Leder: Kulturen amputeres

Af Sanne Caft, formand for Foreningen Operaens Venner

En grønthøster er en landbrugsmaskine, der snitter alt af i en vis højde og spytter det ud som pulp*. Overført på kulturområdet er det årligt tilbagevendende 2 % besparelser af det budget, der er til en given kulturinstitution, så der hvert år er 2 % mindre at drive institutionen for. Det kræver naturligvis slankning af driften for at holde det reducerede budget, og på langt de fleste institutioner er der primært to steder at spare: på løn og på produktion.
Jeg mener, at stærke kulturinstitutioner giver stærk kultur. Stærk som i driftsmæssigt konsolideret, kunstnerisk nyskabende, markant og synlig i omverdenen. Med løbende besparelser følger svækkelse af alle tre led. Kan der spares? Naturligvis. Kan der arbejdes mere effektivt og fokuseret. Med garanti. Men problemet med ufokuserede grønthøsterbesparelser er, at vi ender med pulp.
Opera kræver planlægning, opbygning over tid, dyrkning af potentielle målgrupper og branding. Det uanset om det er den store nationalscene eller det lille turnerende operakompagni.
Vores kultur eksisterer i en stærkt konkurrencepræget verden, hvor Nemorino skal konkurrere med Netflix og ikke bare med Nøddeknækkeren. Hvor kulturudbydere, kommercielle aktører og frivillige organisationer kæmper om folks tid og dermed deres lyst til at prioritere kulturoplevelsen over en aften i sofaen med streaming og Insta. Så er det lange vedholdende træk nødvendigt, hvilket kræver langsigtet fokus, de dygtigste kunstnere, tid og penge.
Når der spares på lønnen, er der færre penge at hyre sangere, musikere, instruktører, producenter, billetsælgere og kommunikationsfolk for. Når der spares på produktionerne er der færre penge at realisere de kunstneriske ambitioner for. Begge dele medfører potentielt ringere kultur med et lavere ambitionsniveau og ringere gennemslagskraft i omverdenen.
Hele formålet med at skabe kultur er, at nogen skal se, høre og bruge den. Ellers står vi med det berømte træ i skoven. Kulturen er med til at definere og spejle os som individer og som samfund – som Churchill bemærkede, da han under krigen kæmpede mod, at pengene skulle tages fra kulturen og føres over til våbenproduktion. Vi er ikke i krig. Vi har ikke behov for at tage penge fra kulturen for at få enderne til at nå sammen i det store budget. Vi har samfundsmæssigt råd til at have høje ambitioner for vores kultur, vores opera og vores kultur- og vidensmæssige niveau i befolkningen.
En pulje på 400 millioner til drys over kulturen er ikke engang en lappeløsning. Der er brug for sikring af driften i vores kulturinstitutioner, rum til kunstnerisk nyskabelse, penge og tid til at opbygge synlighed i omverdenen. Ellers undermineres vores kulturarv, kommende generationers kulturbrug svækkes og vi ender med et amputeret ambitionsniveau for det, der er med til at definere og udfolde os som mennesker.

* pulp, blød, findelt masse, som bliver til overs, når saften er presset ud af et organisk materiale, fx frugt. Gyldendal. Den store Danske.