlig mest af dedikerede operatilhængere, som på forhånd havde orienteret sig om forestillingen. Men også af det publikum som pludselig blev indfanget af forestillingen. For undertegnede var det en særlig oplevelse at betragte børn på omkring 6 til 8 år være helt optaget af og koncentret i de 50 min forestillingen varede! Men tilbage til selve forestillingen. Først da vi kom til duetten mellem Nedda og Silvio blev der retfærdigvis applauderet, idet Frederikke Kampman og Teit Kanstrup fremførte den smukt og dramatisk/inderligt.

Netop denne duet – og med de samme solister – blev senere på dagen fremført som et af de mange indslag i Paradekoncerten søndag aften på Ofelia Scenen. Nu ikke med klaverledsagelse men i den originale orkester udgave. Men modsat i Valby Parken virkede duetten her tam og uinspireret. For undertegnede skyldes det klart forskellen mellem Paradekoncertens uddrag/højdepunkter fra nogle dramatiske forløb og den duettens naturlige plads i den dramatiske sammenhæng, som vi oplevede den i Valby Parken. Paradekoncertens udgave af duetten viste til fulde hvad der er problematikken ved denne form for overflødighedshorn af operahits som perler på en snor! Paradekoncert! Her får vi højdepunkterne uden deres dramatiske kontekst.

Hermed er vi så femme ved denne Paradekoncert. Det er jo tænkt som en opsummering af Festivalen, med uddrag fra de enkelte forestilliger/koncerter. Derudover uddelinger af priser. Hædersprisen gik til Bonna Søndberg mens prisen som årets operatalent gik til Elsa Dreisig. Koncerten indledes med Wagners ouverture til Rienzi. Hermed fik vi endelig tysk opera på banen. Desuden hørte vi uddrag fra øvrige koncerter bl. a. fra Operettebåden går i land og som sagt fra Bajadser. Et af indslagene var helt anderledes end de øvrige mere eller mindre kendte numre fra standardrepertoiret. Nemlig en arie fremført af Morten Grove Frandsen og med assistance af sopranen Sofie Elkjær Jensen – fra Louise Alenius’ opera Silent Zone. Smuk og spændende musik, som for første gang her blev fremført med fuldt orkester. Paradekoncerten fik en underlig afslutning. Sidste nummer var Richard Strauss’ Im Abendrot fra Vier Letze Lieder. Efter afslutningen på forrige nummer, takkede Frederikke Kampmann og Peter Lodahl for fremmøde m.v. Strauss’ smukke Lied blev derfor ikke introduceret og Elsa Dreisig kom noget forvirret ind på scenen. I øvrigt fik vi således ikke begrundet at operakoncerten skulle afsluttes med en af de smukkeste Lieder – og ikke et operaindslag! Men vejret gav selv en forklaring denne smukke aften. I øvrigt blev den sunget meget smukt akkompagneret af Malmö Operaorkester.

/ BB

 

 

Indsat 9. august 2017

Star Recital med Christiane Karg

De tre Børssals koncerter var højdepunkter i den nu afløbne CPH Opera Festival hvor denne sidste 8.8. blev et kunstnerisk brag i en sjældent gennemført programsætning og tilsvarende sublimt udført. Det var dog her denne gang ikke opera det gjaldt, men sangkunst af anden og fineste karat der sikrede et taknemmeligt publikum en uforglemmelig aften.

Christiane Karg er blandt førende tyske sangere kendt i opera-og koncert sammenhæng. Hun har nylig udsendt en bragende flot anmeldt Cd med franske sange af Ravel, Duparc og Britten og bidrog med stor opmærksomhed som Susanna i DG´s optagelse fra 2015 af Figaros Bryllup. Her i Børssalen var programmet tre lied-samlinger, heraf hele to med strygekvartet akkompagnement. Koncertens første afdeling indledtes med fire sange af Mendelsohn før Aribert Reimanns bearbejdning af Mendelsohn lieder til 8 Heine tekster og et fragment der indgår som tematisk materiale i genfortolkninger med nykomponerede mellemspil. Kompositionen kaldt ”oder soll es Tod bedeuten” gav Karg baggrund for vidtgående fortolkningsmæssige udfordringer i dyb fortrolighed med denne blanding af romantiske og moderne stemninger. Som lyrisk sopran har Karg en for sopranstemmen forbilledlig udtale, hvor ordene styrket af foredragets fraseringer står knivskarpt. Stemmen bevæger sig legende i højden og videre ligesom frit svævende. Fascinationen af dette givende værks på ca. 30 minutter skal også tildeles akkompagnementet af kvartetten Schneider & Friends. Efter pausen bjergtog Karg igen med en dybfølt intens tolkning af Richard Strauss´ Vier letzte Lieder medlevende ledsaget af sin pianist Joseph Middleton og Kirstine Schneider på violinen. Christina Karg gav disse vidunderlige sange en sødmefuld nostalgisk tolkning blæst fra det smægtende og igen med en tekstbehandling der lod ordene stå rent uden følelsernes favntag. Det er sjældent at publikums tilbageholdende stilhed efter sidste toner træder igennem så intenst som her, hvor ikke en gang den berømte knappenål i et par fulde minutter hørtes falde. Sidste værk i cyklus serien var Chaussons Chanson perpetuelle nu med kvartet og pianist forenet med aftenens midtpunkt.

