Leder: Da Ringen kom ned på jorden

Af Kim Reich, journalist, webmaster og medlem af redaktionen

Når man – som i Odense- skærer Wagners Der Ring des Nibelungen helt ind til benet og i vid udstrækning lader et hold erfarne sangere selv finde ind til deres roller, sker der noget unikt. Vi får ikke helt en samlet idé og en given retning, men noget flagrende eller søgende om man vil, der fører til situationer og tableauer, som inkarnerede Wagner-fans og kendere af hans umådelige univers finder nærmest utilstrækkeligt. Og var det ikke for Odense Symfoniorkester fabelagtige præstation under ledelse af Alexander Vedernikov, ville den i nogles øjne manglende instruktion og primitive for ikke at sige fraværende scenografi være nærmest helligbrøde over for den store komponist og hans værk.
Men for andre, der som undertegnede oplevede Ringen for første gang, fremkom det unikke. Vi fandt hurtigt ind i handlingen. Vi blev grebet af stemningen og af musikken, naturligvis. Vi oplevede sangerne på deres egne præmisser og forstod, at ikke alt ville eller kunne være perfekt, for sådan er livet jo heller ikke. Ringen blev til i en revolutionstid. Vi købte præmissen om, at ’badeforhæng’ og lyseffek-ter sagtens kunne være Rhinens strømninger. Vi havde ikke noget bagkatalog af tidligere opsætninger, der holdt os tilbage. Vi forstod instinktivt, at der blev skrevet historie i Odins by og at Wagners storladne værker ikke er forbeholdt de store scener, sådan som guder og mennesker i deres tilstedeværelse ikke kræver andet end et figenblad af vores bevidsthed, før dramaet folder sig ud.
Og så blev vi ikke mindst hjulpet godt på vej af overteksterne, som var skrevet, så alle kunne være med – en i mine øjne ikke uvæsentlig pointe i en tid, hvor denne svære, nærmest tredimensionelle kunstart for alvor er på vej ud til folket. Den værste gave man kan give operaen i økonomiske trængselstider er at være forud-indtaget. Derved kvæler man den intuitive fornemmelse af at være til stede i nu’et, som er sjælen i operaverdenens fortællinger.
Skræller man de gamle lag af de historier, der formidles, åbner man ligesom med Shakespeares tekster op for et hav af selfies, der viser hvordan vi lever og hvem vi er som mennesker. Hvad vi formår og navnlig ikke formår. Hvorfor der er krig og fred i det mikrokosmos, der omgiver os alle. Selv Wagner er altså gået hen og blevet folkelig.
Så kan det være, at ikke alle synes om Kasper Holtens Wagner-fortolkninger i sin tid, men Det Kongelige Teaters nye chef er en fantastisk formidler både på scenen og udenfor. Han repræsenterer et reelt generationsskifte på en af de store poster i dansk kulturliv og kan vel om nogen bryde igennem til politikere og fonde. De unge strømmer til opera og man fornemmer allerede en ny energi ved budskabet. Det er godt nyt ikke bare for DKT, men for alle store og små operahuse i dette land.