Beckmesser: ASCOLTA mener

Opera-interesserede kender Beckmesser som den lille, pedantiske kritiker Sixtus Beckmesser i Wagners Mestersangerne fra Nürnberg fra 1867. I hvert nummer af ASCOLTA  er Beckmessers Tavle overskriften for diverse uddrag af anmeldelser af premierer på danske operascener. Nedenstående er uddrag af tidligere Beckmesser-artikler.

 

Hvad Skæbnen dog magter

 

– om Jægerbruden på Holmen-Operaen

 

Af Peter Wang

 

Alene dette, at Kasper holder sig til at fortælle Jægerbrudens historie, som den er – og ikke fravælger den for at fortælle en historie, han anser for bedre – bidrager stærkt til at stemme ASCOLTAs udsendte anmelder positivt. At instruktøren til gavn for et moderne publikum giver historien et særligt twist, skal han heller ikke høre for. Så lad det være sagt med det samme: Jægerbruden er alt i alt blevet en særdeles spektakulær forestilling, som man absolut bør se og høre:

Spændet mellem ’det gode’ og ’det onde’, Himmel og Helvede, siger øjensynligt ikke Kasper Holten så meget. Derfor har han samlet Samiel og Eremitten i én allegorisk figur, Skæbnen, som hist og her dukker op på scenen, når der foregår noget skæbnesvangert:

Under ouverturen ser vi et kompagni slagne og traumatiserede soldater vende hjem fra slagmarken. Krigen er det onde, som ødelægger sjælen – især personen Kaspars, hvis skæbne er blevet en vanskæbne. Trods sin foromtale i DKTs årsprogram, sine udførlige programnoter og sin karismatiske introduktion for et talstærkt publikum er det dog ikke lykkedes Kasper Holten at overbevise undertegnede om, at krig er et substantielt vigtigt tema i Webers opera; men bevares: Som modpol til biedermeier-idyllen i Agathes hjem er krigen selvfølgelig et tema.

Det store scoop – når man nu partout vil fremstille landsbyens jægere som soldater – kommer i begyndelsen af 3. akt, hvor kompagniet af faldne soldaterkammerater rejser sig fra slagmarken og afsynger jægerkoret ’Was gleicht wohl auf Erden’ – med umiskendelig reference til et par af Gustav Mahlers uhyggelige, galgenhumoristiske Lieder aus Des Knaben Wunderhorn – især Revelge og Der Tambourg’sell; en meget uhyggelig, stærk og gribende scene.

Netop denne ’livline’ mellem Weber og Mahler er yderst interessant – ikke blot fordi Mahler var en stor Weber-beundrer, men også fordi de to komponister indrammer hele den romantiske periode mellem Napoleonskrigene og 1. Verdenskrig, og fordi de begge forstod banalitetens kraft som dæmoniens ultimative udtryk. Om dette er noget, Kasper Holten har været sig bevidst, aner jeg ikke, men det er vel også ligegyldigt.

 

Men:

Da ulveslugt- scenen var færdig, sad man alligevel tilbage med en lidt underlige nå-og-hvad-så-smag i munden: Da teksten slet ikke indbyder dertil, konfronteres biedermeier-idyllen og krigens barskhed ikke rigtigt med hinanden; den kradse scene bliver i wagnersk forstand til effekt – virkning uden årsag. Og dette – understøttet af erindringen om Kasper Holtens opsætning af Tannhäuser – slog mig straks: Instruktørens styrke ligger frem for alt i dyrkelsen af den slagkraftige og spektakulære scene-effekt. Det kunne være interessant at se en Kasper-Holten-opsætning af en rigtig fransk grand opera, eksempelvis Giacomo Meyerbeers Robert le Diable, hvis berømt/berygtede kor af afdøde nonner, der stiger op af gravene og danser ballet, ville ligge lige til hans højreben.

 

Slutningen

Slutningen får en lidt sær drejning:

At Fyrst Ottokar er kostumeret som stræk-marcherende Totenkopf-husar à la general Mackensen uden overskæg må vel tilskrives et instruktør-behov for at please en populistisk stereotyp. Men hvorfor bliver han så ved Skæbne-eremittens mellemkomst forvandlet til en dukketeater-sprællemand – en anden stereotyp?

Betyder det, at Skæbne-eremitten, som hos Weber og librettisten Kind er en forløser, hos Holten bliver en ny tyran?

Fantasifuld scenografi

Jægerbruden udspiller sig i et fantastisk rum, opbygget af scenografen Es Devlin og hendes team: En stor cirkulær ramme benyttes som både globus-agtigt landkort, slagmark, tidens gang, skæbnens hjul, skydeskive, 7-patroners tromle i en revolver, inventar i Kunos og Agathes småborgerlige hjem og sikkert også meget andet.

I ubrudt strøm nærmest udspyr scenen et væld af relevante, associationsmættede symboler og hastigt skiftende scenarier. Undertiden kan det godt virke lidt ensformigt, men aldrig uvedkommende: Når hjulet forestiller biedermeier-stuen, må det eksempelvis tydes som en trædemølle, hvori Ännchen og Agathe løber rundt som et par hamstre i bur. Ulveslugts-scenen er på én gang hypermoderne og ærkeromantisk dyster. Flot – meget flot.

Om det er Es Devlin eller Kasper, der har ansvaret for to af mine yndlings-aversioner, skal jeg ikke kunne sige. Men hvor længe skal vi holde ud at glo på de dødssyge, iscenesatte ouverturer, hvor alt muligt skrammel – her Skæbnens udrangerede prærievogn med indhold – slæbes støjende og umusikalsk over scenen. Selvom denne version af iscenesatte ouverturer slet ikke er den værste af slagsen, ville det dog være velsignet, hvis instruktørerne en skønne dag ville udvikle deres geniale fantasi til også at omfatte følsomhed for, hvad der foregår i musikken, som jo er og bliver musikdramaets drivkraft.

Og hvor længe skal vi holde ud at se på de tilføjede, tavse personer, der render rundt for at fortælle os et eller andet, som vi enten ved i forvejen eller ikke interesserer os for at vide, fordi det er ligegyldigt.

Kan I ikke snart smyge angsten for det tomme scenerum af jer og lade musikken tale sit eget sprog?

Skønsang og musik

I musikalsk henseende er forestillingen rigeligt godkendt med pil opad: Spindesiden stod meget stærkt med Gisela Stille som Agathe og Anke Briegel som Ännchen; ikke blot synger de to damer meget smukt, men de smelter også forbilledligt sammen i ensemblerne.

Michael Schade viste sig fra sin velklingende side i de store ’numre’, mens han – i mine øren – ’knödlede’ sig en smule gennem de mere recitativiske afsnit. Oliver Zwarg fin som Kaspar, og alle de mindre roller som Kuno, Samiel og Kilian fint forvaltet af Marten Staaugaard, Dirk Aleschus og Jens Christian Tvilum. Uden at forklejne nogen af de nævnte må man dog fremhæve Palle Knudsen, der som fyrst Ottokar stemmemæssigt nærmest stjal hele billedet i slutscenen.

Flot orkesterspil af Det kgl. Kapel ledet af Dirk Kaftan. Schlageren ’Jungfernkranz’ klart spillet for hurtigt, hvorved dens sentimentale schwung i nogen grad gik fløjten; men pyt nu med det.