Således en helt usædvanlig aften – usædvanlig for kendskabet til en stjerne sopran der ikke stiller sig til skue i strålende glamour, men viser det intime sammenarbejdes styrke og dermed også glæden i den kammermusikalske fordybelse og værdien af selv sjældent opførte værker. Men herved også en anke over en total mangel på relevante programnoter stillet over for en så tilpas fremmedartet og sammensat indledende komposition der efterlader sine tilhørere i undren og musikalsk gætteleg. Og hvem mon umiddelbart kender Reimann præsenteret uden fornavn? Men de smukke billeder af Christiane Karg gør alligevel programmet til gemmeobjekt.

Henrik Marcussen


Indsat 7. august 2017

Operettebåden går i land (CPH Opera Festival)
”Med kors og bånd og stjerner på.”

Plænen i Tivoli var pænt fyldt op med forventningsfulde operatilhørere, der havde fundet vej til en koncert, der lovede en ”tørskoet hitkavalkade”.

Operettebådene har gennem hele festivalens løbetid været en sikker succes, hvor bådlast efter bådlast af begejstrede tilhørere har sejlet kanalerne tynde til lyden af operettetoner. Konferencier og akkompagnatør Jakob Bech har alle årene været en fast og sikker klippe, der med en blanding af musikalsk overskud, farverige anekdoter og dårlige brandere førte publikum sikkert igennem. En anden fast klippe har været sopranen Sofie Elkjær Jensen, der har stået for en lang række dårende damer, rasende furier og sorgfulde ungmøer.
I år sluttede Operettebåden af med at lægge til kaj ved Tivoli med et brag af en koncert. Dirigent Robert Reimer dirigerede et veloplagt Copenhagen Phil, der med en ouverture af Offenbach skød det hele i gang. Koncerten var et pluk fra de forrige års mange sejlture.

Sommer i Tyrol komplet med ”frikadeller” ved ørerne var en lille bagatel, mens Palle Knudsens Sigismund fik dele af publikum til at synge med, mens sommersolen ved den Hvide Hest i meget langsomt valsetakt ikke hørte til de meste sikre afleveringer.

Langt større flyvehøjde var der der over Landmandsliv, hvor sangtalent, skuespil og musikalsk perleri satte ”Undskyld hr., må jeg byde dem et kirsebær” til vejrs og ”Grenadervisen” fra ”Frk. Nicoucke”, der på trods af en vildtviftende strudsefjer i Sofies hat, godt kunne matche den ikoniske version med Passer og Hertz.
Jakob Beck fortalte, at det var et princip på Operettebåden at synge på dansk. Hvilket stiller store krav til sangernes evne til tydelig tekstudtale. Hvilket både Sofie og Palle til fulde behersker. Det hjælper naturligvis, at sangerne synger med elektronisk forstærkning. Resultatet er i al fald, at det var forholdsvis nemt som publikum at forstå teksten.
Forståelig tale var også Jakob Becks uautoriserede hyldestråb til Copehnagen Phil og opfordring til at få alle (politikere) til at nyde og støtte musik. Et opråb, der efter applaus blev efterfulgt af Jakob Gades ”Tango Jalousie”. Herefter fik Jakob Beck fik udleveret sin drøm om at synge ved at foredrage ”Admiralens vise” med overskud og selvironi.

Forestillingens suverænt mest rørende øjeblik fra Palle Knudsens inderlige udgave af ”Somewhere” fra ”West Side Story”, sundet på dansk, der fik publikum til at sidde koncentreret stillet. Sofie Elkjør Jensens overlegne aflevering af ”Gitter and be gay” fra Candide lod publikum høre, hvordan en operette/musical/opera-hybrid også kan lyde.
Publikum, hvor et blik rundt afslørede, at mange hørte til den faste flok, fik den parade, de var blevet stillet i udsigt. Vejret holdt, og Tivoli viste sig fra sin pæneste side.

Overbeviste koncerten nye mennesker om glæden ved operette og alt hvad faget tilhører? Måske ikke. Men man skal heller ikke forklejne at give de trofast en elegant musikalsk oplevelse.
/Sanne Caft 7. august 2017

Indsat 6. august 2017

CPH Opera Festival 3. August 2017:

IL LETTO (THE BED).

Medvirkende: Anna Patalong (Elvira), Raphaela Papadakis (Daria, formodentlig fejlskrivning for Doria), Noah Mosley (pianist).

Med to sopraner og en pianist (som slående ligner Puccini af udseende) samt en række stole og et flygel som eneste rekvisitter opførte det engelske operakompagni Helios Collective en forestilling, som omhandler Elvira Puccinis jalousi over ægtemandens mange erotiske eskapader, og forestillingen kulminerer med den bekendte Doria Manfredi affære, som fandt sin afslutning i 1909.

Det er velkendt, at Puccini havde tre hovedinteresser her i livet: Jagt på svømmefugle, at finde den optimale operalibretto, og (ikke mindst) kvinder, og det sidste dyrkede han med en sådan flid, at hans arbejdsgiver, musikforlæggeren Giulio Ricordi, gentagne gange måtte formane komponisten om at drosle ned på sine mange udenomsægteskabelige affærer og gøre noget mere ved sine kompositioner.

Ved forestillingens begyndelse er Elvira dybt frustreret over at erkende, at det ikke er hende, som har inspireret ægtemanden til de musikalske triumfer, som hans heroiner med så stor succes har udbredt på alverdens operascener, at han ikke er interesseret i at komme i seng med hende men foretrækker at drømme søde drømme om natten ved flyglet om den unge tjenestepige Doria i Musetta skikkelse, kort sagt alle tegn på en alvorlig, ægteskabelig krise, som kulminerer, da Elvira informeres om, at ”nogen” har set Puccini in flagranti sammen med Doria.

Elvira koger over og anklager sin tjenestepige, smider hende på porten og smæder hende offentligt trods den unge piges forsikringer om sin uskyld. Af skam over skandalen drIkker Doria en ætsende gift og dør under store pinsler fem dage efter. Ligsynet over hende viser imidlertid, at hun døde som jomfru, og Elvira anklages for løgnagtig bagvaskelse og idømmes godt fem måneders fængsel, som Puccini dog afværger, at hun skal udstå ved at betale Dorias familie en sum penge.

I dag ved vi, at Doria ganske rigtig var fuldstændig uskyldig i Elviras anklager. Puccini var ganske vist dybt involveret i en affære, men ikke med Doria, derimod med hendes kusine Giulia, som han hemmeligt besøgte hver weekend. Affæren varede ved i årevis og medførte, at Giulia i 1923, 15 måneder før Puccinis død af strubecancer, fødte Puccini en søn, Alfredo Manfredi. Lige så længe forholdet varede, understøttede Puccini generøst sin ”anden familie” økonomisk. Og Dorias andel i affæren var alene den at fungere som brevbærende mellemmand mellem de to.

Doria-affæren er i sin kerne så ufattelig tragisk, at den kun kan tænkes at have fundet sted mellem to dybt ulykkelige mennesker, som var bundet ubrydeligt sammen i det ubrydelige katolske ægteskab, hvor den ene søgte sine erotiske tiltag uden for hjemmet (men, siger mange, ”elskede” sin hustru på alle andre områder end det erotiske, og de forblev da også sammen indtil Puccinis død i 1922), medens den anden martredes over, at den mand, som havde drevet hende til bryde ud af sit første ægteskab for at dele alt med ham resten af livet, i den grad trådte på hende.

Historien fortælles af de to sopraner, som dels synger en række af Puccinis ørehængere, dels i dialog- og monologform udreder baggrunden og forløbet af denne sørgelige historie. Papadakis med en smuk, smidig og velklingende stemme, Patalong mere tung og dramatisk, mærket af alderens tragedier. Om begges talte beretninger, som fylder langt det meste af forestillingens tid, gælder, at de afleveredes på engelsk og uden forstærkning af nogen art i et stort lokale (Børssalen), og desværre må man konstatere, at om end de to er glimrende operasangere, lader deres evne til at tale klart, højt og tydeligt meget tilbage at ønske. Ja, så meget, at jeg tvivler på, at mange i salen fik det nødvendige udbytte af den megen tekst, og dermed mistede det dramatiske skelet, som skulle binde Puccinis musikalske træffere sammen til en slagkraftig beretning og løfte forestillingen op over lidt tilfældig skønsang.

BW


Copenhagen Operafestival er et herligt sammensurium af opera på de høje navler, gode samtaler og uforpligtende snak om sang og opera, sangerportrætter af gode stemmer og nogle benævnte erklærede stjerner. Der er egentlige operaopførelser, her ikke mindst en dansk uropførelse, et par svenske lån og Bajadser på ladcykel. Der er kavalkade koncerter, sanger masterclas´es, operettebåd og morgensang. Et veritabelt overflødighedshorn for alle og enhver bevæbnede med paraply og regnslag.

Sjette dag i festivalens 1.uge bød på et sådant typisk forskelligartet program med morgensang inden den sidste af fem COF samtaler der foregår med gæst(er) der brænder for opera. Her var det komponisten Louise Alenius der redegjorde for de tanker og forestillinger der følger i skabelses forløbet med operaen Silent Zone og hvorfor netop dens emne om tabuisering af incest egner sig som opera og hvorledes hun og Tue Biering fik skabt en forestilling der her på festivalen fik meget fine anmeldelser for komposition og for udførelse.

Herefter hurtigt sceneskift til Andreaskirkens koncertsal hvor 4. ombæring af Star Shaping fandt sted med Gregory Lamar som stjerne skaberen der holdt masterclas for 6 udvalgte elever. Det var berigende og fascinerende at overvære hvorledes han med elevens stemmevolumen som udgang formåede ved styring af stemmekraft med opmærksomhed på vokaler og frasering, fysisk ved påvirkning af læbe- og mundstilling og åndedræt fik elevernes stemme til at fremtræde rigere på variationer og farvelægning som en billedhugger der ciselerer og omformer sit materiale. Han var dertil en gudbenådet stemmejonglør der mestrede tilrettevisende punktnedslag som Belmondo, Gilda en Strauss lied og bel canto eksempel.

Lotte Heise havde Wilhelm scenen for sig selv og sin brændende kærlighed til operaen. Det går forrygende derudad med gode historier og sjove pointer. Lotte fik her hentet en ekstra dramatisk pointe med hjem da hun om Rigolettos slutscene skulle demonstrere hvor genialt Verdi skabte musikalsk uvejr og lynnedslag men blev afbrudt af styrtregn og flygtende publikum.

Udenfor det officielle program stillede Levy Sekgapane op til ekstra og gratis koncert på scenen ved Torvehallerne der således fyldtes af hans prægtige tenor med italienske romancer, Massenet, folkesange af Britten og følsomme Fauré chansons til akkompagnement af regnbyge. Opildnet af et tiljublende publikum fortsatte han utrætteligt inden afslutning med overdådig Rossini i festhumør.

Dagen var ikke slut hermed – der fulgte Operettebåd – festivalens faste succes gennem alle årene samt Delibes´ opera Lakmé. Men dette vil der fortælles om senere.

Henrik Marcussen


Benjamin Britten: The Rape of Lucretia (Copenhagen Operafestival)

”En kvindes dyd er mangel på lejlighed”

Når en gruppe mænd (eller kvinder, for den sags skyld) er samlet, falder samtalen nok ofte på det andet køn – og på vin. Da det sorte slør mellem scenen og de publikummer, det havde valgt at tilbringe eftermiddagen på Takkelloftet i selskab med Brittens kammeropera gik op, så vi en flok mænd samlet talende om kvinder – og vin. Scenen var noget ganske genkendeligt og gruopvækkende: En militærlejr. Her cirka anno 1946 i det år, hvor operaen er komponeret i kølvandet på Anden Verdenskrig. Dog med den tilføjelse, at gulvet var et romersk mosaikgulv som kendt fra de romerske ruiner.

Der langt fra fyrrerne til i dag. Men operaens på en gang knugende og eftertænksomme stemning spænder over årtierne, og med tekstens fortælling fra det gamle Rom, går trådene endnu længere tilbage. Tidsepokernes sammenfletning blev understreget af kostumerne. Den kvindelige fortæller Julie MeeRa Albertsen og den mandlige Eivind Kandal, var iklædt nutidige camouflage kampuniformer, mens de øvrige medvirkende optrådte i 1800-tals kostumer med skødefrakker, kalvekrøs og sabel for herrerne samt korsetter og store kjoler for kvinderne.

Sammensuriet af tidsepoker og stilarter virkede og understregede historiens fokus på begær, magtanvendelse, underkastelse og integritet. Elementer, der fik mulighed for at stå som en eftertænksom refleksion uden at være bundet til en bestemt epoke eller moralkodeks.

Opsætningen beskrives i festivalprogrammet som et ”socialrealistiske efterskælv” af en kammeropera, hvilket kunne være lidt svært at tolke ud fra scenografi og kostumer. Men der var tydelige ”efterskælv” i form af de kompromisløse konsekvenser en liderlig romers prins handlinger får, da han begærer en anden mands hustru.

Frederik Paevatalu Rolin var fint egoistisk og hensynsløs i sin jagt på nydelse og en anden mands ejendom i rollen som Tarquinius, mens Joakim Larsson Collatinus var selvsikkert overlegen i sin sikre viden om hustruens troskab.  Alle sang glimrende og særligt Eivind Kandal havde en forbilledlig engelsk tekstudtale. Astrid Nordstad var en lysende og desperat selvdestruktivt falmende Lucretia om hvem handlingen cirklede.

Musikerne fra Ensemble Athelas Sinfonietta under dirigent Neville Dove gav Brittens musik en næsten åndedrætsagtig puls og en fremadskridende bevægelse, der accentueredes i herrernes drikkeviser og fuldemandsskænderier og i Tarquins vilde ridt mod Lucretia. Både sangere og musikere honorerede sikkert Brittens næsten elastik-agtige kadancer, der er så typisk for komponistens tonesprog.

Kvindestemmerne klædte hinanden dejligt, udspændt mellem Astrid Nordstads mørktfarvede Lucretia som åndeløs dyb bund, og Cassandra Lemoines Lucia som svævende himmel. Åndeløst smukt var ensemblet i slutningen af første akt, hvor de ønsker hinanden respektive godnat. Det rummede både uskyld og anelser om nattens dunkle, kommende handlinger.

Operaakademiet og Ensemble Athelas Sinfonietta bød på en overbevisende Lucretia, der sagtens kunne stå distancen som en kammeropera med vingefang.

/Sanne Caft 2. august 2017

___________________________________________

COF-Vocal med Jens Søndergaard (Copenhagen Operafestival)

“How’re YOU doin..'”

Baritonstemmen er en taknemmelig en af slagsen. Mandlig, potent og med svung i højden og malmklang i dybden. Når det altså er en god en. Når stemmen sidder inde i Jens Søndergaard, er det en god en af slagsen. Når ”indpakningen” også er i orden (som min sidekvinde bemærkede), så er der som publikummer ikke meget at klage over.

Under Copenhagen Operafestival præsenteres en håndfuld dygtige sangere, der diverterer med et af den slags lagkage-repertoire, der som oftest vækker jubel og som er designet til at vise sangere fra sin bedste side (naturligvis). Jens Søndergaards repertoire har spændt vidt fra barokkens snirkler til moderne operaers morderiske spring. Ved koncerten gav han smagsprøver på bla. Händel, Mozart, Thomas, Tjajkovskij, Wagner og Bellini, hvilket siger noget om spændvidden i både repertoire og stemme.

Til at fange opmærksomheden og få folk til at holde bøtte havde Jens Søndergaard valgt arien ”Caro mio ben” af Tommaso Giordani, der, som han gjorde publikum opmærksom på, var en god startsang for en ung sanger – den var kun på to sider.

I ”Verdi prati” fra Händels Alcina havde en god inderlighed, der blev fulgt op med Don Giovannis serenade, der fik al den forførende og beregnende charme, som den skal serveres med. Men endnu stærkere stod Onegins arie, der var en fryd for de blandt publikum, der lyttede efter og ikke var travlt optaget af at trække et regnslag over hovedet.

Med sig havde Jens Søndergaard sin elev, den unge bariton Chikson Jason Yeung, der viste en stemme med fin klang og sikker spændvidde. Han sang to franske arier fra henholdsvis Hamlet og Faust. Ham kan vi godt glæde os at høre mere til.

Efter et udsnit af ”Den flyvende Hollænder”, der sikkert fik puristerne til at rynke brynene, fordi man ikke kan klippe i Wagner, fik vi de to herrer i en tempofyldt duet af Bellini. Afslutningsvis fik vi musicalnummeret ”Some enchanted evening” fra South Pacific, der i al sin drivende sentimentalitet var en perfekt afslutning.

En koncert af denne type, hvor kunstnerne konkurrerer med øldrikning og ikke-opera-relevant snik snak fra de omkringliggende udskænkningssteder, kræver gode kunstnere. Der kan trænge igennem Torvehallernes leben, og holde publikums og forbipasserendes interesse fangen. Den altid træfsikre pianist Carol Conrad sørgede for både at støtte sangerne og at få akkompagnementet til at fylde fra Händels sprøde toner til Wagners fuldtonede klang.

Modsat så mange andre ”sportsgrene”, så er man ung, når man er i slutningen af trediverne som operasanger. Jens Søndergaard fylder fyrre i disse dage, hvilket han med glimt i øjet gjorde publikum opmærksom på. Derfor var aftenens udvalg en præsentation af hans musikalske udvikling gennem årerne, med numrene bundet sammen af en personlig præsentation. Hvis aftenens koncert er et pejlemærke, så kan vi se frem til at glæde os over hans vokale præstationer i mange år fremover.

/Sanne Caft 3. august 2017

___________________________________________

Lonely House (Copenhagen Operafestival)

“Youre either on my side, by my side or in my fucking face!”

En flok forventningsfulde tilhørere var mødet frem til de smukke lokaler på Nimb i Tivoli for at høre “en undersøgelse af den iboende ensomhed, en hyldest til den amerikanske operatradition.” (citat programmet)

Under krystallysekroner og med et glas i hånden, blev der snakket forventningsfuldt indtil forestillingen gik i gang. På de omkringsiddende kunne jeg høre, at mange var i gang med at arbejde sig igennem festivalen forestilling for forestilling.

Scenen er en bar. Krystalglas & sprutflasker. Foran scenen er publikum en lidt mere ædru flok end normalt for den slags etablissementer. Dæmpet belysning. I glasset drinken 1925. En hyldest til et møde mellem Stravinskij og Carl Nielsen på dette sted, dette år.

Den sødmefulde og let bitre drik spejlede arien ”Summertime”, der åbnede ”Lonely House”. En klassiker, som nok langt fra alle uden for operakredse er klar over stammer fra en opera. Efter den fulgte en række af, i al fald for denne anmelder, mindre kendte stykker. Den gennemgående stemning var den typiske barstemning sidst på natten: desperation, søgen, afvisning. Numrene afløste hinanden bundet sammen af tale, der satte stemningen men som sådan ikke føjede ekstra til. For ikke alle tekster stod lige skarpt mejslede, men sangerne gjorde alt for at formidle stemningen fint. Vi var tilskuere til tab og fortrydelse. Til tentativt håb og trodsig eksistens.

Formen havde sin charme, men publikum virkede i starten lidt usikre på, hvordan de skulle agere. Var det en række enkeltstående numre, hvor man frit kunne applaudere efter hvert nummer? Var det en sammenhængende koncert, hvor der ikke skulle klappes mellem numrene? Efterhånden som forestillingen skred frem, begyndte folk at klappe. Særligt Helene Hvass Hansen trak bifald og strålede med både sit sanglige overskud og sit skuespil. Eksemplificeret i en nedadglidende, opgivende og væmmelsesfuld kadence, da hun under en arie ser sig selv i et spejl. Det trak både latter og klap.

Helle Fabricius Grarup gav den som frustreret furie, hvor særligt sangen til HAM ”Thats him” fungerede i sin svingende nyforelskelse. Mens Christian Damsgaard skiftevis forbandede kvinder og attråede dem, og Rikke Sandberg ved flyglet understøttede det hele med de jazzede toner, der er så svære at få til at klinge med den rette blå lyd i stemmen. Og under det hele klirrede glassene til jorden, når publikum uforvarende kom til at sparke til deres tomme drinksglas. Det var på en måde meget passende for en aften i selskab med jazzet opera, hvor nogle numre glimtede, skarpt mejslet i de facetslebne whiskeyglas.

/Sanne 3.august 2017